Varm og anderledes lille forestilling om alder på Odense Teaters Værkstedet.
* * * *
Når jeg bli’r gammel, sang Gnags i et af deres store hits og drømte om at sidde og kigge ud over havet. På Odense Teater har instruktøren og koreografen Sofie Christiansen taget skridtet et hak videre, og twistet udsagnet til det tvetydige Hvis jeg bliver gammel.
I ord og bevægelse lader hun fire modne mennesker, to fysiske skuespillere og to dansere, der kan slippe afsted med at tale fra en scene, fortælle om alderdommens fordele og ulemper gennem stramt koreograferede bevægelser, korte monologer og enkelte videosekvenser.
Det er der kommet en meget varm, kærlig og poetisk lille forestilling ud af, der kalder på eftertænksomhed og på smilet. De fire optræder det meste af tiden i undertøj, og de har lagt al forfængelighed i garderoben, selvom netop forfængelighed er et af forestillingens mange, små frakmenterede temaer.
I et samfund, der i stadig højere grad hylder det ungdommelige med stram hud og faste balder, er der brug for et lille opråb som dette. En absurd catwalk-scene med alle de medvirkende indhyllet i skiftende kreationer af plastik bliver en kras kommentar til tidens tendenser til at ‘rette op på det naturlige forfald’.
Emner som søvnbesvær, motion, overgangsalder, løs hud og blævrende mormorarme bliver berørt, men faktisk er der større fokus på alt det positive ved at blive ældre, og om drømmene om alt det man glæder sig til at få tid til – hvis man bliver gammel! Dette lille ‘hvis’ er jo i øvrigt lidt af et paradoks, for vi bliver ældre og ældre for hver eneste generation, og skal man lege med ordene ‘hvis’ og ‘når’, så kan teatret jo passende til næste sæson følge denne lille, varme forestilling op med en med titlen “Hvis jeg dør”.
To af Odense Teaters fine modne karakterskuespillere Githa Lehrmann og Klaus T. Søndergaard leverer begge en udsøgt præstation, hvor de arbejder på grænsen af egen forfængelighed og med varme og poesi forsvarer de forskellige alderstyper, og selvom ordene ikke hele tiden ligger lige rigtigt i munden på danserne Camilla Stage og Lars Bjørn Hansen, så slipper de overraskende godt fra opgaven, og i en smuk dansesekvens mod slutningen fortolker de moden kærlighed på yndigste vis.
Forestillingen varer blot en time og et kvarter, men ret skal være ret; ideerne kører lidt i ring undervejs, så faktisk føles forestillingen lidt lang i savlet, og man kunne efter min mening sagtens have skåret 15-20 minutter fra uden at det havde gjort noget. Ligesom huden bliver lidt løs, som tiden går, gør forestillingen det også.
“Hvis jeg bliver gammel”. Dokumentarisk forestilling skabt af de medvirkende og Sofie Christiansen.
Koreografi & iscenesættelse: Sofie Christiansen. Scenografi & kostumer: Julie Forchhammer.
Medvirkende: Githa Lehrmann, Camilla Stage, Klaus T. Søndergaard og Lars Bjørn Hansen.
Samproduktion mellem Odense Teater og sART Danseteater.
Spiller på Odense Teaters Værkstedet til 2. oktober.
Anmeldt 12. september.
Forestillingsfoto: Emilia Therese.
