Forside Anmeldelser 2019 NYKØBING F. REVYEN 2019

NYKØBING F. REVYEN 2019

327
0

Nykøbing Falsters nye revydirektører leverer varen med en flot og forrygende morsom forestilling.

* * * * *

Alle revyer har et eller to numre, hvor man sidder og spejder forgæves efter dømmekraften hos de ansvarlige. Det har årets Nykøbing F. Revy også, men de få svipsere skal være dem tilgivet for langt størsteparten af de 24 numre sidder lige i skabet.

De nye revydirektører Mickey Pless, revyens knalddygtige kapelmester, og Pernille Schrøder, det energiske midtpunkt på scenen, træder allerede i åbningsnummeret elegant ud af Flemming Krølls store direktørsko, og resten af aftenen savner man ikke et øjeblik Krøll, måske lige med undtagelse af i Rasmus Krogsgaards indvandrernummer om Mehmet, som Krøll nok selv havde lavet, hvis han havde været med, og som vi nemt kunne have undværet.

Schrøder og Pless, assisteret af den driftssikre instruktør Michel Castenholt, har givet sydhavsøernes kulturelle flagskib et skud fornyet energi og med et flot sammensat skuespillerhold leverer de sæsonens til dato bedste revy. Det er musikalsk, det er originalt, det er smukt at kigge på og lytte til, og så er det morsomt – ind i mellem lårklaskende morsomt. Sketchen ”En seriemorder” sidst i 1. akt, hvor hele ensemblet hvirvler ud og ind som danske tv-seriekarakterer, der er ofre for ’mordet på DR’ er hylende grinagtigt; godt skrevet af Vase & Fuglsang og perfekt udført. Rasmus Krogsgaard som Mads Mikkelsens Fischer fra Rejseholdet er out of this world!

I det hele taget er det i ensemblenumrene, at Nykøbing F. Revyen har sin største styrke i år. En kommentar til Brexit er lige så originalt udtænkt, og det er jublende sjovt når holdet gentagne gange optræder som syngende falstringe. Holdet på scenen klæder hinanden, komplimenterer hinanden og ingen falder i gennem, hverken i den ene eller den anden retning. Her er alle stjerner. Alle har noget godt materiale at arbejde med og alle kommer godt afsted med det.

Rasmus Krogsgaard leverer et eminent og originalt Ghita Nørby-nummer med lydklip fra det famøse interview, Henrik Koefoed, synger en veldrejet vise om bankgebyrer og afholder et par morsomme og helt aktuelle politiske auktioner, Rikke Buch Bendtsen er skøn som blandt andet fuldfed dating-guru og Pernille Schrøder herlig som pæn, ældre dame, der har genfundet gnisten i sexlivet. Troels Malling giver sine karakterer et skævt, underspillet twist, bl.a. som del af et krænket børnekor og som panda, men han overdriver sin Britta Nielsen-parodi, hvor teksten er bedre end afleveringen, hvilket også gælder Pernille Schrøders lidt for overgearede Pia Kjærsgaard-sang. I begge tilfælde taber de karaktertegningen for at jage effekten i ellers velskrevne numre.

Men helheden. Anders D. Jensens smukke scenografi, Henrik Børgesens kostumer, Steffen Hulehøj Frederiksens gennemførte koreografi, den meget musikalske afvikling og et veloplagt skuespillerhold er ligesom underholdningsværdien er helt i top. Falster har en revyfest.

”Nykøbing F. Revyen”.

Tekst og musik: Rasmus Krogsgaard, Mickey Pless, Rasmus Søndergaard og Lars Bisgaard, Jantzen & Aagaard, Jan Svarrer & Søren Anker Madsen, Michel Castenholt, Flemming Krøll, Sune Gylling Æbelø, Vase & Fuglsang, Jakob Fauerby, Kai Norman Andersen, Adde Malmberg/Pernille Schrøder, Carl-Erik Sørensen, Rikke Buch Bendtsen, Leif Maibom, Ross Parker, Mads Keiser, Søren Kragh-Jacobsen og Kim Larsen m.fl.

Instruktion: Michel Castenholt. Scenografi: Anders D. Jensen. Koreografi: Steffen Hulehøj Frederiksen. Kostumer: Henrik Børgesen. Kapelmester: Mickey Pless.

Medvirkende: Pernille Schrøder, Rikke Buch Bendtsen, Troels Malling, Rasmus Krogsgaard og Henrik Koefoed – og Mickey Pless.

Spiller på Nykøbing Falster Teater til 24. august.

Anmeldt 13. juni (premiere)

PR-Foto.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her