Cirkusrevyen tager værdig afsked med en af genrens legender, men beviser også, at der fortsat er håb i revyland, selv uden Ulf.

* * * * *

Årets Cirkusrevy markerer afslutningen på Ulf Pilgaards glorværdige revykarriere, og den store mester forlader teltet på Bakken med hovedet højt hævet og værdigheden i behold. Selvfølgelig i rollen som Dronning Margrethe, alt andet ville jo føles forkert, og med sin timing i usvækket forfatning. Der er stadig fut i den gamle skude, siger han – og tilføjer, ’og naturligvis også i Dannebrog!’

Ret skal være ret. Dronning Margrethe-nummeret er ikke det bedste, han har lavet, men hvem bekymrer sig om den slags bagateller, når musikken spiller, og klapsalverne runger. For samtidig med, at Cirkusrevyen tager afsked med sin legende, så sørger den også for at forsikre os alle om, at revyens fremtid tegner lys og lovende, også uden Ulf.

Ganske vist er trioen Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard og Niels Olsen langt fra de rene ‘juniorer’, men alle tre – både hver for sig og sammen – har niveauet til at tage over og bære arven trygt videre. Og mon dog ikke, at det også bliver sådan i fremtiden?

Især første akt af årets revy er fremragende revyunderholdning. Højt tempo, fængende musik, gode tekster, morsomme numre, parodier så livagtigt præcise, at originalerne må føle at de glor ind i et spejl.

Åbningsnummeret, hvor coronaåret vendes på ondt og godt, er formidabelt godt – og flot. Det følges op af en klassisk lægesketch, men en af de absolut bedste, og allerede her fornemmer man at Niels Ellegaard (som lægen) er i usædvanlig god form i år.

Cirkusrevy-debutanten Merete Mærkedahl indtager scenen med overlegen selvfølgelighed, sammen med danserne, i et lækkert shownummer om at være ’den nye sherif i byen’, men det er som statsminister Mette Frederiksen at hun stempler fuldtonet ind. Værsgo’ og spis, menuen er makrelmadder. Teksten er et lille vidunder af Carl-Erik Sørensen, der rimer ’nakkeknold’ på ’ministerhold’ og ’frihed, lighed og broderskab’ på ja naturligvis ’makrel i tomat’. Merete har dialekten fra fødslen, resten er råt og utæmmet komisk talent. 

Et talent, der også får lov at udfolde sig i flere sketches, blandt andet som hårdtprøvet datter, der har sit hyr med sin hjemmeboende mor, og i et vanvittigt coronanummer om ægteparret Beth og Bendt, der efter et års isolation hader hinanden af et godt hjerte.

Lisbet Dahl laver en ikke-parodi på kulturminister Joy Mogensen, som hun ikke engang ved hvordan taler eller ser ud. Næh, hun savner Thyra Frank og Birthe Rønn! Joy Mogensen sad skråt foran mig til premieren, og uanset hendes latter, må det have gjort lidt ondt. Leif Maiboms tekst er både indædt ondskabsfuld, og ustyrligt morsomt.

Jeg nævnte, at Niels Ellegaard er god i år. Han har ofte stået i revyen med det dårligste materiale, men er klar til at rykke op i hierarkiet. Han er både en presset mand som klimaets minister Dan Jørgensen, der ikke aner hvordan han skal opfylde sine klimamål, og blot håber at han ikke stadig er minister i 2030, og som konfliktsky hundetræner, der hverken har magt over hund, hustru eller teenagedatter. Og i første akts finale om rockbranchens koryfæer, der glæder sig til at komme ud og spille igen, leverer han en fornem Thomas Helmig, og en fuldkommen virtuos Johnny Madsen.

Niels Olsen vælger den karikerede vej, både som lummert sex-krænkende chef og som en af tre virologer, der nyder deres pludseligt opstående stjernestatus. Er der lige lovlig meget grimasse? Efter min mening ja, men det er på en måde blevet Ørken-sønnens stil og man er i hvert fald ikke i tvivl om, at hans ‘udtryk’ også når det store publikum på de bagerste rækker i teltet.

Henrik Lykkegaard giver en pragtfuld version af Søren Brostrøm, og en tummelumsk Joe Biden, der ikke aner hvor han er. En stor kvalitet ved Lykkegaard er hans evne til at give selv små karakterer deres egen underspillede underfundighed. Han er således vidunderligt morsom som ‘forståelsestolk’ for Lars Løkke Rasmussen (i Lisbet Dahls skikkelse). Med hans gestik forstår man pludselig helt klart og tydeligt hvad Lars Løkkes projekt egentlig handler om.

Generelt har alle de medvirkende godt materiale at arbejde med og leverer varen. Der er ikke mange ‘svage’ numre i årets Cirkusrevy, og slet ingen ‘dårlige’. Balletten er smukt koreograferet, elegant og lækker. Og Niels Sechers scenografi og forestillingens flotte lyssætning, Michael Nøhr og Rikke von  Qualens ødsle kostumer og James Prices velspillende orkester gør at Cirkusrevyen som altid er skøn at skue og god at lytte til.

Corona fylder mere i revyen end man havde forventet, men når det er så underholdende og skarpt serveret som her, så gør det intet.

Anden akt står en anelse svagere end inden pausen, men det har vel en naturlig forklaring. Revyens klimaks må og skal være hyldesten af Ulf Pilgaard, alt andet ville være en dødssynd. Og den får vi så med tilbageblik, lejlighedssang og hele baduljen, men heldigvis usentimentalt.

Ulf Pilgaard får lov at lukke og slukke som Dronningen på vej på Sommertogt. Carl-Erik Sørensen har før skrevet skarpere og bedre dronninge-jokes, og der har været mere interessante emner at tage fat i, men han og Ulf har øjensynligt følt, at afskeds salutten skulle være i den bløde og milde afdeling. 

Ulf takker af. Og vi siger tak for alle perlerne.

”Cirkusrevyen”.

Tekst og musik:Carl-Erik Sørensen, James Price, Jan Svarrer og Søren Anker Madsen, Adam Price, Henrik Lykkegaard, Torben Simonsen, Vase & Fuglsang, Leif Maibom, Peter Düring, Niels Olsen samt Anne Linnet, Thomas Helmig, Poul Krebs, Rasmus Seebach, Peter A.G. Nielsen, Steffen Brandt, Johnny Madsen, Sebastian og Lise Cabble.

Instruktion: Lisbet Dahl. Scenografi: Niels Secher. Koreografi: René Vinther. Kostumer: Michael Nøhr & Rikke von Qualen. Kapelmester: James Price.

Medvirkende: Ulf Pilgaard, Merete Mærkedahl, Niels Olsen, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard, Lisbet Dahl og René Vinthers Ballet. 

Spiller til 29. august.

Anmeldt 9. maj (premiere).