Forside Anmeldelser 2020 I AL SLAGS VEJR

I AL SLAGS VEJR

415
0

Café Liva i Nyhavn er genåbnet efter corona med den fortryllende Benny Andersen-mosaik, som lukkede ned sammen med landet midt i marts.

* * * * *

Sidst i februar havde Café Liva premiere på Benny Andersen-mosaikken “I al slags vejr” med skibets kunstneriske leder Jacob Morild og Joy-Maria Frederiksen samt musikerne Eva Skipper og Nicolai Majland.

Forestillingen nåede knapt at spille et par uger inden den – ligesom resten af landet og kulturlivet – blev lukket ned. Den nåede at få flotte fem-stjernede anmeldelser, men jeg nåede ikke at se den. Heldigvis har Jacob Morild sat den på programmet som genåbningsforestilling, og selvom der ikke kan være helt det samme publikum i det lille cabaretskib i Nyhavn, som under normale omstændigheder, så fortjener han og de øvrige medvirkende et stort publikum.

For sjældent har man da oplevet en så velbalanceret, velkomponeret og helt igennem vellykket opsætning som denne, hvor alting synes at gå op i en højere enhed fra Eva Skippers første søvnige anslag på sin kontrabas til vi bliver sendt hjem med den ultimative gå-hjem-sang “Go’ nu nat”.

Forestillingen er inddelt i to gange 35 minutter med en mellemliggende pause, hvor de medvirkende skifter fra ‘Morgen’-afdelingens pyjamaser til ‘Aften’-afdelingens habitter. Den første del er lys og perlende, med Joy-Maria Frederiksen som den ukuelige optimist, der ser lyst og positivt på livet og alt hvad det kan ventes at bringe, mens Jacob Morild omvendt er vred, vranten og ‘fætter modsat’. Ja, han han er hele humørregistret igennem i den elegante “Humørsvingninger”, og meget morsom, når han argumenterer for at alle vi danskere i bund og grund er – svenskere. Anden afdeling er mere melankolsk i udtrykket og giver næsten endnu bedre plads til de finttegnede nuancer i Benny Andersens balancegang mellem dur og mol, det sjove og det vrede, det kærlige og det opsternasige. 

Teksterne og musikken er hele vejen igennem af Benny Andersen, dog med Povl Dissing og Eva Madsens søde andersen’ske “Vennesang”, som sprogligt passer perfekt ind i universet, og man kan ikke andet end beundre Benny Andersens helt vidunderlige evne til at lege musikalsk med ord og rim, der både er muntre, vrede, glade og befriende morsomme. Der er tekster nok at tage af – i reolen herhjemme står “Benny Andersen Samlede digte” i en jubilæumsudgave på knapt 1200 sider, og den indeholder ikke engang alle forestillingens tekster.

Jacob Morild har sammensat programmet ud fra denne nærmest uudtømmelige kilde, og han har jongleret smukt med de mange digte og viser, viklet dem elegant ind i hinanden, allerbedst i anden afdelings mere melankolske kærlighed-suite, der er en poetisk stjernestund.

Det er ikke meget man de senere år har oplevet Joy-Maria Frederiksen på scenen – hun har primært fungeret bag scenen som en særdeles dygtig instruktør – men det er en fornøjelse at se hende her. Samspillet mellem hendes poetiske sødme og kærlige varme, og Morilds mere håndfaste udtryk har den helt perfekte temperatur; boblende og let perlende uden på noget tidspunkt at koge over. Det samme kan siges om Eva Skipper og Nicolai Majlands særdeles delikate musikalske klangbund, der også inkluderer de smukkeste vokalharmonier og en diskret og elegant tilstedeværelse hele vejen igennem.

Der kan som nævnt i indledningen være lidt færre mennesker under dæk på Café Liva, når alle forholdsregler omkring social afstand skal tages. Derfor er der meget få billetter tilbage i spilleperioden, som går frem til 20. juni og igen fra 27. juni til 4. juli. Det kan på det varmeste anbefales at sikre sig plads, og så må man håbe, at dette er en forestilling, som det er muligt at genoptage igen, eventuelt sende ud i landet på turné. Det fortjener den virkelig.

“I al slags vejr – en Benny Andersen-mosaik”.

Tekst & musik af Benny Andersen, Povl Dising, Eva Madsen og Jens Johansen. Idé & sammensætning: Jacob Morild. Musikalsk arrangement: Nicolai Majland, Eva Skipper og Jan Rørdam.

Medvirkende: Joy-Maria Frederiksen, Jacob Morild, Eva Skipper (bas) og Nicolai Majland (piano).

Spiller på Café Liva frem til 20. juni og igen i perioden 27. juni til 4. juli.

Anmeldt 9. juni (forestillingen havde premiere 27. februar, men nåede kun at spille en begrænset periode).

Foto: Brita Fogsgaard.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her