Mungo Park fucker med begreber som sandhed og løgn i voldsomt vellykket doku-drama om journalistisk svig.
* * * * * *
Verden vil som bekendt bedrages.
Det svirrer med fake news i mediebilledet, og vi ved snart ikke hvad vi skal tro og mene. Er præsident Trump virkelig smittet med corona, eller er det bare et stunt op til valget? Har en kendt tv-personlighed virkelig krænket Sofie Linde? Kan det passe at alle mails i Statens Serum Institut er blevet slettet – ved en fejl?
Medierne er ikke længere til at stole på. Ikke engang dem, vi altid har opfattet som ‘troværdige’. Og det står endnu værre til med kilderne, også dem vi ellers benævner som ‘pålidelige’.
Hvad er sandhed og hvad er falsk i denne flimrende medieverden, styret af Facebook-opdateringer og tweets?
Dette umådeligt komplekse emne tages op i dramatisk form på Mungo Park i Lillerød, hvor instruktør og dramatiker Viktor Tjerneld har ladet sig inspirere af den skandalesag, som for blot et par år siden ramte det ansete (der var den igen) tyske nyhedsmagasin Der Spiegel. En af bladets stjernejournalister, Claas Relotius, blev afsløret i at have opdigtet næsten hver eneste af sine 60 artikler i nyhedsmagasinet. Han havde, sagde han, et højere mål end at fortælle os sandheden, han ønskede at forsvare humanismen, og for at kunne gøre det måtte han ty til fiktion. Han ‘romantiserede sandheden’, ligesom Arken-direktøren Anna Castberg i sin tid gjorde det.
I begyndelsen møder vi Claas på reportagerejse i USA. Han beskriver ‘henrettelsesturisten’ Gladys, der månedligt tager den lange busrejse til Huntsville for at være vidne til henrettelser. Hun har skam en god grund til det; hendes datter og barnebarn blev 13 år tidligere dræbt, og gerningsmændene dømt til døden, men dommen er aldrig blevet eksekveret, for man gennemfører kun henrettelser i USA, hvis man kan finde civile vidner. Gladys mener, at hun gør samfundet en tjeneste ved at møde op som civilt vidne. Med artiklen om Gladys vandt Claas Relotius Tysklands svar på Cavlingprisen i 2016, Årets journalist. Men historien var opdigtet, præcis ligesom de historier om en syrisk dreng, der bliver hovedperson i folkets opstand mod Assad, og historien om de selvbestaltede grænsevagter i Arizonas ørken, der holder illegale flygtninge og narkosmuglere ude af USA. Det er gode historier, men de er fiktive.
Det er intenst og velspillet doku-drama med Sara Fanta Traoere som en særdeles skarp Claas Relotius, og Nana Morks og Zaka Nobel Mehabil som tilsvarende uhyre præcist skildrede kilder og kolleger på Relotius’ vej, men vi er først lige kommet i gang, for bedst som afsløringen af Claas Relotius’ svindelnumre synes at afrunde aftenen, tager forestillingen et vanvittigt twist.
Instruktøren Viktor Tjerneld dukker op på en videoskræm sammen med virkelighedens Claas Relotius. Vi bliver vidner til et zoom-interview med manden det hele handler om, som Tjerneld har overtalt til at fortælle sin historie, så den kan dramatiseres. Tiden spoles tilbage til Relotius’ barndom, der rummer dystre og dramatiske hemmeligheder. Nu forstår vi måske lidt bedre, hvad der drev den voksne Relotius, men så twister Tjerneld igen hele vores virkelighedsbillede, for er dette også fiktion? Opdigtet. Løgn eller dramatik, om man vil. På scenen udvikler fyringen af Relotius fra Der Spiegels redaktion sig til et gidseldrama, men hvem er gidslerne i virkeligheden? Er det ikke os allesammen? Er kunstnen ikke præcis som medierne blot til for at undholde og behage?
Som publikum bliver vi blæst bagover, og ved til sidst ikke hvad vi skal tro og mene. Hver gang vi tænker ‘nåh, sådan!’, så skifter sporet. Tjerneld fucker simpelthen med vores hjerner, med begreberne sand og løgn, med grundstenene i alt hvad vi er opdraget til at tro. Det er vildt, og det er vildt fascinerende.
Mungo Park vil noget med teatret som begreb, der er anderledes end hvordan vi hidtil har opfattet det, og den proces kan være vanskelig. Det er godt nok nogle tunge sten, der skal flyttes, men med “Spejlmanden” tager Anna Malzer og co. et kæmpeskridt. Der bliver vendt op og ned på hidtil forholdsvis fastlåste begreber som køn, alder og etnicitet. Når Sara Fanta Traore, som sort kvinde, med troværdigheden fuldkommen intakt, kan spille rollen som den hvide, mandlige journalist, uden at vi så meget som et sekund betvivler det, er der noget der er lykkedes. Nana Morks spiller med tilsvarende troværdighed både gammel dame på hævntogt i Texas’ fængsler, og den spansk-tyske journalist Juan Moreno, der fatter mistanke til Relotius’ bedrag og til sidst afslører ham, og Zaki Nobel Mehabil står stærkt i alle scener; fra en grusom henrettelsesbeskrivelse til rollen som chefredaktør, der ikke blot mister sin stjernejournalist, men simpelthen mister troen på hele sit livsgrundlag som frontkæmper for mediernes ukrænkelighed.
“Spejlmanden” er vanvittigt godt teater. Eller er det nu også det? Måske lykkes det dem bare at tage røven på os? Verden vil jo bedrages.
“Spejlmanden”. Af Viktor Tjerneld.
Instruktion: Viktor Tjerneld. Scenografi og kostumer: Maria Moberg. Lyddesign. Emil Bøll. Lysdesign: Mikkel Givskov.
Medvirkende: Sara Fanta Traore, Nana Morks, Zaki Nobel Mehabil samt Viktor Tjerneld og Felix Utting.
Indgår nu i Mungo Parks faste repertoire.
Anmeldt 2. oktober (premiere)
Forestillingsfoto: Mikkel Russel
