Litterært og til tider svært tilgængeligt ægteskabsdrama på Husets Teater.
* * * *
Husets Teater giver sig i kast med Chris Kraus’ kultroman “I love Dick”, der på scenen præsenteres som en musikalsk roadmovie om et ægteskab i forfald og en passion, der nærmest udvikler sig til litterær stalking. Det er der kommet en ganske intens, men ikke hundrede procent vellykket forestilling ud af.
To intellektuelle, den amerikanske eksperimentalfilminstruktør Chris og hendes franske filosof-mand, Sylvère, lever i et efterhånden platonisk ægteskab, hvor de i stedet for at have sex, strøer om sig med litterære betragtninger. De nyder hinandens intellekt i en grad, at det nærmest bliver fysisk. De er begge blandt de fem mest belæste mennesker, de hver især kender – man tænker i disse dage, at det minder lidt om Kathrine Dietz, litteraturkritikeren, der åbenbart kun tænder på litterær ping-pong og citatudveksling. En dag møder de mandens kollega, en kunstkritiker fra Californien, der med sit rå ydre vækker et ellers godt hengemt begær i hende. Det næste år udvikler sig til én lang sanselig kunstinstallation, hvor mand og hustru på skift og sammen skriver kærlighedsbreve til den mystiske Dick. Det bliver nærmest en fysisk besættelse, der sætter deres samliv på prøve, og samtidig bliver en fortælling om kvindelig frigørelse på såvel det mentale som på det fysiske plan.
Husets Teaters ambitiøse leder, Jens Albinus, har bearbejdet Chris Krauss’ autobiografiske kultroman fra 1997 for teatret og har selv instrueret Marina Bouras, Steen Stig Lommer og Jimmy Jørgensen i de tre roller. Projektet er ikke umiddelbart lettilgængeligt, og det gælder i den grad om at spidse ørerne, for det flyver over scenen med litterære henvisninger til avantgardekunstscenen, litteraturen og forskellige filosoffer, men der er hjælp at hente i det trykte program, som udover at indeholde stykkets fulde tekst, også indeholder et lille leksikon over personer og begreber, der omtales. Programmet koster 30 kr. og det er vist penge, der er givet meget godt ud. Er der tid, så mød op i teatrets hyggelige kælderbar en times tid inden forestillingen og læs op på leksien.
I den første halvdel af denne lange enakter, der varer en time og 45 minutter uden pause, flyder spillet næsten som en komedie, hvor dialogen mellem de to intellektuelt oppustede egoer udvikler sig til en erotisk leg. Sylvère synes vel egentlig at det er meget morsomt med hustruen Chris’ passion for Dick, selvom han også er forlegen ved situationen, når han, noget modvilligt bliver bedt om at videregive nogle af kærlighedserklæringerne direkte til Dick. I takt med at passionen udvikler sig, både tiltrækkes og frastødes ægteparret hinanden, og for Chris nærmer passionen sig et decideret usundt traume. Den sidste del af stykket fremstår som en skizofren mareridtsdrøm og her lykkes det ikke rigtigt at få forløst fortællingen – måske fordi Jimmy Jørgensen som skuespiller slet ikke formår at yde Marina Bouras det modspil, som Steen Stig Lommer kan i forestillingens første del. Han, Jimmy Jørgensen, er en langt bedre sanger end skuespiller, og hans spændende type til trods forstår man aldrig helt hvad det er i hans stivbenede Dick, der i den grad tænder op under Chris.
“I Love Dick” beskrives som noget nær et feministisk manifest. Et sted mod slutningen af stykket inden hun forlader sin mand, spørger Chris sig selv: Hvem er Chris Kraus? Hun er Sylvère Lotringers kone! Hun er hans ‘med ledsager!’. På femten år har hun udvisket sig selv! – Det personlige er ikke personligt. Måske skal man være kvinde, for at se det specielt feministiske i at løsrive sig fra en 17 år ældre mand, som man muligvis i første omgang faldt for fordi han var noget, så det vil jeg ikke rode mig ud i, men blot konstatere, at denne or(d)gasme af en historie hen af vejen bliver lidt for meget af det gode, trods intenst spil og en visuelt spændende opsætning, der effektivt benytter videoprojektioner, musik, lys og lyd, til at skabe den rette stemning af intellektuelt oprør.
“I love Dick”. Baseret på Chris Kraus’ roman i Louise Ardenfelt Ravnilds oversættelse.
Bearbejdelse og instruktion: Jens Albinus. Lyddesign & scenografi: Ditlev Brinth. Lysdesign: Súni Joensen. Komponist: August Rosenbaum.
Medvirkende: Marina Bouras, Steen Stig Lommer og Jimmy Jørgensen.
Spiller på Husets Teater til 12. oktober.
Anmeldt 17. september.
Forestillingsfoto: Henrik Ohsten.
