Det kgl. Teaters bankfarce er en rablende vanvittig økonomisk satire, som desværre løber af sporet for instruktøren.
* * * *
Det er bestemt ikke nogen dårlig idé, at tage den gamle filmfarce “Ebberød Bank” op til fornyet revision, sådan som Det kgl. Teater har gjort. En opdateret, tidsaktuel satirisk komedie, spillet for fulde gardiner af et veloplagt skuespillerhold, som udover teatrets eget skuespillerhold tæller de fra Radio24syv så kendte satirikere Rasmus Bruun og Frederik Cilius.
Meget er sket siden Bruun og Cilius opfandt den fiktive Kirsten Birgit-karakter, der er blevet regulær kult. To live-shows har de lavet og nu kan de sandelig også kalde sig kongelige acteurs.
Den slags kaster altid lidt jantelovsfnidder af sig, men lad det være sagt med det samme, både Rasmus Bruun i hovedrollen som den gældstyngede skrædder, der åbner sin egen bank uden at have en klink i pengeskabet, og Frederik Cilius, som hans filosofiske ven, Løgholm, med tyk tysk accent, er vældigt morsomme og falder på ingen måde igennem.
Det er Heinrich Christensen, der har skrevet en ny og særdeles velopdateret version af den gamle farce, og han har selv instrueret løjerne. Det skal vise sig måske ikke at være en god idé.
Historien er kort, at Peter Vipperup, den lokale skrædder i Ebberød, er en jaget mand. Kreditorerne jagter ham, hans kone foragter ham og alt håb synes ude. Lige indtil hans smarte søster vender hjem fra Amerika. Hun har heller ingen penge, man har made it big overthere på at kunne snakke fanden et øre af. Hvis du føler dig som millionær, så bliver du millionær, prædiker hun til sin bror, og med 4 mio. fiktive brasilianske dollars i pengeskabet går Peter Skrædder i gang med at låne penge ud til hele byen, med renter. Det bliver en strålende succes, og landsbyen er på den anden ende. Den unge kommis udkonkurrerer den gamle købmand, den stammende hjulmager-lærling overtager sin uduelige chefs forretning, og den liderlige kromutter må se en norsk juicebar-kæde overtage kroen.
Hele dette forrygende cirkus kommenteres med lange økonomiske tirader af Løgholm, der sætter den økonomiske cyklus’ absurditeter i perspektiv.
Omkring Rasmus Bruuns Peter Skrædder folder de kongelige skuespillere sig ud i et herligt, karikeret lilleby-univers. Andreas Jebro som den sleske bankmand, Karen-Lise Mynster som kromutter og krumbøjet olding, Mads Rømer Brolin-Tani som den håbløse hjulmager og hans storstammende lærling og Nicolai Jørgensen som købmanden og hans kommis. De spiller alle farce-spil, så det er en sand fornøjelse. Løssluppent, vildt og meget morsomt. Stine Schrøder Jensen er både skrædderens ambitiøse kone og byens fallerede kunstmaler og er som de øvrige i sit es. Endelig giver Christine Gjerulff den fuld gas som den androgyne smart-ass søster fra Amerika.
Det går godt for Ebberød Bank, lige indtil boblen brister, og der er noget sært ironisk i, at det er præcis det samme, der sker for selve forestillingen. Gassen går ganske enkelt af ballonen, dramatikeren mister sit fokus, og instruktøren taber både tråden og overblikket. Ulykkeligvis er dramatikeren og instruktøren én og samme person, og af en eller anden uvis årsag har ingen i tide råbt vagt i gevær.
“Ebberød Bank 2.0.” varer mere end to en halv time. Det ville ikke have gjort det mindste, hvis forestillingen havde været lige så stram, tempofyldt og morsom efter pausen som den er inden pausen. Men det er den ikke. Instruktøren Heinrich Christensen sværger forestillingen igennem til nogle musikalske mellemspil, som sagtens kunne have været undværet, og som til sidst forekommer decideret malplacerede og uendeligt langtrukne. Dertil kommer at dramatikeren Heinrich Christensen har skrevet en alenlang monolog om skattesystemet, som søsteren fremfører. Både morsomt skrevet og leveret, men helt uden for forestillingens kontekst. Endnu værre er det, når den detroniserede købmand ser lyset i skikkelse af Greta Thunberg og rabler lange klima-tirader af sig på et tidspunkt, hvor man bare gerne vil have historien rundet af. Her fejler instruktøren big time, for han burde naturligvis have skåret mindst to lange sekvenser af sine egne ‘guldkorn’.
Således kommer “Ebberød Bank 2.0.” til sidst galt afsted. Det er synd, for teksten er både meget vittigt skrevet, og virtuost fremført. Der er myriader af sjove ideer, skøre indfald – bestemt også i anden akt, blandt andet i selvmordscenen. Og de mange højaktuelle hips til højre og venstre sidder ofte lige i skabet. På en måde bliver “Ebberød Bank 2.0.” til en rablende fusion af klassisk komedie, revy og stand-up comedy og havde dramatikeren dog bare haft en instruktør, der kunne have holdt ham på sporet, så var det blevet en fem-stjernet fornøjelse. Nu er det i sidste ende det veloplagte skuespillerhold, der redder den fjerde stjerne.
“Ebberød Bank 2.0. – når ti-øren falder”. Af Heinrich Christensen.
Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi & kostumedesign: Gjermund Andersen. Komponist & arrangør: Thomas Hamilton.
Medvirkende: Rasmus Bruun, Frederik Cilius, Stine Schrøder Jensen, Christine Gjerulff, Mads Rømer Brolin-Tani, Nicolai Jørgensen, Karen-Lise Mynster, Andreas Jebro og Thomas Hamilton (musiker).
Spiller i Skuespilhuset, Store Scene, til 29. maj.
Anmeldt 19. maj.
