Kultmusicalen “The Rocky Horror Show” på Aarhus Teater savner tempo og dynamik, trods Jacob Madsen Kvols’ bemærkelsesværdige præstation som Frank-N-Furter.
* * *
Siden mine unge teenageår har jeg været vild med “The Rocky Horror Show”, som jeg så mere end 10 gange, da den for første gang blev opført i Danmark, på Gladsaxe Teater. For en 13-14-årig pubertetsknægt med en spirende seksualitet var “The Rocky Horror Show” både fræk, forførende og næsten lidt forbudt, og så var musikken fed.
Siden har jeg set filmen, der jo har gjort musicalen til kult, adskillige gange til midnatsforestillinger i det nu hedengangne Klaptræet på Kultorvet, hvor traditionen med at sprøjte med vand, kaste ris og spillekort, lyse med lygte og så videre også indtog Danmark. Det var ret sjove nætter dengang. Det var i øvrigt også ved de lejligheder at publikum mødte op i fræk og modig udklædning og make-up, der i sin kønsneutralitet hyldede transvestitten Frank-N-Furter, den gale videnskabsmand fra det ydre rum, der er hovedpersonen i Richard O’Brians vanvittige, vilde og dengang overordentligt provokerende musical.
I dag er mænd i dametøj og høje hæle ikke længere provokerende som det var tilfældet i 70’erne og op i 80’erne. Flydende kønsidentitet er blevet mere normen end undtagelsen og skal man sætte det hele lidt på spidsen, så er det at være heteronormativ i visse kredse i det kulturelle parnas næsten mere provokerende end det dengang var at være transseksuel.
Det tager lidt af brodden af “The Rocky Horror Show” i dag, hvor folk på Strøget knapt ville hellige Fran-N-Furter og hans entourage et blik, hvis de spankulerede ned af gaden.
Man kan således godt frygte, at en af grundene til, at Aarhus Teaters opsætning af den gamle kultmusical ikke rigtigt fungerer er, at tiden simpelthen er løbet fra den. Der er nu også andre årsager.
Jeg blev bekymret allerede i åbningssangen “Science Fiction”, hvor Sofia Nolsøes velsyngende Magenta bliver akkompagneret af banjo, harmonika og tværfløjte spillet af kapelmester Jens Hellemanns lille orkester klædt ud som grotesk klovneorkester. Det er forkert. Bare forkert.
Det blev heldigvis bedre. Der kom strøm på instrumenterne, men der blev spillet alt, alt for lavt, og uden det energiske drev og tempo, som glamrocken skal have for at have sin fulde berettigelse. Hvis der ikke er fuld knald på kedlerne og vild energi i indlednigen, falder anden aktens karikeret sentimentale finale til jorden.
Selv den vidunderlige showstopper “The Time Warp” blev spillet og sunget uden energi, nerve og dynamik, og havde det ikke været for premierepublikummets entusiastiske opbakning – de skabte en fest – tør jeg slet ikke tænke på hvor tamt det ville have lydt. Og her er altså tale om et nummer, jeg meget ofte sætter på anlægget derhjemme og spiller så højt at selv skovens dyr danser med udenfor.
Der kommer først noget dynamik i showet, da Jacob Madsen Kvols gør sin entré som transvestitten Frank-N-Furter i lange, højhælene lakstøvler, glitrende strømpebukser, malede Sort Samvittigheds tårer og små, bare, pikante ungpigebryster. Han har den patos og forførende farlighed, der får os til – præcis som det dydige unge par Brad og Janet – både at tiltrækkes og frastødes af hans grænseoverskridende seksualitet. Det er en bemærkelsesværdig og flot præstation, der i høj grad redder aftenen hjem.
Marie Marschner og Mathias Flint er også ganske søde som det pæne unge par, som skæbnen fører til Fran-N-Furters mystiske slot, og der er liv og sjæl i især hende, når hun efter at Frank-N-Furter om jeg så må sige har ‘plukket blomsten’ voldknalder den gyldne mirakeldreng Rocky. Resten af ensemblet har da bestemt deres øjeblikke, men er generelt lige så blodfattige som Moqi Simon Trolins instruktion og Jens Hellemanns gumpetunge orkester, der ganske enkelt aldrig får showet til at lette.
Det ville også være synd at sige, at der er meget spræl over Ida Marie Ellekildes scenografi, og de mest usexede kostumer man næsten kan forestille sig til en forestilling, der ellers skal ose af sex. Det er tankevækkende, at der på premiereaftenen var flere originale og sexede udklædninger blandt publikum i salen end blandt de medvirkende på scenen.
“The Rocky Horror Show” har altid haft et problem med at afslutningen er langstrakt. På Aarhus Teater er den langstrakt fra begyndelsen, og havde det ikke været for Jacob Madsen Kvols’ stjernestund havde det desværre været en langgaber.
“The Rocky Horror Show”. Af Richard O’Brian. Oversat af Mathias Flint.
Instruktion: Moqi Simon Trolin. Scenografi og kostumer: Ida Marie Ellekilde. Koreografi og staging: Birgitte Næss-Schmidt. Kapelmester og musikalske arrangementer: Jens Hellemann.
Medvirkende: Jacob Madsen Kvols, Mathias Flint, Marie Marschner, Simon Mathew, Sofia Nolsøe, Nanna Cecilie Bang, Kjartan Hansen, Anders Bilberg, Holger Østergaard, Dina Fie Lorentzen, Stina Andersen, Luc Boris André Kouadio, Simon Glæsel, Mary Jacolbe, Morten Lindemann Olsen.
Spiller på Aarhus Teaters Store Scene til 15. juni.
Anmeldt 3. maj (premiere).
Forestillingsfoto: Emilia Therese.
