Strindbergs fremragende tekst og tre glimrende skuespillere er en god kombination i en lidt for gammeldags turnéopsætning af ægteskabsdramaet “Dødsdansen”.
* * * *
Skuespillere taler nødigt om ‘drømmeroller’, men lur mig om ikke skuespillerægteparret Pia Jondal og Waage Sandø alligevel ikke har haft Strindbergs ægteskabsdrama “Dødsdansen” højt på ‘to-do-before-we-die’-listen i en del år. Nu giver de sig så muligheden gennem deres turnéteater, Teater 2, og med Nørregadeteatret i Maribo som samarbejdspartner.
Jondal og Sandø indtager naturligvis rollerne som næsten sølvbrudeparret Alice og Edgar, mens de har fået en så strålende skuespiller som Ole Lemmeke til at rejse med som tredje-hjulet på vognen, Kurt. Hendes fjerne fætter, hans tidligere ven. Tidligere er vigtigt. De har ikke set hinanden i 15 år. Mens Kurt efter et forlist ægteskab har søgt lykken i Amerika, er ægteparret Alice og Edgar endt på en afsides svensk ø, isoleret i hinandens utålelige selskab. Han er millitærmand med uopfyldte drømme, og placeret som en slags ø-forvalter så langt fra et væsentligt ansvar som næsten muligt, og hun er skuespillerinde, naturligvis med lige så bristede forhåbninger.
Mens han bærer sin sabel uden formål, og lever i en forestilling om at alle andre end han er forholdsvis idiotiske, holder hun fast i skuespillerinde-livet ved at skifte paryk efter sit humør. En pudsig lille detalje i Vibeke Wredes ellers ikke specielt moderne iscenesættelse. Håret er fyrigt rødt, da Kurt pludselig dukker op og der skal ‘leges’ med følelser, gråt når parrets fortvivlende håbløse ægteskab skal dissikeres for den måbende gæst, og sort som hos Disneys Hexia de Trix, når hun til sidst dufter blod og måske kan sende sin ægtemand lige lukt i spjældet og starte forfra på en ny. Så godt går det nu ikke. Da legen er slut kan ægteparret slå en streg over det hele – og fortsætte. Meningsløshedens ægteskabelige hamsterhjul drejer videre indtil døden på et tidspunkt befrier dem.
Sidste år opførte teatret Teatergrad “Dødsdansen” som et vitalt opdateret mad-teater, der pustede nyt perspektiv i Strindbergs eviggyldige klassiker. Så vidt går man ikke her. Man sidder undervejs med en fornemmelse af at der spilles lidt for gammeldags og at det lige så godt kunne være en opførelse fra 1950’erne som en spritny 2019-opsætning. Det er jo sådan set også helt i orden når man arbejder med klassiker-materiale, og Strindbergs tekst er jo ganske fremragende, i øvrigt oversat og bearbejdet til lejligheden af Pia Jondal og Waage Sandø selv. Spydighederne, de bitre stikpiller, der fyger mellem parret, som en del af hverdagen og – da muligheden byder sig – som en del af parrets djævelske leg med den uventede gæst, flyder elegant og mest stor dygtighed. Det er sydende ondskabsfuldt, og meget vittigt spillet, og Ole Lemmeke bidrager bestemt med sit overordentlig morsomme bud på den forknytte knudemand, som tydeligvis ikke befinder sig godt i Alice og Edgars giftige, men samtidigt dragende selskab.
Waage Sandø og Pia Jondal trives som ål i mudder med replikaffyringerne, som de helt givet har hygget sig med at finjustere, og samspillet er bestemt intenst, præcist og ind i mellem gnistrende, men jeg savnede lidt mere sjæl. Man bliver godt underholdt, men bliver man også berørt? Nej, ikke sådan for alvor. Den der knugende fornemmelse i maven kom ikke.
Men dermed ikke sagt, at denne “Dødsdansen” ikke er seværdig. Det er den bestemt. Vi får tre glimrende skuespillere i en af Skandinavisk teaters bedste tekster, og der er stof til eftertanke til natmaden, hvis man har mod på at tage sit ægteskab op til diskussion med udgangspunkt i “Dødsdansen”. Man kan jo altid krydre oplevelsen, ved at invitere naboen med i teatret – og med til natmaden.
“Dødsdansen”. Af August Strindberg. Oversat og bearbejdet af Waage Sandø og Pia Jondal.
Instruktion: Vibeke Wrede. Scenografi: Waage Sandø & Vibeke Wrede. Kostumer: Charlotte Strahenberg. Videoproduktion: Mikal Bing.
Medvirkende: Pia Jondal, Waage Sandø og Ole Lemmeke.
Producent: Teater 2 og Nørregadeteatret.
Turnerer i hele landet til 3. december.
Anmeldt 24. oktober i Baltoppen, Ballerup.
Forestillingsfoto: Brita Fogsgaard.
