Fuldkommen sublim teaterkunst i Det kgl. Teaters opsætning af “Adressaten ubekendt”, som heldigvis kommer ud til det meste af landet.
* * * * * *
Indrømmelse: Vi gik i pausen.
Indrømmelsen er nødvendig for at forstå, hvor storslået en teateroplevelse Det kgl. Teaters opførelse af “Adressaten ubekendt” er. Efter en time og ti minutter i sjælsrystende selskab med galleristerne Max og Martin, og deres brevveksling mellem San Francisco og München igennem omkring to års tid fra 1932 til 1934, forlod vi salen dybt bevægede, med en klump i halsen og tankerne i vild galop. Både min unge ledsager på 20 år og jeg selv.
Vi kunne ikke stå at small-talke over et koldt glas hvidvin i 20 minutter og derefter gå tilbage i salen til en debat om demokratiet med historikerne Bo Lidegaard og Christoffer Emil Bruun. Vi ville gerne, men vi kunne ikke.
For sceneopførelsen af Katherine Kressmann Taylors brevroman om de to tyske venner og kompagnoner Max og Martin er en af de meget sjældne teateroplevelser, der går helt ind under huden på én og sætter sig varige spor. Brevromanen “Adressaten ubekendt” blev udgivet i 1938, blev straks en stor succes, men druknede med krigens begyndelse og fik først for alvor en renaissance da den blev genopdaget og genoptrykt midt i 90’erne.
Martin Schulse er efter en årrække som succesfuld gallerist i San Francisco vendt tilbage til Tyskland med sin kone og parrets fem sønner. Tilbage i USA står vennen og kompagnonen Max Eisenstein, som er jøde. Han driver parrets galleri videre med en ikke ubetydelig succes, på trods af den økonomiske depression, og de to venner skriver i begyndelsen hjertelige breve til hinanden; Martin fortæller om livet i Tyskland, om fattigdommen, der gør at han har kunnet købe et slot og have ti tjenestefolk for de millioner han har tjent på kunst i USA. Max beretter om savnet af vennen og fortæller om et måske lidt for smart salg af en kunstnerisk rædsel til en ældre jødisk kunde, og spørger så ind til denne Hitler, der har overtaget magten i deres gamle fædreland.
I begyndelsen stiller Martin sig tvivlende overfor Hitler og hans tanker, men langsomt stiger hans begejstring for nazismen og indenfor få måneder har han indtaget en position i det nye samfund. Langsomt bliver tonen i brevene mere foruroligende og knugende intens. Max er bekymret for de rygter han hører om pogromer og ondskab, og Martin tør ikke længere fortsætte sin brevveksling med en jøde. Han skriver nu om den noble fører. Han er ikke længere frisindet amerikaner, han er tysk patriot!
Martin har haft en kort, men lidenskabelig affære med Max’ lillesøster Griezl, som nu er skuespiller og har fået engagement i Berlin. Max frygter for hendes liv og bønfalder i et brev sin gamle ven beskytte hende. Med god grund. Da Martin har chancen for at hjælpe hende, lukker han sin dør for jøden, og konstaterer i et brev til Max, at hun har lidt en frygtelig død. Der var ikke noget, jeg kunne gøre, skriver han. Efterfølgende tager Max en grusom og udspekuleret hævn, som til sidst sender hans tidligere ven i døden.
Det er her “Adressaten ubekendt” slutter og der kaldes til pause. Det er også her, vi ikke kan mere. For i skikkelse af Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen rammer Max og Martin os dybt i hjertet. De spiller rystende godt. Her er ingen dialog på ord, men deres kropssprog, ansigtsudtryk, deres fortvivlelse, afmagt og sorg i reaktionerne på brevene, er stor, stor skuespilkunst. Skarpt, intenst og dybt fængslende. Thomas Bendixen har instrueret med den allerfineste fornemmelse for de små detaljer og de mindste nuancer. Og Jonas Flys vidunderlige scenografi med brevene og ind i mellem 30’ernes kunstværker som videoprojektioner på bagvæggen fuldender helhedsindtrykket.
Katherine Kressmann Taylors lille værk fortæller med en rystende klar enkelthed om hvordan og hvor hurtigt en verden og et demokrati kan ændre sig. Vil noget tilsvarende kunne ske i dag? Er det allerede ved at ske nogle steder i verden? Herhjemme? Det er nogle af de spørgsmål der formentlig stilles i den efterfølgede 2. akt, og har man mod på det, bør man naturligvis blive og deltage også her. Jeg følte dog, at kunsten – i dette tilfælde, den store kunst – sagtens kunne og egentlig burde stå alene.
Heldigvis er denne lille vidunderlige perle af en forestilling ikke forbeholdt Københavnerne og Det kgl. Teaters abonnenter. I en del af september er forestillingen på turné rundt i Danmark inden den igen vender tilbage til Skuespilhuset indtil 3. november.
“Adressaten ubekendt”. Af Katherine Kressmann Taylor. Oversættelse: Per Vadmand.
Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi og kostumedesign: Jonas Fly. Lysdesign/Videoredigering: Frederik Heitmannn. Videodesign: Jakob Thorbek. Lyddesign: Mogens Laursen.
Medvirkende: Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen. Samt til den efterfølgende samfundsdebat: Bo Lidegaard og Christoffer Emil Bruun.
Spiller på Det kgl. Teater, Skuespilhuset samt på turné rundt i Danmark ind til 3. november.
Anmeldt 28. agust.
Forestillingsfoto: Miklos Szabo.
