Lommefilosofisk skuespil om Gud og meningen med det hele, ender som absurd fuldemandskomik på Det kgl. Teater.
* * *
Ind i mellem så byder de deres skuespillere lidt af hvert inde på Det kgl. Teater. I “De fulde” spiller Kirsten Olesen således en fuld luder, der er til gangbang med en flok endnu mere fulde polterabend-drenge.
Er det virkelig hvad man har til denne fine, modne karakterskuespiller? Ok, hun gør det i øvrigt ganske godt, kvalitet fornægter sig ikke, men alligevel. Er det sæsonens største fejlcasting?
Kirsten Olesen er én af hele 14 medvirkende fra teatrets ensemble og periferien omkring det i den russiske dramatiker Ivan Vyrypajevs absurde skuespil i otte scener, der udspiller sig en nat i en europæisk storby et sted. 14 menneskers veje krydses, alle har de ét til fælles; at de er fulde, skidefulde.
De har hver deres gode grund til at bære branderten gennem byen. Carsten Bjørnlunds direktør for en international filmfestival, har lungekræft og skal dø, Simon Bennebjergs Max skal giftes og er på polterabend med vennerne, Maria Rossings kæreste har giftet sig – med hendes bedste veninde – der er to midaldrende vennepar med knas i ægteskaberne. Og så er der Kirsten Olesens blonde luder og Fanny Louise Bernths yndige lille fe, der bare gerne vil elske og elskes i en kærlighedsløs verden.
Stykket blev oprindeligt skrevet på bestilling til Düsseldorfer Schauspielhaus af den daværende teaterchef Staffan Valdemar Holm, og det er da også ham, der her har instrueret forestillingen, som (næsten) altid med sin kone, Bente Lykke Møller, som scenograf. Til Mellemgulvets scene har hun skabt en tom kasse, bemalet som en tavle med kridtsstregs kruseduller, og et bevægeligt gulv, der kan tumle tumlingene omkring i deres sanseløse fuldskab.
Vyrypajev og Holm vil gerne fortælle en historie om Gud, sandhed, løgn – og livsløgnen i sig selv. Og som bekendt er det fra børn og fulde folk, man skal høre sandheden. Her har man så udeladt børnene, og nøjedes med de fulde. Det var måske ikke nogen god idé.
Et enkelt klogt barn i denne samling snøvlende, ragende og bøvsende berusere havde bestemt ikke gjort noget.
Det starter ellers vældigt originalt med Fanny Louise Bernths kønne Marta, der vakler hjem gennem den regnvåde by og tumler omkring i en vandpyt ude af stand til at komme op ved egen hjælp. Hun møder den ligeså sanseløst berusede Mark, Carsten Bjørnlund, og scenen mellem dem er hjerteskærende morsomt fysisk komik. Stilen fortsætter, men nu lidt mindre poetisk, med et lille trekantsdrama mellem Maria Rossing, Marie Dalsgaard og Andreas Jebro. Tre bliver til fire, da en vennemiddag mellem to velstående, midaldrende ægtepar åbenbart er stukket lidt af hvad angår de våde varer, og fire bliver til fem, når polterabendselskabet med Simon Bennebjerg udklædt som Playboy Bunny og ledsaget af Kirsten Olesens luder ’til 399 i timen, per mand, og jeg har allerere været her i tre timer’ crasher en vegetarrestaurant og er sure over ikke at finde noget kød. Især i de to sidste scener bliver fuldemandskomikken for skinger og unuanceret. For stereotyp, og for larmende når ordene vælter ud i uendelige gentagelser.
Efter pausen blandes kortene, den yndige Marta erklærer Thomas W. Gabrielsens Gustav sin kærlighed, i en vidunderligt poetisk scene – på tegnsprog – mens hans kone, Karen-Lise Mynster, desperat forsøger at blande sig. Den forsmåede Laura møder polterabendholdet og ‘gifter sig’ med den vordende gom, mens Joen Højerslevs brøleabe, Karl, og hans kone, render ind i de nygifte Magda og Laurence og ‘lærer dem lidt om ægteskabet’ – vi lyver allesammen for hinanden! På et tidspunkt udbryder Jebros Laurence: Du lyver som æslet fra Peter Plys! Og ja, det er lidt de samme lommefilosofiske betragtninger, vi får fra Vyrypajev, her, blot kun i små glimt med Plysbjørnens poetiske vid.
Det hele ender med en glimrende scene mellem Bjørnlund og Kirsten Olesen, der handler om at tage og give tilbage. Om at få tilgivelse inden døden.
Den scene, og de andre bedste scener, formår at gribe os, men de dårligste fortoner sig i overfladisk overspil, og “De fulde” ender med at fremstå som en omgang absurd ordonani. Et mærkeligt uegalt stykke dramatik, en besynderlig forestilling, hvorfra vi især vil huske Fanny Louise Bernths poetiske ynde, Carsten Bjørnlunds stærke nærvær, og en Kirsten Olesen, der trods helt fejlplaceret alligevel skabte en troværdig og vedkommende karakter.
“De fulde”. Skuespil af Ivan Vyrypajav. Oversat af Trine Søndergaard.
Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Clement Irbil.
Medvirkende: Fanny Louise Bernth, Carsten Bjørnlund, Maria Rossing, Marie Dalsgaard, Andreas Jebro, Thomas W. Gabrielsen, Karen-Lise Mynster, Joen Højerslev, Stine Schrøder Jensen, Rasmus Fruergaard, Simon Bennebjerg, Alvin Olid Bursøe, Laus Høybye og Kirsten Olesen. Stemmer: Kasper Leisner, Christine Exner, Morten Kirkskov og Maria Rich.
Spiller på Skuespilhuset, Mellemgulvet til 7. juni.
Anmeldt 27. april (premiere).
Forestillingsfoto: Camilla Winther.
