DigiDramatik er seneste nye innovation fra Pelle Koppels Teater-V, og online-dramaet “Safe Space” er en uhyre vellykket begyndelse.
* * * * *
Når publikum ikke kan komme i teatret, må teatret komme til publikum.
Det er tanken bag den innovative teatermand Pelle Koppels seneste tiltag – DigiDramatik – der er live teater, streamet online på internettet. Det første skud på den stamme “Safe Space” havde premiere i aftes, og den 55 minutter lange forestilling skulle vise sig at være en særdeles vellykket begyndelse.
Formatet er atypisk. Når man køber billet – ja, der sælges billetter, så man kan ikke bare hoppe med på live-streamet – modtager man et link, som man så skal logge ind på i god tid inden forestillingen begynder. I denne virtuelle teaterfoyer bliver man så guidet igennem de enkle funktioner, der er nødvendige for at man kan opleve forestillingen, vigtigst er naturligvis om billede og lyd går igennem, men man kan også kommentere forestillingen i et chatroom, og man kan se de andre publikummer – i hvert fald dem, der har webkamera. Skuespillerne ser det samme, så de kan, må man formode, også til en vis grad fornemme publikums reaktioner. Det muligt at applaudere eller give ‘thumbs up’, og det er der al mulig grund til i denne lille, velkomponerede fortælling om ensomhed, savn og en virkelig dyster familiehistorie, som jeg ikke skal afsløre her hvad går ud på.
En væsentlig del af forestillingen er nemlig suspence-elementet, som skifter spor et par gange undervejs i takt med at vi kommer ind under huden på stykkets fem karakterer.
Ene er hvad hun hedder, ene, ensom og forladt. Hun er en ung, smuk kvinde, der lever et meget introvert liv, hvor hendes primære kontakt med verden går via den live stream, hun sender til en lille sluttet kreds af særligt udvalgte med et password. Det er denne live stream, vi som digitalt teaterpublikum er linket med på, og det er jo så heldigt for os, at vi er på netop den aften, hvor Ene lader sin lille personlige bombe springe.
Den inkluderer tvillingerne Alma og Asta, deres mor, og Enes eneste rigtige ven, den samspilsramte unge fyr, Luka. Og så vil jeg ikke afsløre mere.
I sidste uge så jeg online live teaterforestillingen “Alt er umuligt” fra afgangseleverne på teaterskolen i Aarhus. Et eksperiment, der var blevet til som et kompromis, hvor man tog en forestilling, skrevet til scenen, og opførte den online, og det havde i hvert fald svært ved at fastholde mig i gennem den halvanden time. Anderledes forholder det sig her. Dels varer forestillingen under en time, men den er også skrevet specifikt til mediet og dramatikeren Nanna Berner har formået at skabe en historie, der holder publikum fast. Det er meget nærværende og intenst. Godt hjulpet på vej af, at teknikken her er væsentligt bedre end det håndholdte dogme-teater forleden. Og så bliver der hele vejen rundt spillet med forrygende nerve af Filippa Suenson, som den ensomme Ene, af Lucia Vinde Dirchsen som Alma, Theresa Hedelund som Asta og Mette Marie Ahrenkiel som deres mor. Mathias Bøgelund er vennen Luka, et sitrende vrag, balancerende på kanten af enten det store sammenbrud eller på vej ud ad narkoens lige vej mod helvede. Han har uendeligt svært ved at udtrykke følelser, og da han endelig får det gjort, bringer det os helt ud på kanten af stolen. Det er virkelig hjerteskærende.
Jeg vil stadig til enhver tid foretrække at sidde i et teaterrum, fysisk sammen med andre mennesker og se kunsten udfolde sig på scenen foran mig, men jeg husker også fra min tidlige ungdom, hvordan Radioteatret kunne fascinere mig, og det er lidt dem samme følelse og fornemmelse jeg sidder med, efter at have set “Safe Space”. Det fungerer ganske enkelt glimrende.
Til lejligheden har Teater-V skabt Future-V, som er producent af forestillingen, og det ligger i kortene, at der er mere af samme slags på vej. DigiDramatik kan sagtens være en vej at gå indenfor dramatikken, men forhåbentlig bliver det ikke sådan, at vi i fremtiden kun skal sidde i hver vores Safe Space og opleve scenekunsten.
“Safe Space”. Dramatiker Nanna Berner med bidrag af Pelle Koppel.
Instruktion: Pelle Koppel.
Medvirkende: Filippa Suenson, Lucia Vinde Dirchsen, Theresa Hedelund, Mette Marie Ahrenkiel og Mathias Bøgelund.
Forestillingen opføres live online frem til 6. juni se tidspunkter og billetpriser på www.teater-v.dk.
Anmeldt 28. maj (premiere) fra kontoret i Tikøb.
Foto: PR-foto af Filippa Suenson som Ene.