Skøn Tommy Kenter og hele den jødiske musik i rørende og flot opsætning af gammel musical-klassiker på Det Ny Teater.
* * * * *
Sidst jeg så Tommy Kenter på scenen var det bedrøveligt. Her klovnede han sig udisciplineret gennem en middelmådig opsætning af “A Sound of Music”. Heldigvis forholder det sig helt anderledes når han nu indtager Det Ny Teater i rollen som mælkemanden Tevye i en anden ældre musical-klassiker “Spillemand på en tagryg” – en rolle, der angiveligt vil være hans sidste ‘store’ teaterrolle.
Er det sidste tilfældet, så kan Kenter ikke få en meget smukkere sortie. For nok bærer “Spillemand på en tagryg” i Daniel Bohrs opsætning præg af at være en ældre sag – fra 1964 – men forestillingen er gennemsyret af en hjertelig varme, og Kenter er intet mindre end rørende som den fattige mælkemand i det lille jødiske samfund i Anatevka, en enklave et sted i den Ukrainske birkeskov omkring forrige århundredeskifte.
Tevye, hans hustru Golde og deres fem døtre, hvoraf de tre er giftefærdige og smukke, lever efter de jødiske normer og gamle traditioner. Især traditionerne er det, der binder hele det lille samfund sammen, og ikke mindst ægteskabsmægleren Yente spiller en vigtig rolle, når der skal findes en passende mand til landsbyens unge piger.
I stilhed taler Tevye med Gud; små filosofiske samtaler om livets udfordringer, og han plager landsbyboerne på den hyggelige måde med sine ikke altid helt præcise tolkninger og citater af det hellige skrift. Alt ånder således fred og idyl, men under overfladen ulmer uroen. På det ydre plan i form af de jødeforfølgelser, pogromerne, hvor den russiske hær fordrev og deporterede jøder fra deres gamle byer. Og på det indre plan, hvor Tevyes tre smukke døtre alle har deres egen mening om hvem de vil gifte sig med. Her går det bogstaveligt talt fra ondt til værre, og livets gang i det jødiske Lidenlund bliver i sandhed udfordret.
Hvorfor spille en mere end 50 år gammel Broadway musical, som udspiller sig i 1905, i dag? Det spørgsmål er i virkeligheden ganske relevant, for selvom Jerry Bocks musik, inspireret af den traditionelle jødiske Kletzmermusik, er både fængende og festlig, så peger den ikke musikalsk andre steder hen end bagud. Fortællingen er langsom og treven, og det er en lang forestilling; næsten tre timer. “Spillemand på en tagryg” appellerer heller ikke umiddelbart til et yngre publikum, og da jeg så forestillingen fredag aften var der ikke mange i den næsten udsolgte sal, der ikke teoretisk set kunne have overværet uropførelsen i 1964.
Ser man på “Spillemand på en tagryg” med 2019-briller, er den imidlertid alligevel ikke så irrelevant, som man kunne tro. Folketingets ghettoplan handler for eksempel om at tvangsflytte mennesker fra såkaldte ghettoområder i de større byer, for at ‘rette op på den skæve befolkningssammensætning’, og ‘arrangerede ægteskaber’ i muslimske kredse har i årtier været under offentlig beskydning. Det samme gælder brug af tradtionel klædedragt, og set i det lys, virker denne musical alligevel ikke så uddateret som man skulle tro.
Her er vi blot i en jødisk enklave og ikke i en muslimsk ghetto. Den traditionelle klædedragt er vigtig for forståelsen af den jødiske identitet, folket samler sig om den gamle rabbiner, håndhæver sabbatten, og Yentes arrangerede ægteskaber er ikke noget man sådan lige bryder med, altså lige indtil Tevye og Goldes ældste datter, Tzeitel, afviser arrangementsægteskabet med den velhavende slagter og enkemand Lazar Wolf, fordi hun ganske banalt er forelsket i den fattige skrædder, Motel. Som om det ikke er slemt nok, tillader den næstældste datter, Hodel, sig at accepetere den kommunistiske lærer og oprører Perchiks frieri uden at spørge sin far først, og da hun er rejst til Sibiriens kulde for at være sammen med sin forviste kærlighed dér, vælger den tredjeældste datter at gøre ydmygelsen af den godhjertede Tevye total, ved at løbe bort med den russiske soldat Fyedka, som, Gud forbyde det, ikke en gang er jøde!
