Forside Anmeldelser 2020 LET’S GROOVE – EN LIVE FUNKCAST

LET’S GROOVE – EN LIVE FUNKCAST

341
0

“Let’s Groove” er både en koncert, et live ‘radioshow’ og en slags teaterkoncert. Og det er først og fremmest et svedigt show.

Jeg giver ikke stjerner til dette show

Nogle gange skal man prøve nye ting. Dette site anmelder teater, revyer, musicals og den slags, men ikke f.eks. opera, ballet og koncerter. Normalt ikke. Men dette er en undtagelse, og måske er det slet ikke en anmeldelse, for hvad ved jeg om funkmusik? I stedet vil jeg kalde det følgende for en anbefaling, for liveshowet “Let’s Groove – Earth, Wind & Fire” kan på det varmeste anbefales.

Kender I radioprogrammet “Funk – det er lørdag” med Nicolaj Molbech og Henrik Milling? Det er et program, hvor de to radioværter på den mest nørdede og charmerende facon fortæller om og spiller disco og funk-musik. Ind i mellem benytter de en hel udsendelse til at fortælle om ét band eller én solist, og for et par uger siden lykkedes det dem at samle en sammenhængende kæde af relationer mellem alle de numre, de spillede i de to timer. Det er ægte nørderi; sådan noget med at bassisten på dit, engang havde købt en brugt bil af trommeslageren i dat, og det fik dut til at skrive en sang…. og så videre.

Samme stil overfører d’herrer til livescenen, hvor de bakkes op af det svedigste band, Jan Glæsels Rumours Corner, bestående af 11 mand (m/k) – og fire sangere. Milling og Molbech fortæller historien om alletiders funkband Earth, Wind & Fire med en detaljerigdom, der er imponerende, ledsaget af billeder og lydklip på storskærm, så der samtidig tegnes et ganske skønt tidsbillede. Selv daværende statsminister Anker Jørgensen, dansk melodi grand prix og såmænd Bent Fabricius-Bjerre kan de få flettet ind i det magiske edderkoppespind af anekdotisk materiale. 

Og så er der musikken. Jeg kan ikke sige, at det lige var Earth, Wind & Fire, der roterede på min grammofon i 70’erne hjemme i Gundsømagle, jeg var nok mere rocktypen, men man må bare give dem, at de gamle funkfolk kunne noget med at banke en fest op. Og det skal jeg da love for, at Rumours Corner også kan. En fed blæsersektion, og en ualmindeligt velspillende rytmegruppe bakker på forbilledlig vis op om aftenens fire forrygende sangsolister med Bobo Moreno i spidsen. Kan han synge? Ja, det skal jeg lige love for at han kan og i løbet af de godt to timer koncertshowet varer leverer han – og Marcel Gbekle, Anne Murillo og Gry Trampedach – det ene forrygende vokale højdepunkt efter det andet med “Fantasy” som det ultimative klimaks, og et langt, fornemt medley over gruppens hits til at gå hjem på.

At dømme efter publikums reaktion ved turnépremieren i aftes i Helsingørs Kulturværftet, der primært så ud til at have været unge i 70’erne og 80’erne og derfor have fuldt Earth, Wind & Fire i bandets storhedstid, så rammer både bandet, sangerne og de to finurlige nørder det lige i bulls eye.

Så selvom det slet ikke er teater, så er det alligevel en slags teaterkoncert, og det er ihvertfald en fest. I disse tider, hvor der er langt mellem festerne, er det måske lige præcis en aften som denne i selskab med Milling og Molbech og Rumours Corner, som vi allesammen har brug for. 

Bedre medicin mod efterårs- og corona-tristesse findes næppe.

“Let’s Groove – Earth, Wind & Fire” – en Live FunkCast af Henrik Milling og Nicolaj Molbech.

Medvirkende: Milling og Molbech, Jan Glæsels Rumours Corner med solisterne Anne Murillo, Gry Trampedach, Marcel Gbekle og Bobo Moreno.

Turnerer landet rundt til 14. november.

Oplevet i Kulturværftet, Helsinger 28. oktober (turnépremiere).

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her