Molières klassiske komedie “Den Gerrige” som festlig farvelade-farce i veloplagt turnéformat.
* * * *
Der er gang i klassiker-opsætningerne for tiden, fra Holbergs “Den vægelsindede” over Ibsens “Et Dukkehjem” til Det Danske Teaters “Den Gerrige” – udover mange andre. Fælles for alle tre nævnte opsætninger (hvor jeg desværre ikke har kunnet se “Et Dukkehjem”) er at de tager et anderledes greb på forlægget, og godt for det, for så undgår vi at teatret lulles i dvale og bliver museumsagtigt.
Geir Sveaass har instrueret “Den Gerrige” til Folketeatrets turnéscene, og publikum ude i det ganske land kan se frem til en særdeles veloplagt, meget farverig farvelade-farce, der morer og underholder fra start til slut.
De lidt dybere sider af historien, som generationopgøret mellem de to moderne og forelskede børn og deres sygeligt nærrige far, og om man vil, en debat om arrangerede ægteskaber, tages der lettere på. Denne opsætning vil more og underholde – og det gør den.
Harpagon er en ældre, velhavende gnier, der må have været forbillede for Disney’s Joacim von And. Han puger sine penge, og bruger ikke en skilling på hverken de to voksne børn, på tøj eller mad, og husets tjenere går for lud og koldt vand, omend man ikke lige kan se det i kostumieringen her. Han er besat af sine penge, og gemmer et skrin i haven med 100.000 af en eller anden ikke-defineret valuta. Det er hans ‘skat’ som han elsker højere end han elsker sine børn.
Sønnen Cléante må låne penge ude i byen, for at få råd til at ligne en laps og leve livet, og datteren Élise må finde sig i at blive lovet bort til en rig greve, ene og alene fordi greven afstår at få medgift.
Nu vil situationen dog, at Cléante er forelsket i den yndige Mariane, der bor alene med sin gamle, fattige mor, og Élise har forelsket sig i en rig, forældreløs arving, Valère, som har snydt sig ind i Harpagons hus som tjener for at være sammen med sin elskede. Harpagon får den idé, ansporet af koblersken Frosine, at han skal gifte sig med – ja, selvfølgelig den smukke Mariane, og er storsindet nok til ikke at forlange medgift. Dermed bliver han sin egen søns rival, og her kræves snuhed og behændighed fra husets tjenerstab for at alle i sidste ende kan få den rigtige. Og Harpagon kan sidde ensom tilbage og spejle sig i sin rigdom.
Kristian Holm Joensen spiller hovedrollen som Harpagon med hele sit store komiske talent. Han er virkelig en ynkelig og latterlig starut. Og han forsvarer Harpagons karakter, så vi også føler en smule medlidenhed med ham, men først og fremmest er han morsom.
Omkring ham har scenograf og kostumier Marianne Nilsson skabt et farverigt og karrikeret persongalleri, hvor birollerne får lov at funkle på hver deres måde. Kristian Boland er ret skøn som bøsset tjener, og til sidst som kriminalkommisær a la Axel Strøbye i Olsen Banden, Troels Malling giver den lillebitte rolle som pantelåner et umiskendeligt Ozzy Osborne-look, der er uhyre morsomt, og Jacob Webles intrigante Mester Jacques er også en lysende komisk præstation. Mette Horn giver Kristian Holm Joensen skønt modspil som den geskæftige Frosine, og endelig er Alexander Mayah Larsen både flot og finurlig som bejleren Valére, den mest interessante af de fire unge roller. Mads Reuthers lyserøde Cléante får ikke rigtigt lov til at få bid i fader-søn konflikten, som der ellers er muligheder for, og Mathilde Arcel Fock og tredjeårseleven Sofia Mileve Cukic, som henholdsvis teenager-mut og forårsgul yndighed, skaber det bedste de kan ud af et par grundlæggende ret uinteressante ungpigeroller.
Scenografien er skabt til turnébrug, og man kan godt en gang imellem ønske sig, at der blev gjort bare lidt mere ud af den. Det ser ærligt talt noget pauvert ud. Til gengæld har kostumerne fået alt hvad den kan trække. Stykket spilles i Jesper Kjærs moderne, og mundrette oversættelse, og replikkerne flyver muntert afsted. Forestillingen manglede måske på pressepremieren i aftes det sidste snert tempo, men det kan skyldes, at Mads Reuther var kommet til skade under prøverne og måtte gennemføre med en støttekrykke. Når man for alvor får spillet sig ind, så skal tempoet helt sikkert også få det sidste nøk op.
Og dermed kan landets teaterforeninger glæde sig til en hyggelig og munter aften i selskab med den gerrige og hele farveladen.
“Den Gerrige”. Komedie af Molière. Oversættelse: Jesper Kjær.
Instruktion: Geir Sveaass. Scenografi: Marianne Nilsson. Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz. Trommer: Niels Ratzer.
Medvirkende: Kristian Holm Joensen, Mette Horn, Jacob Weble, Mads Reuther, Kristian Boland, Troels Malling, Mathilde Arcel Fock, Alexander Mayah Larsen og Sofia Mileva Cikic.
Turnépremiere 24. september i Sønderborg. Turnerer til 12. november.
Anmeldt 22. september (pressepremiere) i Grøndal Centret.
Forestillingsfoto: Gudmund Thai.
