Sprudlende morsom Holberg-klassiker genåbner Grønnegaards Teatret. Nicolai Jørgensen er en pragtfuld Jean de France.

* * * * * 

Alt nyt er godt nyt. Sådan synes Hans Frandsen at tænke, da han efter 15 uger i Byernes By Paris vender hjem til det småborgerlige, ja nærmest bondske København. Fuld af nye indtryk og så overwhelmed at han ikke fatter, at ikke alle og enhver bare tager hans nye, moderne sprog, manerer og attituder til sig.

Hans eller Jean de France, som han naturligvis kalder sig, er hverken mere eller mindre snobbet end det borgerskab han kommer fra i 1700-tallets København, men han er blevet anderledes og det går jo ikke. Derfor bliver han hånet og ydmyget og tager til sidst flugten væk fra byen. Om han og hans tjener Pierre nogensinde når Paris igen må Guderne vide, men man sidder lidt og håber det. For nok er Jean de France en opblæst nar, og nok er hans tillærte franske en omgang skralde-fransk, men han vil ingen ondt, tværtimod. Han vil jo bare så gerne give alt det nye han har lært – la movement nouvelle – videre til folk i sin fødeby, så også de kan opleve lidt af hvad han oplevede i Paris.

Det er kun helt naturligt, og siden Ludvig Holberg skrev sin komedie i 1722 har vi i generationer oplevet præcis det samme om og om igen. Og gør det til stadighed, og med samme begyndende mistro, ja, måske ligefrem foragt, overfor tidens modeluner og trends, som det jo hedder på moderne dansk. 

Bare i min levetid har forældregenerationen rystet på hovedet af fedt i håret og opsmøgede jeans, af hanekamme og ansigtpiercinger, af tatovoringer og silikonebabser, af blege drenge fra Amagerbro der gik med store guldkæder og rappede som sorte ghetto hangouts, af goths og rollespillere og af myriader af seksuelle observanser med hver sin bogstavkode og ditto modekodeks.

På Holbergs tid skulle man rejse ud for at komme hjem med ny inspiration; i dag tænder vi bare computeren og modtager inputs med lysets hastighed; Tik-tok eller ding-dong eller hvad det hedder i dag, i morgen hedder det noget andet. 

“Jean de France” er som skuespil præcis ligeså vedkommende og aktuelt satirisk som dengang det blev skrevet, og spillet som i Grønnegårdsteatrets sprudlende, karikerede og vildt underholdende opsætning er det bare en fornøjelse.

Selvfølgelig skulle den første regn i månedsvis falde netop som Grønnegårdsteatret skulle genåbne efter et års ufrivillig nedlukning. Men vejrguderne var trods alt premierepublikummet nådigt og det blev ved lidt smådryp.

Smådryp som heller ikke syntes at påvirke spilleglæden hos det ødselt gode skuespillerhold med herlige Tom Jensen som Jeronimus, med den skønne komediant Benjamin Kitter ovre fra Odense Teater som Jean de France’s stakkels far, og Tina Gylling Mortensen som hans elskede mor Magdelone. Jens Gotthelf som den enfoldige tjener Arv, Rosalinde Mynster som den smukke og snu tjenestepige Marthe, hvis ondskabsfulde list til sidst knækker Jean, og Andreas Jebro som hendes sidekick, Esben. Jens Frederik Sætter-Lassen fortsætter en smuk familietradition i Grønnegårdsteatret som Jeans tjener Pierre, og så er der debut til de to nyuddannede Carla Eleonora Feigenberg og Aske Hass Thorsen, der viser sig meget lovende frem. 

Ovenover alle stråler Nicolai Jørgensen i titelrollen. Navnet lyder næsten ligeså almindeligt som Hans Frandsen, men har man fulgt lidt med i det københavnske teaterliv de senere år, så har man ikke kunnet undgå gang på gang at imponeres over hans komiske talent. Her folder det sig ud i fuldt flor og for fuld udblæsning. Han spiller sin Jean de France med en veloplagt sprælskhed. En karikeret klovn, med et menneske indeni. Med bund og sjæl i komikken. Spradebassen vil jo bare gerne holdes af, og den Jean som Nicolai Jørgensen skaber, elsker vi, betingelsesløst. Han er pragtfuld.

Charlotte Munksø har tilført et hav af små fine finesser i sin instruktion. For eksempel en musikalitet, der går igen hele vejen igennem. Fra Arv’s stille rytmeslag på scenografien til det helt store showstoppernummer, når Jean de France med backingkor fremfører det franske superhit “Est-ce que tu m’aimes”. Hun giver sin Holberg-fortolkning et tryk på gaspedalen uden på noget tidspunkt at mishandle forlægget. Det er respektfuldt og respektløst morsomt på samme tid. Herligt. Karin Betz har skabt en meget minimalistisk scenografi i Odd-Fellow Palæets Have, og toppet den med vilde og skønt karikerede kostumer.

“Jean de France” er således en sand fornøjelse, der fortjener at spille for fyldte publikumsrækker hele sommeren – må den blive tør, lys og mild.

“Jean de France” af Ludvig Holberg. Tekstbearbejdelse: Trine Wisbech & Charlotte Munksø.

Instruktion: Charlotte Munksø. Scenografo & kostumedesign: Karin Betz. Musikalsk idé: Charlotte Munksø & Marianne Sørensen. Arrangement & indstudering: Marianne Sørensen.

Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Rosalinde Mynster, Tom Jensen, Andreas Jebro, Jens Frederik Sætter-Lassen, Tina Gylling Mortensen, Benjamin Kitter, Carla Eleonora Feigenberg, Aske Hass Thorsen og Jens Gotthelf.

Spiller i Odd-Fellow Palæets Have til 28. august.

Anmeldt 30. juni (premiere).