Mystisk og betagende monolog om hjemløses liv og død.
* * * * *
Vi sidder foran en grav dækket af gamle, visne blomster, urtepotter, papir og andet skrald. I baggrunden står et interimistisk hjemløseshelter, flikket sammen af gamle brædder og et stykke affaldsplastik til at skærme mod vind og vejr.
Ind kører en tavs kirkegårdsmedarbejder i en lille arbejdstruck. Han læsser lidt mere blomsteraffald på bunken, og så …. ud fra graven stikker en arm, og en spag stemme høres, mens optagelserne fra en dokumenterudsendelse om hjemløse lyder fra en skrattende højtaler.
Der ligger hun, Marie, som hun engang hed. I dag blot kendt som X. Den ukendte i de mest ukendtes grav. Hun er død, men træder frem foran os for at fortælle sin historie, eller dele af den, for teksten er fragmentarisk og hakkende. Periodisk klar og konkret, til andre tider sfærisk og forvirrende. Kirkegårdsmedarbejderen ser hende ikke, hører hende ikke. Hun er usynlig, i døden som hun var det livet.
Den franske monolog “De ukendtes land” er skabt af teatergruppen Compagnie Sous X, og originaltitlen “Terre Commune”, der betyder ‘fælles jord’, refererer til de regler, der er i Frankrig for at begrave hjemløse. De jordfæstes direkte uden kiste, uden navn, blot med et nummer, og har ingen gjort krav på de jordiske rester inden for fem år, graves de op og smides ud, så der er plads til en ny.
Forestillingens skaber og instruktør Alix Denambride fik ideen til stykket, da hun overværede en hjemløs’ begravelse, og i den godt og vel en time lange monolog følger vi kvinden, der engang var Marie, men som nu på svajende og vaklende ben, mutters alene i den stadigt mørkere skov søger en vej ud af ensomheden. Kun det nærliggende lokaltogs tuden svarer hende, når hun taler, og det tegner et skræmmende billede af den hjemløses ensomhed, at den eneste hun har at tale med er et tog.
Hun havde engang en ven. Etienne. Men han er død nu, og det tyder ikke på, at de er forenet i det hinsides.
Det er en mystisk forestilling. Langsom og i perioder helt stillestående. Med disse små sætninger, enkelte ord og råb i mørket, som et skræmmende vidnesbyrd om ensomhed. Andrea Vagn Jensen har påtaget sig opgaven at levendegøre den døde Marie, og leverer en hjertegribende, stærk og helt igennem troværdig præstation. Det bliver meget ægte, intenst og bogstaveligt talt helt ind til skindet ærligt teater, som sender beskueren videre ud i den nu mørke nat – forestillingen begynder 21.15 og varer til ca. 22.30 – med hovedet fuldt af tanker. Det er en meget betagende oplevelse.
Måske skulle man købe et par kopper kaffe, og sætte sig ned og tale med vedkommende, næste gang man møder en hjemløs på sin vej. For skal denne tekst og fortolkning stå til troende, er deres ensomhed nærmest umenneskelig.
Forestillingen spiller kun én gang mere – i aften- i forbindelse med Passage Festivalen i Helsingør, og man skal have billet til den, i modsætning til de fleste andre af festivalens forestillinger, der er gratis. De kan købes online på Passages website, og Andrea Vagn Jensens prisværdige præstation og intenst nærværende spil er hele turen værd. Man kan jo altid tage op i god tid, og snuppe en håndfuld af de gratis glæder på vejen inden turen går til Sommeriva i byens nordlige udkant hvor “De ukendtes jord” opføres.
Man må desuden håbe, at det bliver muligt at opføre forestillingen andre egnede steder, for den har et vigtigt budskab, der fortjener opmærksomhed.
“De ukendtes jord”. Af Compagnie Sous X. Oversættelse: Ann-Jette Caron.
Instruktion/tekst: Alix Denambride. Scenografi: Juliette Morel.
Medvirkende: Andrea Vagn Jensen og Alban de Tournadre.
Spilles til 3. august på Sommeriva i Helsingør i forbindelse med Passage Festival.
Anmeldt 2. august.
Foto: Passage Festival.
