Litteratur- og filmklassiker bliver ikke fuldt ud forløst i Odense Teaters opsætning.
* * *
Uanset hvor levende den altid gode Benjamin Kitter forsøger at fortælle os om overdådigheden og ekstravagancen ved Den Store Gatsbys storslåede fester i New York i de brølende 20’ere, er det vanskeligt at se det for sig på Odense Teaters store scene, hvor i hundredevis af celebre gæster illuderes af en lækker cabaret sangerinde, en lige så lækker danserinde og…. Nå ja, ikke så meget mere…. Der falder gyldent glimmer fra loftet, men energien, intensiteten og den djævelske puls mangler.
Det bliver på en måde katastrofalt for teatrets velmenende opførelse af F. Scott Fitzgeralds berømte romanklassiker, der tilmed er blevet endnu mere kendt gennem tre filmatiseringer, bl.a. med Robert Redford fra 1974 og senest den visuelt overdådige version fra 2013 med Leonardo DiCaprio.
Man kan sagtens leve med at Jon Lange i rollen som opkomlingen Gatsby, ikke er hverken Redford eller DiCaprio, mindre kan så afgjort gøre det. Mere tvivlsomt er det, at det ikke lykkes at få teatrets virkemidler til at matche filmens. Her er naturligvis ikke 100 statister, der kåde springer i den oplyste marmorpool, eller et swingende big band. Her er ingen skriggul Rolls Royce, eller en stald fuld af kostbare avlsheste. Selvfølgelig ikke, men det der er, er ikke nær nok. Hele denne illusion skal fortælles hjem, og selv med Benjamin Kitters bedste intentioner i rollen som historiens samlende fortæller, bondeknøsen Nick, lykkes det ikke rigtigt.
Slet ikke i første akt, hvor fortællingen kører i tomgang, men dog bedre i anden akt, hvor dramaet og tragedien intensiveres. Her er festerne også ophørt, og denne del egner sig bedre til det tætte kammerspil, med dets mange lag.
Fitzgerald fortæller en banal kærlighedshistorie, men nok så væsentligt også en historie om nye og gamle penge. Om opkomlinge, som Gatsby, der har tjent deres egne penge, og de gamle, rige familier som Buchanans, der er født med en guldske i munden. Gatsbys ungdomskæreste, Nick’s kusine Daisy, valgte manden med pengene, Tom Buchanan, da ham, hun i virkeligheden elskede, Gatsby, alligevel var i krig i Europa, og måske aldrig kom hjem. Man kan for så vidt ikke fortænke hende i det, selvom Tom Buchanan er et vaskeægte dumt svin. Selvstændige og frigjorte kvinder var en sjældenhed i 1922. Det var pengene, der trak, så måtte man tage det sure med det søde.
Daisy og veninden Jordan nyder det sorgløse driverliv på Long Island, selvom de keder sig, så de er svære at skelne fra chaiselongens pyntepuder. Tom Buchanan er en selvoptaget børste, der lever et dobbeltliv med en elskerinde inde i byen. En fattig mekanikers kone, der drømmer om et bedre liv. Både hun og mekanikermanden er blot marionetter i rigmandens egoistiske leg.
Historien tager en dramatisk og dybt tragisk udvikling, men igen er det som om tragedien ikke for alvor forløses på scenen. Det går ikke i hjertet, men forbliver overfladisk, pænt og for så vidt uangribeligt.
For de spiller jo glimrende; især Benjamin Kitter som fortælleren Nick og Nicolai Jandorf som den indædt ondskabsfulde og dybt usympatiske Tom. Mette Kjeldgaard Jensens Myrtle, der drømmer om et bedre liv med en rig mand i stedet for sin fattige tankpasser-mand, er en loyalt tegnet karakter, mens jeg ikke rigtigt synes at Jon Langes Gatsby bliver interessant nok, eller Lea Baastrup Rønnes Daisy for den sags skyld.
Det lykkes aldrig rigtigt for instruktøren Nicolei Faber at etablere det vilde livs dunkende intensitet, og dermed falder noget af det fascinerende ved ”Den Store Gatsby” til jorden. Scenerne med sangerinden (flot sunget af Cecilie Gerberg) synes inspireret af tv-serien ”Babylon Berlin”, men uden at opnå den ekstatiske puls af løssluppen 1920’er dekadence, man netop skabte der. Mie Riis’ kostumer rammer tidsperioden aldeles spot on, mens scenografien bliver for steril og stilistisk – hvor er overfloden?
På Odense Teater bliver ”Den store Gatsby” snarere den lille Gatsby. Der er for lidt af alt det, der er for meget. Det forbliver alle de bedste intentioner og udmærkede præstationer til trods uforløst.
”Den store Gatsby”. Af F. Scott Fitzgerald. Oversat af Jørgen Nielsen.
Dramatisering og iscenesættelse: Nicolei Faber. Scenografi & kostumer: Mie Riis. Koreografi: Peter Friis og Louise Davidsen. Komponister: Marie Højlund og Anders Boll.
Medvirkende: Benjamin Kitter, Jon Lange, Lea Baastrup Rønne, Nicolai Jandorf, Anna Bruus Christensen, Peter Høgsbro, Mogens Rex, Cecilie Gerberg, Niels Skovgaard Andersen, Louise Davidsen, Isa Heisterberg/Kika Harild Andersen (barn) og Bella/Abby (hund).
Spiller på Odense Teater til 4. oktober.
Anmeldt 11. september (premiere).
Forestillingsfoto: Emilia Therese
