Fremragende politisk dystopi på Odense Teater. Et godt bud på sæsonens bedste teateroplevelse.
* * * * * *
Til at begynde med ligner det en komedie. En satire over forlorne politikere. Vi er til vælgermøde, direkte tv-transmitteret fra Odense Teater, og valget mellem de to statsministerkandidater står mellem socialisten med alle de politisk korrekte meninger, og den populistiske nationalist. To arketyper, vi alle kan genkende.
Det er veloplagt underholdning til aftenkaffen. X-factor for politikere.
Men et hvert valg har konsekvenser, og er baseret på konsekvenser. I korte scener møder vi de mennesker, der stemmer, dem det handler om. De helt almindelige familier på en stille villavej, faretruende nær ved ‘blokken’, hvor de andre bor. Rengøringskonen, der mister sit job til udlicitering, den unge knægt med ‘hænderne skruet godt på’, der ikke kan blive smed, fordi han ikke kan bestå en boglig eksamen.
Vi møder direktøren for kunstmuseet, der viser elitære værker for den hvidvinssippende kulturelite, og den iranske indvandrer, der har en frisørforretning.
Langsomt glider komedien over i knusende alvor. Der uddeles ‘hold kæft-bolsjer’ til folket, men det gør oprør. Der kastes en sten. En bil brændes af. Beboerforeningen har fået nok af indbrud og hærværk og private vagtværn opstår, parallelt med et system, der har spillet fallit. Familier splittes op, venskaber brydes ned. Kunsten sættes under pres; gi’ os noget folket kan forstå. Resultatet er blanke lærreder og dansktop-musik.
Dramatikeren Thomas Markmann har skrevet et helt igennem fremragende stykke, der uden løftede pegefingre og med skræmmende præcision tegner et billede af et demokrati på vej mod opløsning. En dystopisk fortælling uden skurke, og uden helte. Uden vindere, men med samfundet som den helt store taber.
På Odense Teater forløses denne stærke, vedkommende og kloge tekst til noget nær fuldkommenhed i Moqi Simon Trolins strålende instruktion af et fremragende ensemble. Og Eilev Skinnarmos spændende scenografi, med store nøgne træer som dyster baggrund, rammer forestillingen ind. Jo længere der går, desto mere uhyggeligt bliver det.
Der har været skrevet meget om Klaus Bondams comeback til teatret i denne forestilling. Han er helt perfekt til rollen som socialistpolitikeren Steffen Kramnietzche, men det er kun en lille rolle i den store sammenhæng, for det er ensemblet, der sejrer her. Louise Davidsen som hustruen, der stædigt bliver ved med at tro på det bedste i mennesket, Benjamin Kitter, som hendes bibliotekarmand, der mister troen. Mikkel Bay Mortensen som smeden, der ender som uniformeret voldsmand i spidsen som Angels of Peace, Meike Bahnsen som hans hustru, med så manipulerende evner, at Klaus T. Søndergaards indædt psykopatiske spindoktor vil gøre hende til statsministerkandidat. Peter Gilsfort som den folkeforførende nationalist, der vinder valget, og Kristoffer Helmuth som den overfladiske tv-vært. Peter Høgsbro som Dian uden fremtid og Mette Kjeldgaard Jensen som museumsdirektøren, der må bøje sig for politisk pres og forfladige kulturlivet. Teaterskoleeleverne Haesam Jakir, Line Vejgaard Kjær og Freja Klint Sandberg som iransk frisør og kulturradikale museumsgæster, og Amalie Marstrand som den sande kunst, der til sidst bogstaveligt talt bliver klædt af til skindet. Alle er aldeles strålende. Men klarest i dette fine ensemble lyser Githa Lehrmann som den fyrede rengøringskone, der i afmagt mod et system, der knuser almindelige hårdt arbejdende mennesker, kaster en sten mod etablissementet.
“Død over eliten” er en rystende dokumentar over et samfund i opløsning. Fremragende teater. Intet mindre. Se den!
“Død over eliten”. Af Thomas Markmann.
Instruktion: Moqi Simon Trolin. Scenografi og kostumedesign: Eilev Skinnarmo.
Medvirkende: Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Mikkel Bay Mortensen, Meike Bahnsen, Klaus Bondam, Peter Gilsfort, Kristoffer Helmuth, Peter Høgsbro, Githa Lehrmann, Haesam Jakir, Klaus T. Søndergaard, Mette Kjeldgaard Jensen, Line Vejgaard Kjær, Freja Klint Sandberg og Amalie Marstrand.
Spiller på Odense Teater, Store Scene, til 2. marts.
Anmeldt 1. februar (premiere).
Foto: Emilia Therese.
