Coronakrisen spejles i besættelsestiden i en munter, men ujævn julecabaret på Odsherred Teater.
* * *
Der en masser af små skæve hints, finurlige ordspil, skøre karakterer og såvel over-som underspillet humor i årets Bankovarieté på det hyggelige Odsherred Teater.
Salen i det lille teater er bygget om og coronasikret. Vi sidder nu på rækker med behørig afstand og navn på stolen, og de, der spiser inden forestillingen, placeres bag publikumsopbygningen i et rum, der nu fremstår intimt og ganske hyggeligt. Bankovarietéen er en fast tradition på teatret og blandt publikum, og det er igen i år Odsherreds faste skuespillere, Mei Oulund og Henrik Ipsen, der står bag – begge på scenen, og hun også som den, der fører den ind-i-mellem meget finurlige pen. Pianisten Mads Strandgaard er som altid et meget medagerende musikalsk anker, og så har man gjort lidt af et scoop ved at få Marie Mondrup på årets hold. Få kan som hun ligne én stor undskyldning for sig selv og alligevel have en massiv scenisk udstråling og være meget, meget morsom.
Mei Oulund – og holdet – har skabt en ramme omkring hele forestillingen, hvor tiden er skruet tilbage til besættelsestiden og præsenterer et farverigt persongalleri fra den tykke konferencier Verner, med tilnavnet ‘Verner mager’, adskillige nyhedsoplæsere på en knitrende forbindelse fra et studie i damesiden, til frihedskæmpere og swingpjatter.
Forestillingen spejler coronakrisen i besættelsestiden. Der er talrige referencer mellem ‘de fem forbandede år’ og de ‘ti forbandede måneder’, som vi foreløbigt har måttet igennem, og det fremgår såvel af undertitlen som af åbningsnummeret om ‘jul på flødeskumsfronten’, at det måske nok kunne have været meget værre end det trods alt er. Der tegnes en tydelig sammenligning mellem mørklægningsgardiner og mundbind, når Oulund som forarget utilfreds overklassefrue pointerer at kun 2,2 procent af danskerne er blevet ‘bombet’, og at hun slet ikke kender nogle, der er blevet bombet, mens Ipsen som hendes resignerende mand betoner, at det nok er bedst at ‘være på den sikre side’.
Marie Mondrup spiller så fint på det stille og forsagte, i en svidende tekst på melodien ‘Lili Marleen’ om at ville hjælpe andre mennesker i nød, men føle opgaven for stor – Verden er så stor, hold empatien i kort snor – messer hun i et af varietéens bedste numre. Inden da har Henrik Ipsen som fyrig drag sunget om mænd i uniformer på Marilyn Monroes “Diamonds are a girls best friend”, hvilket meget godt afspejler forestillingens lidt slingrende kurs, for hvad vil man egentlig? Være underfundigt satiriske eller give den max gas for et overrislet julefrokostpublikum? Det fungerer ikke rigtigt, at forsøge at være begge dele.
Mads Strandgaard synger og swinger os gennem et energisk og gennemført Leo Mathisen potpourri, og vi sendes til pause med et elegant jazzet nummer efter 50 minutter, som også har indeholdt det obligatoriske bankospil.
Bankospillet er en del af showet, men det er også et problem. Det tager for lang tid, det bryder rytmen og det sænker tempoet, som i forvejen ikke er højt. I år har man – klogeligt – lagt spillet lige i begyndelsen af hver akt. Det giver i det mindste mulighed for at få sat farten op igen i afviklingen af showet, men helt godt er det ikke, heller ikke selvom talopråbningen er speedet op, så man godt nok skal spidse ørerne og holde godt fast i blyanten.
Der er lovlig mange gentagelser undervejs; de mange radio-studie indslag kører lidt i ring, selvom der er små fine detaljer i teksten, som at det er svært at tøjle festfolket, der bryder spærretiden i 1943, og tempoet er simpelthen for dvælende i de gentagende indslag med modstandsgruppen Ønskeø-gruppen. Nogle af holdets ideer er lige skæve nok til at de rigtigt fungerer på scenen, og det er mere aparte end egentlig morsomt, når Henrik Ipsen som nazist synger “Stille nacht” udsat for tonesabotage, eller når Mondrup og Oulund er to jævne koner, der forveksler det tyske ‘sind sie juden?’ med ‘er i jyder?’ og tager hele familien på togtur mod ukendt destination i Tyskland. Henrik Ipsen tager i bogstaveligste forstand ‘skraldet’ i forestillingens svageste tekst om en vicevært, der skal på lokum, og derfor sender en modstandsmand på flugt lige lukt i armene på tyskerne. Meningen er vel, at vi som oftest har ‘nok i os selv’, men det vil være synd at sige at nummeret lykkes.
Næh, så er der mere substans i en tredelt vise, hvor de tre synger et vers hver om dels at savne fest, kys og kram, om at føle sig fanget og længes efter at rejse ud, og om at vi, set i det store verdensperspektiv, stadig har forholdsvis små problemer i Danmark. Samme model benyttes i slutnummeret på ‘jeg gi’r mit humør en gang lak’, hvor de hver i sær synger om bl.a. selv at vælge sin mand, og at se frem mod bedre tider.
Marie Mondrup klæder varietéholdet med sine stilsikre karakterer, men det er ikke klædeligt, at hun i den grad planker Trine Gadebergs ‘Pelle-figur’ i både tekstopbygning og figurtegning, som drengen, der er søn af en tyskertøs. Teksterne er generelt ikke helt gode nok, selvom de fleste har tilløb til at kunne blive det, og forestillingen som helhed kommer til at fremstå som alt for ujævn de fine indsatser til trods.
“Bankovarité 2020 – jul på flødeskumsfronten”.
Tekst og musik af bl.a. Mei Oullund og holdet, P.H. og Leo Mathiessen.
Instruktion: Kasper Jacob Sejersen. Scenografi. Rebekka Bentzen.
Medvirkende: Marie Mondrup, Mei Oulund, Henrik Ipsen og Mads Strandgaard (pianist).
Spiller på Odsherred Teater til 19. december.
Anmeldt 24. november (premiere).
Foto: Rie Neuchs.
