Krigen synes at vare evigt i Det kgl. Teaters flotte Brecht-opsætning, hvor Karen-Lise Mynster er aldeles fremragende.
* * * * *
Krigen slutter aldrig. Og skulle den gøre det, så opstår en ny inden vi ved af det.
Det synes at være temaet i norske Sigrid Strøm Reibos visuelt meget vellykkede opsætning af Bertolt Brechts kendte antikrigsskuespil “Mutter Courage og hendes børn” på Det kgl. Teater.
Reibo flytter ikke handlingen fra 30-årskrigen, men hun lader soldater fra alle mulige krige, fra Korstogene til Koreakrigen, være det gennemgående tema i sin forestilling, som dermed placerer Mutter Courage i centrum som ‘alles kriges moder’. Ikke således, at hun er årsag til krigene, men snarere som en replik om, at når krig kan betale sig, så vil der være krig.
Der er altid nogle, der tjener på og har gavn af krige og kriser, og sådan en er marketendersken og handelskvinden Courage, der trækker sin vogn gennem det krigshærgede Europa, og selvom hun (halvhjertet) forsøger at beskytte dem, mister sine tre børn til krigen, for til sidst at drage videre alene. The show, så at sige, must go on.
Det synes det også til en vis grad at gøre på Det kgl. Teaters store, nøgne, men uhyre fleksible scene, for forestillingen varer næsten tre timer med pause. Det er længe, og måske også for længe, for der sniger sig nogle gange undervejs en nagende kedsomhed ind i skroget på én, selvom de medvirkende gør alt hvad de kan for at holde dampen oppe. Og selvom scenografen Katrin Nottrodt med sine mange og imponerende kostumer, med den store handelsvogn, som her også rummer det fire mand store orkester, og ikke mindst ved at udnytte det store, bevægelige scenegulv til det yderste, får skabt nogle fremragende effekter.
Teksten er enkel, men den er omfattende, og hvor god ideen med de skiftende tidsaldres hære end er, og hvor veludført og gennemført den end er, så tager det altsammen tid. Det havde klædt opsætningen, at blive strammet op og kortet ned, især før pausen.
Nu er det som det er, og så er det jo godt, at man i Karen-Lise Mynster har en fremragende Mutter Courage. Rollen er en gave for den store, modne skuespillerinde, og Karen-Lise Mynster giver den alt hvad den skal have. Hun kynisk og kærlig, hårdhudet, hårdtprøvet. Hun er både øm og ømskindet, men finder hele tiden en udvej, eller ret beset en vej ind; ind i krigen, ind der hvor pengene og mulighederne er. Hun er en overlever i begrebets reneste betydning. Sangene, der er vanskelige, får hun også has på, og stærkest og allerbedst er hun i spillet med den stumme datter Kattrin, der som den sidste falder i krigen, og som her spilles med den største overbevisning af en ligeså glimrende Fanny Louise Bernth. Hun tegner et særdeles finfølt portræt af den stakkels stumme pige, der så gerne vil livet, men aldrig rigtigt får chancen.
I det hele taget er forestillingen meget velspillet også i birollerne; Anders Hoves fordrukne præst, der bogstaveligt talt hopper med på vognen, på flugt fra katolikkerne, og Jens Jørn Spottags kurtiserende kok er fine karakterer. Özlem Saglanmaks luder, der ligesom Courage udnytter krigens muligheder til det yderste, og bliver billedet på, at det giver bedre at sælge sin krop til magthaverne end at falbyde alskens habengut til de fattige på flugt. Tom Jensen spiller diverse militærpersoner med stor udstråling, og med den snert af skæv humor, vi ellers sidder og savner lidt af undervejs.
Mens soldaterne altså kommer til at repræsentere alle historiens store krige, så er Mutter Courage og menneskene omkring hende placeret i en moderne, men mere tidsneutral ramme. Et gammelt fjernsyn på vognen bidrager til at ledsage os kronologisk i tid, og det en fin finte, at når Mutter Courage alene trækker sin vogn videre til sidst, så fortsætter tiden på skærmen udover år 1648, hvor 30-årskrigen formelt sluttede. Det var Brechts hensigt, at fortælle os, at krig er evig, hvis ikke vi gør noget ved det. Desværre har tiden vist, at han havde ret.
“Mutter Courage og hendes børn” havde premiere i begyndelsen af marts, og blev ramt af corona-nedlukningen. Den fik re-premiere 1. oktober, og teatret tager naturligvis alle tænkelige forholdsregler for at begrænse smitterisikoen. Derfor sælges kun hvert andet sæde. Af en eller anden grund kræves der ikke at man bærer mundbind i foyeren, men det er jo op til én selv.
Forestillingen får med den nuværende corona-situation en ekstra og ganske aktuel dimension, for selvom 30-årskrigen var blodig og krævede mange dødsfald, så var de epidemier og sygdomme, der fulgte i kølvandet på krigen og den fattigdom den skabte, en større dødsårsag en krigen selv i et plaget Europa.
Blandt andet derfor er “Mutter Courage og hendes børn” stadig vedkommende, aktuelt og godt teater. Og med en vidunderlig Karen-Lise Mynster i spidsen for ensemblet også meget seværdigt. Hun løfter lige helheden en stjerne op.
“Mutter Courage og hendes børn”. Af Bertolt Brecht. Musik: Paul Dessau.
Instruktion: Sigrid Strøm Reibo. Scenografi & kostumer: Katrin Nottrodt. Koregrafi: Oleg Glushkov v/ Ann Crosset. Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen. Lyddesign: Rasmus Kreiner. Musikalsk ansvarlig: Simon Revholt.
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Fanny Louise Bernth, Mathias Skov Rahbæk, Sigurd Holmen le Dous, Jens Jørn Spottag, Anders Hove, Özlem Saglanmak, Martin Bo Lindsten, Morten Brovn, Tom Jensen, Rosalinde Mynster, Jonathan Bergholdt Jørgensen. Musikere: Simon Toldam (kapelmester), Ned Ferm, Knut Finsrud og Nils Davidsen.
Spiller på Skuespilhusets Store Scene til 14. november.
Anmeldt 10. oktober.
Forestillingsfoto: Miklos Szabo.
