Dirty Dancing er tilbage, og det med et brag af et show forklædt som musical.
* * * * *
Det er efterhånden fem år siden, at One and Only Musical Teater havde en stor, stor succes med opsætningen af “Dirty Dancing the Musical”, så nu er det på sin plads at tage den op igen. Det er stadig med Mathilde Norholt og Silas Holst i hovedrollerne som den godhjertede teenagepige Baby og danselæreren Johnny Castle, og flere andre gengangere fra dengang, men det er i en visuelt endnu flottere opsætning, og det er et show, der simpelthen vælter publikum bagover med det ene flotte optrin efter det andet. Især inden pausen, hvor der er fuld knald på alt andet end handlingen.
Scenografien er fantastisk; baseret på kæmpestore projektioner, der kan skifte på et splitsekund fra mondænt resort i bjergene til personalets snuskede bar, til dansesal, til golfbane og så videre. Tilsat dekorationer, der kører ind fra siderne, og ned fra loftet, og en overdådighed af flotte kostumer. Det er en vaskeægte whau-oplevelse.
Musikken spilles af et fem-mands orkester, som vi først ser til sidst, men de lyder af mere, og de ikke færre end 53 musiknumre, som er proppet ind i showet, er lydsporet fra de sene 1950’ere og tidligere 60’ere – handlingen udspiller sig i 1963 – tilsat en håndfuld sange skrevet til historien af Eleanor Bergstein, der har skabt manuskriptet, og Conrad Helfrich m.fl.
Manuskriptet er som sådan ikke noget at skrive hjem om. Det er alt andet end historien, der gør “Dirty Dancing The Musical” til en femstjernet festforestilling, men kort fortalt, så er familien Houseman taget på ferie på sommerresortet Kellerman’s, hvor de næsten voksne døtre begge udfordrer kærligheden med det tjenstvillige personale. Den ene med en slesk krabat af en tjener, der også ‘har bollet danselæreren tyk’, den anden, vor heltinde, med den flotte mandlige danselærer, Johnny. Det er ham, der har erfaringen, men det er hende, der lærer ham noget om hvad der giver livet værdi, og da de af omveje skal deltage i en dansekonkurrence sammen opstår der sød musik. Det er en banal og drivende sentimental historie, tilsat et skvæt socialrealisme om klasseskel, kønskamp og kampen for sortes rettigheder i 60’ernes USA.
Men når musikken spiller – og det gør den næsten hele tiden – og når der danses, det gøres der i gennem det meste af første akt, så har showet høj puls og en fremaddrivende intensitet, der er medrivende og gennemført vellykket.
Efter pausen mister forestillingen noget af pusten. Det er stadig flot at se på, og at lytte til, og det skal siges at både Mathilde Norholt og Silas Holst i hovedrollerne, og i store træk hele ensemblet omkring dem, leverer glimrende præstationer, men historien har svært ved for alvor at holde dampen oppe. Man sidder ganske enkelt og savner første aktens store optrin og brusende dansenumre, når der spilles kammerspil mellem Baby og Johnny, mellem Baby og hendes mor, mellem mor og far og så videre.
Det er først til sidst, da Johnny leverer den legendariske replik – Nobody puts Baby in the corner – at der igen for alvor kommer fart over feltet, og parret kan danse den sidste, perfekte dans, med løft og hele pivetøjet, og kærligheden overvinder alt.
Mathilde Norholt er glimrende som Baby. I begyndelsen en mut og småtvær pige, der hellere vil til Mississippi og demonstrere for de sortes rettigheder med Martin Luther King end på familieferie i bjergene. Hurtigt udvikler hun sig dog til en empatisk, viljestærk pige med ben i næsen og hjertet på rette sted. Hun klarer de krævende dansescener imponerende flot. Det samme kan man måske ikke så overraskende sige om hele Danmarks yndlings dansetrold, Silas Holst, som viser hele sit store format som danser, men som bestemt også hele tiden udvikler sig som skuespiller. De to klæder hinanden godt, de har en god kemi sammen, så man virkelig tror på den blomstrende forelskelse.
Omkring dem shiner Karina Frimodt som danselærerinden, der kommer i uføre, Kim Ace Nielsen (som man kan opleve i rollen som Johnny Castle, når Holst deltager i Vild Med Dans) har en fremragende energi og god udstråling, James Sampson, Christian Lund og Line Krogholm synger røven ud af bukserne som showets gennemgående sangere. Morten Lützhøft og Andrea Vagn Jensen er Babys søde forældrepar, og Nina-Maria Schjødt Lybæk-Hansen hendes plukkemodne søster. Anders Bircow leverer en lille birolleperle som langfingret resortgæst og Jeff Schjerlund er ganske sjov og energisk, og en kende overspillet, som hotellets event-manager. Derudover har hele det store ensemble stor ære af at showet bliver så godt som det er tilfældet. De danser og synger, så det er en sand fornøjelse.
Der er naturligvis tale om et indkøbt koncept, med regler der skal holdes i forhold til rettighedsejerne, men man sidder med en god fornemmelse af at instruktøren Philip Zandén og koreografen Tim Zimmermann har bidraget til at give denne opsætning personlighed og sin egen sjæl. At kalde det en ‘musical’ er nok en tilsnigelse. Men det er et brag af et musikalsk show, og djævelsk underholdende.
“Dirty Dancing The Musical” af Eleonor Bergstein. Oversat af Trine Dansgaard.
Sange af bl.a. Eleonor Bergstein, Conrad Helfrich og et utal af originale sange fra perioden.
Instruktion: Philip Zandén. Koreograf: Tim Zimmermann og David Scotchford (original koreografi). Scenografi: Paul Edwards. Videodesign: Philip Sundbom/Johan Larsson. Kostumedesign: Marianne Lunderquist. Kapelmester: Thomas Jaque/Joacim Pedersen. Executive Music producer: Joacim Pedersen. Producent: Jesper Winge Leisner.
Medvirkende: Mathilde Norholt, Silas Holst, Karina Frimodt, Jeff Schjerlund, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Andrea Vagn Jensen, Morten Lützhøft, Ole Boisen, Andres Bircow, Joacim Lind Graae Tranberg, James Sampson, Kim Ace Nielsen, Christian Lund, Christian Mosbæk, Linnea Stenbeck, Line Krogholm, Steffen Hulehøj Frederiksen, Malene Koch, Kristine Yde, Morten Daugaard, Lasse Dyg, Nadin Reiness, Gustav Kvale, Lisa Johanne Stokseth, Hannah Ohlsson og Jamie Cox.
Spiller i Musikhuset Aarhus til 7. november, og igen fra 29. april til 6. maj. Spiller på Falconer i København fra 4. marts.
Producent: One and Only Musical Teater.
Foto: Miklos Szabo
