Helt i tidens ånd, er det kvinderne, der tager initiativet og har bukserne på i Folketeatrets bud på en ny måde at fortælle historien om Robin Hood på.
* * * *
På sæderne bag mig sidder to mindre drenge med deres forældre og glæder sig voldsomt til at se Folketeatrets “Robin Hood”. De er deres alder til trods allerede erfarne teatergængere, og kan fortælle, at de både har set “Skatteøen” og “Storm over Ramasjang”. De kunne lide begge dele, hvilket undertegnede jo så må tage til efterretning, for det kunne jeg ikke helt i samme grad.
Nu sidder vi så på Folketeatrets røde plyssæder, hvor endnu et af byens store teatre vælger at spille primært for børn. Kasper Wilton har fundet drengebogklassikeren “Robin Hood” frem, en virkelig udødelig historie om den fredløse adelsmand, der lever med sine lystige svende i Sherwood skoven, og stjæler fra de rige og giver til de fattige i en ærlig kamp for retfærdighed og ligestilling.
Det er den erfarne amerikanske dramatiker Ken Ludwig, der står bag denne kraftigt bearbejdede udgave, der især udmærker sig ved at gøre Robin til lidt af en skvattet flot-fyr, og i stedet lader kvinderne have bukserne på. Lady Mirian er ikke en køn pyntedukke som dengang Erroll Flynn var min barndoms film-Robin, men her en blomsterprydet skovamazone, der både slås og skyder bedre med bue og pil end mændene, og møllerens kønne datter, der har et godt øje til Robin, men ender med at blive gift med Lille John, er både modig og initiativrig når den stjålne krone skal pilles af Prins John, og den klamme Sir Guy og hans fjollede håndlanger af en narreagtig sherif af Nottingham skal ned med nakken.
Man kunne vel strengt taget godt have lavet en moderne bearbejdelse af Robin Hood-historien for voksne, der indeholdt nogle af de samme kønspolitiske greb, og samtidig rakte ud efter begreber som lighed og retfærdighed i samfundet, men her er det så afgjort mest til børn.
Scenografien er sjov og tegneserieagtig, med en stribe af stiftende baggrunde, og der er fuld gas på kostumerne. Et velspillende tremands M/K orkester med både middelalderinstrumenter og moderne grej leverer en rigtig fin lydside med referencer til en stribe kendte pophits – fra “All you need is Love” til Annie Lennox’ feministiske klassiker “Sweet Dreams”, og Ken Ludwig, der som nogle vil huske skrev pragtfarcen “Skaf mig en tenor”, benytter en farceagtig tilgang, der sagtens kan minde om vinterens Crazy Christmas Cabaret-stil, bare mere barnlig.
Det er sådan set alt sammen meget godt, og mine nye unge venner på rækken bagved er i hvert fald ret begejstrede. Da første akt slutter med at Robin Hoods barndomsborg bliver brændt ned, er de helt oppe og ringe – whau!
I længden bliver det dog lidt – nå ja, langt. Trods masser af action, savner Frede Gulbrandsens iscenesættelse noget tempo, og noget overraskelsesmoment er der ikke ligefrem i handlingsforløbet. Det er bestemt heller ikke fordi der spilles guddommeligt god komedie af de otte skuespillere, som bliver lidt for karrikerede, selv til tegneserieuniverset, men Christopher Læssø er da bestemt en kæk Robin, og Emilie Rasmussen en målrettet og gæv Lady Mirian. Jesper Riefensthal er den, der gør bedst indtryk som den trinde Broder Tuck, som også er historiens gennemgående fortæller.
Der er fire stjerner fra drengene på 7. række, uden deres bidrag var jeg nok endt på tre.
“Robin Hood”. Dramatiker Ken Ludwig. Oversættelse: Henrik Lykkegaard.
Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Julie Forchhammer. Koreografi: Sofie Akerø. Kampkoreografi: Klaus Hjuler. Komponister og musikere: Jullie Hjetland, Kristine Lindemann og Hans Find Møller.
Medvirkende: Emilie Rasmussen, Christopher Læssø, Jesper Reifenstahl, Josefine Tvermoes, Morten Christensen, Jon Lange, Mathias Sprogøe Fletting og Louis Bodnia Andersen.
Spiller på Folketeatret til 2. december. På landsdækkende turné fra 13. januar.
Anmeldt 21. oktober.
Forestillingsfoto: Gudmund Thai.
