Intet er dem helligt i Kerteminderevyen, der giver fanden i konventioner og politisk korrekthed. Det er dog som om krænkelsespolitiet alligevel får sin vilje.
* * * *
De er skøre i Kerteminde, skrupskingrende skøre. Det er en væsentlig del af Kerteminderevyens DNA, at gå stik i mod alle konventioner og konfrontere enhver form for politisk korrekthed. Ét skridt for langt er undertitlen på årets revy, og tonen lægges an fra første minut.
Vi vil blæse på om du er krænkelsesparat. Ingen her i Kerteminde, skal binde os på mund og hånd. Her hos Mads, er der plads, synger kvartetten i et super, swingende musikalsk åbningsnummer, og så kan det eller være at der lukkes op for sluserne af fanden-i-voldske fornærmelser.
Farshad Kholghi sprudler som sjældent set i en rablende monolog, hvor han tager os gennem coronakuller over Black Lives Matter demonstration til at blive forvekslet med en muslimsk barnebrud; Jeg er en 50-årig mand, der har hår over hele kroppen. Ligner jeg måske din datter? På en prik! lyder svaret inden faderen sender den forsvarsløse ind i bilen til den ventende fætter. Jamen, det kan man da ikke? Jo, i Kerteminde kan man.
Kim Hammelsvang og revydebutanten Lonnie Kjer leverer et osende indspark i rygelovsdebatten som to lungepatienter på dødens rand, Christine Astrid synger med tindrende Dansktop-uskyldighed om hvordan Didrik brutalt voldtager Dorte – og slipper af sted med det, og Hammelsvang er komplet kønsidentitetsforvirret, fordi han egentlig bare gerne vil være heteroseksuel, men det er det eneste man ikke kan være nu om dage.
Alt dette er inden pausen, og er tilmed kun en del af de vanvittige, karikerede, flabede og grænseoverskridende karakterer, der vælter frem på scenen. For meget for mange, givetvis, men undertegnede morede sig kosteligt, for bag vanviddet, fornærmelserne og alt det ulovlige ligger alligevel en dybere mening med galskaben. Revyholdet udstiller en absurd verden ved at gøre den endnu mere absurd.
Men så sker der noget mærkeligt, Det er som om pausen kommer i vejen for noget. Revyen skifter helt karakter. Har krænkelsespolitiet været forbi og stukket forordninger ud? Det virker næsten sådan. Normaliteten rammer revyen, og den rammer ekstra hårdt fordi vi forventer noget andet. Pludselig laves der ikke karakter parodier, men kendis parodier. Kholghi og Hammelsvang som Morten Østergaard og Frank Jensen, Hammelsvang som både violinisten André Rieu (hvor kom det dog lige fra) og Dronning Margrethe. Det sidste i et nummer, der i stil lægger sig op af 40 års tradition i Cirkusrevyen. Ikke dårligt, hverken teksten, der trods alt handler om monarkens aparte tilgang til klimadebatten, eller parodien, men på en besynderlig måde helt malplaceret. Christine Astrid optræder som influencer med corona-konspirationsteorier og hele kvartetten som mink. Begge numre, der lige så godt kunne have været i en hvilken som helst anden, traditionel revy. Lonnie Kjer er på en uriaspost i en gammeldags revyvise om rig og fattig i en coronatid. Så er hun trods alt på mere sikker grund, når hun til slut synger om den usynlige kulturminister på sit eget gamle Grand Prix-hit ”Hallo Hallo”. Men det er igen et nummer, der synes som taget ud af en revy i en helt anden tid og ikke mindst – et helt andet sted.
Det er sangeren Lonnie Kjers revydebut, men det er som tekstforfatter hun er bedst, og nok der hendes største potentiale ligger indenfor denne genre.
Gordon Kennedy har instrueret revyen, og han må vel have haft en idé med at brænde alt det hvasse, krasse og grænsesøgende af inden pausen, for så at lade revyen falde til patten, resignere og lade sig normalisere.
Det klæder i den grad Kerteminderevyen bedst, at være ’Unusual’ som Farshad Kholghi er det i første akts finale som totalt uhæmmet indisk diskosanger. ’Almindelig’ er uholdbart på disse kanter.
”Kerteminderevyen 2021 – Ét skridt for langt”.
Tekst & musik: Farshad Kholghi, Lukas Birch, Peter Bom, Kim Hammelsvang, Lonnie Kjer, Tine Juhl, Thomas Pakula, Leif Maibom, Pippi O’Hara, Les Reid & Gordon Mills, Johann Strauss, Peter Oliver Hansen, Antônia Carlos Jobim, Egil Harder, John Hatting & Torben Lendager og Gordon Kennedy.
Instruktion: Gordon Kennedy. Scenografi: Anders Vesterholm. Koreografi: Helena Dong. Kostumer: Vibeke Valeur. Kapelmester: Peter Bom.
Medvirkende: Christine Astrid, Lonnie Kjer, Kim Hammelsvang, Farshad Kholghi og Mads Nørby og Lukas Birch.
Spiller på Tornøes Hotel til 10. juli.
Anmeldet 30. maj (premiere)
