Tak til Folketeatret for at give os muligheden for at se teatrets smukke og renlivede opsætning af Kaj Munks “Ordet”, der blev vist som filmet streaming-teater mandag.
* * * * *
“Ordet”, der skulle have spillet på teatret nu, fandt forhåbentligt et publikum i sit nye format, som i øvrigt var meget velfungerende. Ved ikke at at være en live-streaming undgik man de tekniske kvababbelser, som har præget nogle af de andre streamede forestillinger i vinterens løb, og et dygtigt produktionshold havde også mulighed for at klippe mellem optagelser fra fire opførelser, så produktionen var passende for mediet.
Hatten af for både produktion, og for initiativet. Og forestillingen, ja den var både smuk og renlivet i Moqi Simon Trolins nænsomme instruktion og i hans og Ninette Mulvads dramaturgiske bearbejdning. Den var – stort set over en kam – velspillet, og man mere end blot fornemmede hvor smuk og virkningsfuld Palle Steen Christensens ligeledes meget rene scenografi ville have taget sig ud på teatret, foran et levende publikum.
For en halvgammel ateist som mig er “Ordet” lidt af en mundfuld. Lad mig bare være ærlig og indrømme at jeg har det anstrengt med religion i stort set enhver form, og “Ordet” handler jo om tro, religion, tvivl, mirakler og at få Guds tilgivelse.
Grundtvigianeren Mikkel Borgen nærer en indædt foragt for missionsmanden Peter Skrædder, og foragten – ikke hadet, men det snerper – er så rigeligt gengældt. Så da Borgens ene søn forelsker sig i Skrædders datter, opstår der en krise i det lille samfund. De to forskellige trosretninger, er som Kaj Munk lader Borgen sige det; “to religioner”, og læg dertil den stedlige læge, som kun tror på videnskaben, og sognets nye, uerfarne præst, så har man en konflikt, der vil noget. En konflikt, der handler om hvem der tror mest, og hvis tro, der er den eneste ‘sande tro’.
Gamle Borgens ene søn, Johannes, er tilmed blevet vanvittig, da han mistede sin forlovede i en ulykke, og han går rundt og tror at han er Jesus. Først da broderens gravide kone hustru, den gæve Inger, dør i barselsseng, får Johannes sin forstand tilbage, men får alligevel – med den eneste ægte uskyldige sjæl i sognets mellemkomst, Inger og unge Mikkels datter, Lille Inger, udført et mirakel og vækket den døde til live. Netop det tema, synes ideelt til en 2. påskedags transmission.
Helt grundlæggende står jeg personligt ret hurtigt af på al den snak om Gud, Jesus, opstandelse, tro og tilgivelse, men det sætter naturligvis tanker igang.
Hvad nu hvis man erstattede ‘missionsmanden’ og ‘Grundtvigianeren’ med en ‘muslim’ og en ‘folkekirkekristen’, eller med en ‘veganer’ og en ‘kødentusiast’? Med en ‘autoritetstro’ og en ‘corona fornægter’…. Hvad er sandt og hvad er mindre sandt, eller slet ikke sandt? Skal det at ‘tro’ på noget virkelig betyde, at alt andet er forkert? Som samfund er vi i grunden ikke kommet så pokkers meget videre siden Munk skrev “Ordet”, og det er jo i sig selv bekymrende.
I rollerne som de to stivnakkede gamle mænd, stod Waage Sandøs gamle Borgen og Preben Kristensens Peter Skrædder begge stærkt. Preben Kristensen med en skinhellig salvelsesfuldkommenhed, der var aldeles overbevisende. Og Waage Sandø som en dejligt vital ‘jeg skal give dem, ska’ jeg’-gamling. Et stædigt æsel, men sådan set ikke noget dårligt menneske.
Esben Dalgaard var også glimrende som den forstyrrede Johannes, og Amalie Dollerup en gæv og djærv Inger, som det går så ilde og som så bliver genstand for miraklet.
Torben Skjødt Jensen havde ansvaret for den vellykkede produktion for tv, der ydede både scenekunsten og tv-mediet respekt.
“Ordet” var en fin oplevelse på computer-skærmen, men jeg ville så absolut hellere have oplevet den i salen. Der er heldigvis kun præcis en måned i dag til at teatrene må åbne igen for publikum. Man kan næsten ikke vente…
“Ordet”. Skuespil af Kaj Munk.
Bearbejdelse: Moqi Simon Trolin og Ninette Mulvad. Instruktion: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Palle Steen Christensen. Tv-produktion: Torben Skjødt Jensen.
Medvirkende: Waage Sandø, Esben Dalgaard, Preben Kristensen, Amalie Dollerup, Morten Brovn, Mads Reuter, Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jeanette Binderup-Schultz, Nadia Jasmin Nielsen og Mia Ellen Kjær.
Set 5. april.
