Forside Anmeldelser 2021 GRÆSTED REVYEN – ET PLASTER PÅ SÅRET

GRÆSTED REVYEN – ET PLASTER PÅ SÅRET

419
0

Græsted Revyen går nye veje i deres vellykkede to-mands revyshow, og lykkes overordentlig godt med det.

* * * * 

Det kan lyde nedladende, hvis man skriver, at en forestilling er ‘overraskende god’. Som om, at det havde man ikke forventet. Men der er intet nedladende i det, når jeg tillader mig at være ‘positivt overrasket’ over den forestilling, som René Richardt og John Batz har strikket sammen på Græsted Kro i Nordsjælland.

Det er nemlig bestemt ikke lige her, og under de aktuelle præmisser med en lang nedlukning, at man først forventer at se en decideret nyskabelse indenfor den danske revytradition, men det er præcis hvad man får. DET er det overraskende.

Efter en middag, der også afviger fra kroens normale koncept med en stor buffet med godt kød i rigelige mængder, og på grund af corona er erstattet med en lille, delikat tapas-tallerken, indtager René Richardt og John Batz scenen sammen med Henrik Schrøders velspillende trio.

Hele første afdeling er ét langt sketch show. Musikken fungerer som vignetter og ind- og udgange, men alle numre er sketches. Nogle helt korte, nærmest visualiserede vittigheder, andre længere og mere samtidskommenterende. Det gælder for eksempel den finurlige “Jeg lytter” om en vens manglende nærvær. Det gælder “Et plaster på såret”, der er en kommentar til politisk korrekthed og den højtråbende “Hvor lærer de det henne” om to bøvede fodbold-fædre, der ikke kan forstå hvor deres børn har fået deres dårlige opførsel fra – det må være i skolen!

Vi får også en  corona-variant af en variant af den gamle klassiker “Tømmerflåden”, og nogle fjollede prøverumssketches. Noget er set før og nogle sketches er bestemt bedre end andre, men det korte af det lange er, at konceptet rent faktisk fungerer.  Man er virkelig godt underholdt. Og det bedste er, at det bliver bedre.

Den musikalske afdeling kommer efter pausen, og indledes med at selveste Elvis stiger op af sin grav midt i Græsteds krosal. Herefter følger en herligt parodinummer, hvor René Richardt med udgangspunkt i Toppen af Poppen-konceptet lader kendte danske kunstnere synge andre kendte kunstneres sange. Gasolins “Rabalderstræde” udsat for Johnny Reimers tyroler-smølfeshow er ustyrligt morsomt – og nej, vi får ikke sommerens fjerde Johnny Madsen denne gang!

John Batz optræder tit som forsanger i et John Mogensen tribute-show, og René Richardt turnerer med et Kim Larsen-show, så intet er mere naturligt end at lade netop de to mødes over et par kolde bajere på kroen, hver for sig og i et forrygende afsluttende fælles potpourri. René Richardt vover endda at skrue tempoet helt ned i en smuk og stemningsfuld version af “Pianomand”, så elegant serveret, at der bliver helt stille i salen.

Der har ikke været råd til den traditionelle Græsted Revy på grund af corona, men nødudgaven er et overordentlig vellykket bytte, så fire af de meget store stjerner herfra.

“Græstede Revyen – Et plaster på såret”.

Tekst og musik: Vase & Fuglsang, Batz & Richardt, Staffan Bjerstedt, Jan Svarrer & Søren Anker Madsen, John Mogensen, Kim Larsen og div. kunstnere.

Sparring og gode råd: Nikolaj Tarp. Scenografi: Vibe Pock-Steen. Kapelmester; Henrik Schrøder.

Medvirkende: John Batz og René Richardt. Speak: Dan Schlosser.

Spiller på Græsted Kro på udvalgte aftener til 24. juli.

Anmeldt 4. juni (premiere)

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her