Forside Anmeldelser 2020 BASKERVILLE

BASKERVILLE

373
0

“Baskerville” er måske sæsonens sjoveste teaterforestilling. Fem skuespillere har over 30 roller i en hvirvelvind af en detektiv-farce.

* * * * *

Der er intet mere befriende og livgivende end en god latter, og der har sandt for dyden ikke været meget at grine af i 2020, og da slet ikke i de seneste uger i Nordjylland.

Så meget desto bedre er det, at én af denne sæsons absolut sjoveste teateroplevelser lige nu kan opleves på kanten af det nordjyske, på Himmerlands Teater i Hobro, hvor man har en årelang tradition for at spille en rigtig komedie-farce frem mod jul, og hvor man i år rammer mandelen midt i risalamanden med en forrygende morsom opsætning af “Baskerville”, løseligt baseret på Sherlock Holmes’ historien om “Baskervilles hund”, og skrevet af den amerikanske farce-mester Ken Ludwig.

Farcen kaldes ofte helt fejlagtigt for ‘den lette genre’, det er nemlig en af de sværeste discipliner indenfor scenekunsten at udfolde og udføre, men her på den lille scene på en første sal på havnen i Hobro spilles der farce med et talent og en livlighed, som man skal tilbage til de bedste dage på det hedengangne ABC-Teatret for at matche. Teaterchef Susanne Sangill har selv instrueret løjerne med udsøgt fornemmelse for selv de mindste, skæve detaljer, og for farcens vigtigste egenskaber; timing og tempo. Og så er hun begavet med et skuespillerhold, som alle kan spille farce, så det virker perlende, og legende let – hvad det altså ikke er!

Casper Juel Berg er en tilpas arrogant Sherlock Holmes, selvglad helt ud til pibespidsen, og Ronny Sterlø er hans faste støtte, Dr. Watson, begge med en stram disciplin i det afbalancerede komediespil. De har de lette roller, for det er nemlig de tre andre, der må slide i det og tager grinene. Kirstine Hedrup, Sune C. Abel og især Erik Viinberg folder sig ud i utallige roller og vanvittige skæve karakterer i det vilde persongalleri, der går fra en snobbet fransk hoteldirektør, over til et grotesk husholderpar på Baskervilles skumle slot, til en lallet sommerfuglefanger, en jovial arving fra Texas, en giftemoden søster, en døv postmesterfrue og en stribe af gadedrenge, kuske, stuepiger, efterkommere af Baskerville-slægten, læger, sygeplejesker og hvad ved jeg… Listen er alenlang, og de tre skifter tøj og hvirvler ind og ud af scenen i et hæsblæsende tempo. Når et kostumeskifte skal gøres lidt for hurtigt, stopper de op og spiller på det, med en vidunderlig præcision og udsøgt timing.

De er simpelthen eminent morsomme og de formår alle tre med små, fine detaljer – mimik, accent eller fysiske gestalter – at give hver enkelt af karaktererne deres egen lille, elegante særpræg. Grovkornet, javist, men aldrig overspillet. Meget bevidste om en anden af farcekunstens fineste dyder; ikke for meget, ikke for lidt. Bare tilpas.

“Baskerville” vækker mindelser om nogle af Mel Brooks’ morsomste filmkomedier, og opbygningen er ikke ulig “De 39 trin”, som for nogle år siden blev spillet til kæmpesucces i Tivolis Glassalen med bl.a. Niels Olsen og Thomas Mørk på overarbejde i utallige roller. “De 39 trin” har for øvrigt også været på repertoiret på Himmerlands Teater. Sådan som der spilles farce her, ville jeg gerne have oplevet det.

Det er første gang jeg er på Himmerlands Teater, men bestemt ikke sidste, og man kan godt misunde det himmerlanske og nordjyske publikum muligheden for at gå juletiden i møde med sådan en grinebider af forestilling.

“Baskerville”. Af Ken Ludwig. Oversat af Robin Haslund Buch.

Instruktion: Susanne Sangill. Scenografi: Gitte Baastrup. Komponist og lyddesign: Mads Horsbøl. Lysdesign: Carl Koytu. Kostumer: Gitte Baastrup og Susanne Sangill.

Medvirkende: Casper Juel Berg, Ronny Sterlø, Kirstine Hedrup, Sune C. Abel og Erik Viinberg.

Spiller på Himmerlands Teater i Hobro til 12. december.

Anmeldt 21. november.

Foto: Emilia Therese.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her