BOGANMELDELSE: Hyggelig og underholdende biografi om revymennesket – med mere – Jan Schou. Men et par irriterende fejl, og for løs redigering trækker fra.
* * * *
Skuespilleren Jan Schou forbindes om noget med revy, og ja i morgen aften har han premiere på endnu en af mere end – angiveligt – mere end 200 af slagsen.
I den anledning udkommer en bog om Jan Schou, skrevet og udgivet af den unge revy-entusiast, tekstforfatter, skuespiller, revydirketør og nu også forlægger og biografist, Lukas Birch.
“Vi skal have det sjovt imens” har Schou og Birch valgt at kalde bogen, og det er vist også meningen at læserne skal have det på samme måde. Det lykkes ganske godt. Bogen er både hyggelig og underholdende, og ligesom Jan Schou selv fortæller at en god revy også skal have et alvorligt nummer, der kalder på eftertanke og måske giver en lille tåre i øjenkrogen, så fortæller Jan Schou også med stor varme og kærlighed om sit engagement i velgørenhedsorganisationen Terre des Hommes, og om bittert at fortryde at han aldrig fik børn på trods af eller måske nærmere på grund af sin homoseksualitet.
Indholdsmæssigt holder bogen dog den lette og muntre tone, når Jan Schou beretter om både succeser og fiaskoer i revyens verden, og man kan vel nærmest betragte den som én lang anekdote. For revyfans og især for hans eget store publikum en oplagt ‘mandelgave’ midt på sommeren.
Lukas Birch agerer en uhyre loyal formidler, og fanger Jan Schous tone og personlighed godt, men det er også lidt bogens svaghed. Jeg ved, at det var tanken at have krydret bogen med interviews og citater fra mennesker omkring Jan Schou, men det er blevet droppet. Det er synd, for ofte er det i andres syn på hovedpersonen, at de fineste nuancer kommer frem.
Desuden er der nogle irriterende fejl, for eksempel er det lidt pinligt at komedien “Charles’ tante” omtales som “Charlies tante”, og en grundigere redigering – blot nogle uvildige øjne udefra med et fornuftigt kendskab til det danske sprog – havde kunne luge ud i de lidt for jævnlige grammatiske og sproglige fejl, der driller læseoplevelsen.
Specielt i bogens første tredjedel er det også som om der springes lidt for ustruktureret mellem historierne. Jan Schous homoseksualitet og mødet med 80’ernes AIDS, der kostede nære venner livet, havde fortjent et selvstændigt kapitel i stedet for at blive listet ud mellem anekdoterne.
Alt andet lige er “Vi skal ha’ det sjovt imens” en let og munter, let- og hurtiglæst og meget hyggelig biografi om et uhyre sympatisk teatermenneske.
Jan Schou: “Vi skal ha’ det sjovt imens – erindringer fortalt til Lukas Birch:. 240 sider. Rigt illustreret. Udkommer 3. juni. Forlaget Hauge Birch. Pris: 340 kr. (pakkepostleveret). Kan købes på www.janschoubog.dk eller i Rottefælden eller Kerteminderevyen.