Nanna Bøttcher leverer en vel nærmest karriere-definerende pragtpræstation i monologen “Girls & Boys”, der går lige i hjertet.
* * * * * *
Monologen “Girls & Boys” er en af sæsonens uden tvivl stærkeste og mest hudflæsende teateroplevelser, og den leveres med en næsten skræmmende troværdighed af Aarhus Teaters glimrende ensemble-skuespiller Nanna Bøttcher i noget, som man vel nærmest kan kalde en karriere-definerende pragtpræstation.
Hun ikke spiller, men er den navnløse kvinde, som i den anerkendte engelske dramatiker Dennis Kellys monolog (der havde verdenspremiere i 2018 i London) først lever det frie og vilde singleliv, siden møder manden i sit liv – ja, så banalt er det – får to børn, og en succesfuld karriere i PR-branchen, sideløbende med at manden iværksætter og driver sin egen succesfulde virksomhed. Alt er med andre ord – lykkeligt.
Man kan roligt sige, at lykken krakelerer, og det så chokerende og overvældende, at man som beskuer nagles til stolen, og når forestillingen er slut sidder tilbage med en trykken for brystet, en klump i halsen og er dybt, dybt påvirket.
Forud for det grusomme klimaks er gået godt halvanden time, med skiftevis perlende, ofte meget morsom snak om sex, jagten på en karriere og om en ægteskab, der ligner alle mulige andre, når den første glødende forelskelse er i lettere aftagende, og med mere dystre flashbacks med de noget livlige børn i centrum. Pigen og drengen. Væsensforskellige af sind, og både kærlige søskende og irriterende møgunger, som børn jo også er.
Der er perioder undervejs, hvor man skeler til uret og tænker, hvornår mon hun er færdig, for hvor skal alle disse ord – tusindevis af ord – føre fortællingen hen? Så interessant er andres helt almindelige liv jo trods alt heller ikke. Der er dog en mening med alle ordene, med den periodisk henkastede fortællestil, og de stønnende, sukkende lyde, der som små indestængte skrig fra scenografiens 24 højtalere afbryder den positive stemning og signaler noget dystert og mørkt.
Nanna Bøttcher er nærværende, charmerende og meget troværdig, når hun taler direkte til publikum, nærmest som var vi gæster til en forfatters foredrag om sit liv, og nok aner vi uråd, når ægteskabet begynder at kralere, når mistanken om utroskab sniger sig ind, når mandens virksomhed begynder at gå dårligt og til sidst ender i en konkurs, men vi kan slet ikke forestille os hvad det ender med – eller jo, det kan vi jo godt, men SÅ galt går det vel ikke? Jo, det gør det!
Pludselig skifter talen karakter. Direkte henvendt mod os siger hun, nøgternt, afklaret, men med smerten malet i ansigtet: Nu kommer den hårde del! Husk to ting. Det er ikke sket for Jer. Og det er ikke sket lige nu..
Klinisk, konkret og i faktuelle detaljer fortæller kvinden om hvordan manden har dræbt parrets to børn. Det er som et slag i brystkassen. Historien har hele tiden handlet om kontrol, at være i og at miste kontrol, vi har bare ikke vidst det. Kontrol er den mest almindelige årsag til det, der i faglige termer kaldes familiedrab.
Nanna Bøttcher er rystende og hudflænsende god. Hun leverer en aldeles overbevisende, dybt troværdig, knugende stærk præstation. Man føler hendes smerte, ser den i hendes ansigts folder, i øjnene, der bliver tomme af afmagt og sorg. I stemmen, der forandres for ikke at knække over i gråd. Det er voldsomt, og voldsomt imponerende.
Præstationen som den navnløse kvinde er en af den slags præstationer, man godt kan tillade sig at kalde for karriere-definerende. En stor del af æren skal naturligvis tilskrives instruktøren Sigrid Johannesen, som også har oversat teksten, og som i arbejdet med Nanna Bøttcher har fået det allerbedste frem i skuespilleren.
“Girls & Boys”. Af Dennis Kelly.
Instruktion & oversættelse: Sigrid Johannesen. Scenografi: David Gehrt.
Medvirkende: Nanna Bøttcher.
Spiller på Aarhus Teater, Stiklingen til 19. juni, og igen fra 12. august til 9. september.
Anmeldt 17. juni.
