Dybt fascinerende terrorteater på Odense Teater. En forestilling, hvor alting lykkes.

* * * * * 

På selve 20-årsdagen for terrorhandlingerne i New York og Washington D.C. havde Odense Teaters nye direktør premiere på forestillingen “Terror/is/me”. Et smart markedsføringstræk? Måske nok, men alt er tilgivet, for forestillingen er en dybt fascinerende teateroplevelse af den slags, der brænder sig ind i sjælen og bliver siddende. 

Næsten ligesom begivenhederne i New York dengang tvillingetårnene faldt og verden blev forandret for altid.

“Terror/is/me” er ikke fiktion. Teksten er stykket sammen af udtalelser og udsagn fra øjenvidner og eksperter, der på den ene eller anden måde var eller har været involveret i terrorhandlingerne dengang og siden hen. Dokumentaristen Sigurd Hartkorn Plaetner har samlet dem for at beskrive et nuanceret billede af den frygt terrorismen har skabt i verden, og på Odense Teater er det med hjælp af teatrets dramaturger og bearbejdet af sceneinstruktør Sargun Osahana blevet til en collage af ord og billeder om terroren, både helt konkret, og i mere overført betydning.

Det er blevet til mageløst godt teater. Og selvom det da er muligt, at det ikke ender med at blive årets bedste teaterforestilling i Danmark, så er det vanskeligt at forestille sig, at det ikke bliver den, der kommer til at gøre størst indtryk.

Ordene er altså dokumentariske – tilsat en lille smule improvisation fra de syv – fremragende – skuespillere og instruktøren. Det bliver dog først for alvor scenekunst, når der skabes scenebilleder. Her har scenografen Karin Bille, hjulpet under sin barselsorlov af Palle Steen Christensen, skabt et fuldkommen mageløst scenisk udtryk, hvor hver enkelt tableau og hver af de fortalte historier får sit eget liv – eller død, om man vil. Støvet fra de sammenstyrtede tårne spiller en afgørende rolle. Attachémapper, der står som dominobrikker på teatrets store scene, illuderer alt fra New Yorks uendelige skyline til en lige så uendelig kirkegård, til sammenstyrtede murbrokker, til kapitalens magt i en krig, hvor vold avler vold, og hvor penge styrer alt. Money makes the terror go around, opsummerer Anders Gjellerup Koch på vanviddets rand krigens omkostninger. Terror makes the war go around, nynner han og konkluderer, at krige skaber ikke fred. De muterer til nye krige.

“Terror/is/me” fortæller ofrenes historie. Men ofrene er ikke kun dem, der i panik sprang ud af vinduerne fra det brændende World Trade Center, eller faldt på Utøya eller når terroren har ramt en natklub på Bali eller et julemarked i Berlin. Ofrene er os alle, også dem, der bor i de lande, som den vestlige verden har vendt sin vrede og hævn i mod. Den civilbefolkning i Afghanistan og andre steder, som uskyldigt er blevet bombet af amerikanske fly, eller som er sendt på flugt fra deres egne landes regimer. Den verden, der er blevet splittet i et steroetypt ‘dem’ og ‘os’ er offer for terrorismens onde ansigt.

Skal man drage en konklussion må det være, at vi alle er ofre. Og det er den fortælling, denne forestilling fortæller så godt, så smukt og med en gribende intensitet.

Fem kvinder fra IKI-koret skaber den messende lydkulisse, og fylder også visuelt flot i billedet, og så skaber skuespillerne  – udover ovennævnte Anders Gjellerup Koch er det Hanne Hedelund, Louise Davidsen, Haesam Jakir, Nicolaj Jandorf, Mikkel Bay Mortensen og Lila Nobel – en stribe af skarpt tegnede karakterer. Alle præcist afstemt i et nærmest perfekt ensemblespil. Ingen shiner, alle shiner.

Det er en alvorstung forestilling. Der findes vel ikke et mere alvorligt emne end terror og krig, død og ødelæggelse. Men det er også en meget smuk og dybt fascinerende teateroplevelse, der med tydelighed understreger hvor vigtig kulturen er når verdens vanvid skal formidles og fortolkes.

Den nye teaterchef Jacob Schødt kunne ikke have ønsket sig en bedre start på sin første fulde sæson i spidsen for Odense Teater, end denne forestilling, der lover godt for teatrets kunstneriske niveau i den alvorsfulde afdeling.

Ligesom jeg kan huske hvad jeg lavede 11. september 2001, da tvillingetårnene faldt, vil jeg længe kunne huske, hvor jeg var 11. september 2021. 

“Terror/is/me”.

Koncept, iscenesættelse og bearbejdelse: Sargun Oshana, baseret på dokumentaristen Sigurd Hartkorn Plaetners samtaler med øjenvidner og eksperter i terrorisme.

Scenografi & kostumedesign: Karin Gille (barselsvikar: Palle Steen Christensen). Lysdesign: Turpin Napoleon Djuurhus. Lyddesign: Kim Malmose. Musik: IKI.

Medvirkende: Lila Nobel, Hanne Hedelund, Louise Davidsen, Anders Gjellerup Koch, Nicolaj Jandorf, Mikkel Bay Mortensen og Haesam Jakir. IKI-koret: Anna Mose (kapelmester), Johanna Sulkunen, Kamilla Kovacs, Randi Pontoppidan og Guro Tveitnes.

Spiller på Odense Teater, Store Scene til 1. oktober.

Anmeldt 11. september 2021 (premiere).