Løssluppen kvindekomedie om tre veninder omkring de 60 år kommer hele vejen rundt, og det er næsten for meget.
* * *
Med “Modne damer i morgenkåbe” kan man virkelig sige, at der er tale om konceptteater. Det virker som om Landsteatrets leder Erling Mølgaard og den rutinerede dramatiker Ann Mariager i fællesskab har læst samtlige statistikker om ‘hvem der går i teatret’ og ‘hvad de kan lide’ og ud fra dem har skabt deres forestilling.
Langt de fleste teatergængere er kvinder. Ergo en forestilling med tre kvinder. Tjek.
Danske teatergængere er 60+ år gamle. Ergo en forestilling om kvinder i netop den alder. Tjek.
De fleste foretrækker en komedie. Tjek! Men der må også gerne være lidt alvor. Tjek! Og et par sange, som vi kender. Tjek! Med nye, revyagtige tekster. Tjek.
Her har Ann Mariager leveret på alle parametre. Hun har skrevet en ganske vittig, alvorsfuldt eftertænktsom komedie om tre modne veninder på et fredfyldt spaophold i Sverige. Her sludrer de om alt fra tørre skeder, til dating-profiler, skilsmisse, utroskab, demente forældre, dildoer og man-spreading. Der er nærmest ikke en sten i den svenske skærgård, der ikke lige vendes, og det er altsammen både ganske udmærket skrevet, og ganske glimrende spillet. Men det er også lidt for meget, lidt for overfladisk, og hverken helt morsomt nok, eller helt alvorligt nok.
På scenen gør Ann Hjort, Sofie Stougaard og Pernille Schrøder alt hvad man næsten kan forlange, som den tjekkede 60-årige Susanne med lederjob indenfor HR, og hendes veninder, Linda og Vibeke. De er bestemt meget sjove, leger med de periodisk godt timede replikker, og skaber hver deres fint tegnede karakterer. Arketyper på kvinderne i lige præcis den alder. Den fraskilte karrierekvinde, den kække superbedstemor og den givende, men ikke helt lykkelige, evige singlekvinde, der tilmed har begået en kardinalsynd.
Der burde være stof i “Modne damer i morgenkåbe” til mere end det, der kommer ud af Pia Rosenbaums lovlig firkantede instruktion, og så er Landsteatrets produktion desværre en pauver omgang, med den grimmeste spa-scenografi man længe har set. Ligner det luksusspaet The Oasis i Ystad? Nej, så var omgivelserne på den godt slidte 70’er skole i Jyllinge, hvor jeg så forestillingen, faktisk mere opmuntrende.
Når man så tydeligt går efter én bestemt målgruppe, så risikerer man at ramme helt forbi alt for mange. Et par medbragte mænd bag mig, snakkede gennem hele forestillingen uden den store interesse for hvad der foregik på scenen, og min unge ledsager kedede sig bravt, og det med god ret. Men der skal nok være mange kvinder omkring de 60 år, der kan nikke genkendende til mange af Ann Mariagers pointer, hvad enten de vil være ved det eller ej.
“Modne damer i morgenkåbe”. Af Ann Mariager.
Instruktion: Pia Rosenbaum. Scenografi: Thomas Kolding.
Medvirkende: Ann Hjort, Sofie Stougaard og Pernille Schrøder. Og Pia Rosenbaum i et videoklip.
Producent: Landsteatret.
Spiller på turné rundt i landet indtil 28. marts.
Anmeldt 15. februar i Jyllinge.
Forestillingsfoto: Erling Mølgaard.