Historien om Tevye og de andre gode folk i Anatevka er i bund og grund en historie om århundrede gamle traditioner i opbrud, og når landbyboerne i slutscenen trækker af med deres kærrer, forvist fra deres hjem og på vej ud mod en usikker fremtid forskellige steder i verden, tænker man over hvor de mon kan finde et hjem hvor de kan accepteres. Er det i virkeligheden så mærkeligt, at mennesker fra en bestemt kultur søger fællesskaber, eller kald det parallelsamfund, hvor de har traditionerne tilfælles?
Daniel Bohrs iscenesættelse af “Spillemand på en tagryg” bringer på ingen måde historien frem i mod vore dage, men det ligger underliggende i værkets kvalitet, og berettiger dets relevans også i 2019.
Og når alt dette så er skrevet, så må man endnu engang blot kippe med flaget over, hvor effektiv en teatermaskine Det Ny Teater er. Scenografisk, lyd-og lysmæssigt og med sine store jødiske danseoptrin og et bundsolidt cast af sangere og skuespillere bliver “Spillemand på en tagryg” en teatermæssig nydelse. I birollerne leverer Marianne Høgsbro som ægteskabsformidleren Yente, Jesper Asholt som den ensomme slagter og Michael Lindvad som den oldgamle rabbiner fine øjeblikke, og de tre unge par; Karin Nordly Holst, Sebastian Harris, Isabel Schwartzbach, Kristian Rossen og Lærke Belle Juul Hansen og Markus Emil Borg er alle både søde, kære, forelskede og velsyngende.
Men det er og bliver det ældre ægtepar, Ann-Mari Max Hansens jordbundne, hjertevarme Golde, og især Tommy Kenters poetiske, tossegode Tevye, der lyser op og gør denne opsætning særligt seværdig. Hun har været væk fra scenen i en årrække, og dette comeback, hvor midlertidigt det end er, er en fryd. Han slutter og afrunder en lang og kan vi vel godt kalde det, glorværdig scenekarriere, med et værdigt højdepunkt. Helt (næsten) uden Kenter’ske manerer spiller han sin Tevye lige ind i hjertet på os, så vi forstår hans kvaler og føler med ham. Hans “Hvis jeg var en rig mand” – musicalens bedst kendte sang – rummer alle den fattige mands længsler og drømme, og parrets smukke duet “Elsker du mig?” går ganske enkelt lige i hjertekulen.
“Spillemand på en tagryg” er en flot og velsmurt musical, der forgyldes af Tommy Kenters rørende og veltimede præstation. Absolut seværdigt – også for et publikum, der ikke var født da musicalen blev skabt.
“Spillemand på en tagryg”. Manuskript: Joseph Stein. Musik: Jerry Bock. Sangtekster: Sheldon Harnick. Oversættelse: Jens Louis Petersen. Baseret på fortællinger af Sholem Aleichem.
Instruktion: Daniel Bohr. Scenografi: Paul Farnsworth. Koreografi: Lee Proud. Musikalsk indstudering/kapelmester: Per Engström.
Medvirkende: Tommy Kenter, Ann-Mari Max Hansen, Karin Nordly Holst, Isabel Schwartzbach, Lærke Belle Juul Hansen, Sebastian Harris, Kristian Rossen, Markus Emil Borg, Marianne Høgsbro, Jesper Asholt, Michael Lindvad, Anne Suppli, Mia Karlsson, Carl Christian Rasmussen, Martin Loft, Kristoffer Sass, Jørn Pedersen, Piotr Gasoir, Mikkel Hoe Knudsen med mange flere.
Spiller på Det Ny Teater ti 15. december.
Forestillingen havde premiere 26. september. Anmeldt 4. oktober.
Forestillingsfoto: Miklos Szabo.
