Henrik Ibsens klassiker får nyt liv i en sprudlende moderne opsætning på Nørrebro Teater.

* * * * *

Henrik Ibsen skrev sit berømte skuespil En Folkefjende i 1882 som en slags protest imod at medierne og folkestemningen i Norge havde underkendt hans værk Gengangerne.

Ibsen var angiveligt rasende, og anerkendte ikke at flertallet og den frie presse på nogen måde kunne have ret. Den holdning har de senere år fået en helt ny mening i et verdenssamfund styret af populistiske holdninger og af en medieverden, der i højere og stadigt større grad styres af hvad folket vil læse og høre, fremfor hvad der med et nærmest håbløst romantisk ord er – sandheden.

Det giver Ibsens klassiker en helt ny aktualitet, og valget af En Folkefjende som første forestilling på teatret siden coronanedlukningen forekommer nærmest indlysende oplagt.

Den svenske instruktør Viktor Tjerneld har givet En Folkefjende en gevaldig opdatering så stykket fremstår helt og aldeles tidsaktuelt. Nogle vil måske mene, at det er helligbrøde mod et stort klassisk værk i teaterlitteraturen, men sådan virker Nørrebro Teaters opsætning slet ikke. Tværtimod. Det er blevet en sprudlende, visionær og knivskarp samfundsatire, som trods en betragtelig spilletid på godt og vel to timer og tre kvarter (inklusive pause) aldrig virker langtrukken eller på noget tidspunkt keder.

Grundhistorien er der ikke ændret på. Den lille provinsby er i blomstrende vækst på grund af et nybygget kurbad, der tiltrækker turister og skaber liv og arbejdspladser til byen. Kurbadets badelæge Tomas Stockmann gør imidlertid en farlig opdagelse. Det viser sig at vandet i og omkring kurbadet er forgiftet og sundhedsfarligt. Til at begynde med modtages Stockmanns opdagelser med stolthed og glæde. Han opfattes som en helt, der har forhindret en katastrofe, men da prisen for rensning af vandet og en omlægning af hele rørsystemet kommer frem, og det åbenbares hvilken betydning det vil få for det lille samfund, ændrer folkestemningen sig drastisk.

Idealisten Stockmann bliver nu persona non grata – en folkefjende, fordi han ikke vil folkets bedste. Stockmann står fast på sine idealer, for ham kan sandheden ikke gradbøjes eller fortolkes, og det får fatale konsekvenser. Han står til sidst ensom tilbage i den silende regn som en mand, der har mistet alt eller vundet alt, afhængigt af hvordan man ser det, som hans sidste ven, Horster, anskueliggør situationen, inden han som den sidste forlader den synkende skude.

Viktor Tjerneld har i sin bearbejdelse ladet flere karakterer skifte køn og arbejde. Byens borgmester er nu Stockmanns lillesøster, ikke hans bror, og den lokale fabrikant, Stockmanns svigerfar, er nu hans magtfulde svigermor, en ildspruttende drage af en kvinde. Horster, som oprindeligt er kaptajn, er her blevet til billed- og performancekunstner, og endeligt er Stockmann-parrets børn skrevet sammen til én rolle, datteren Petra, en glødende feminist, der viser sig ikke at have samme rygrad som sin far.

Mens første akt spilles som en sprudlende veloplagt samfundssatirisk komedie, skifter tonelejet fra dur til mol efter pausen, hvor the establishment overtager magten på Stockmanns indkaldte borgermøde, og hvor selve definitionen af begrebet demokrati bliver udfordret. Tjerneld inddrager publikum interaktivt – vi er nu selv en del af handlingen – og lader i Tomas Stockmanns dundertale til borgerne forstå, at det slet ikke er kapitalismens kynisme, politikernes magtbegær eller mediernes følgagtighed, der er det virkelige problem, men derimod folkets laden-stå-til. Jeg er den eneste her, der har moral – alle i andre er grødhoveder, tordner Tomas Stockmann. Jeg hader det system, der lader løgnen vinde over sandheden. 

I den altdominerende hovedrolle som den idealistiske læge føjer Søren Pilmark endnu en scenisk triumf til sit i forvejen fornemme CV. Han er mageløs i sin deroute fra at være let koketterende heltefigur, over sin forfærdelse over moralens forfald til den totale nedsmeltning, hvor hverken han eller beskueren til sidst længere er helt sikker på hvad der i virkeligheden er sandt eller falsk. 

Omkring ham spilles der vidunderligt ensemblespil med en aldeles ubetalelig Marianne Høgsbro som hans hundjævel af en svigermor, og en veloplagt Tom Jensen som kapitalismens personificerede kynisme, og Frank Thiel som den frie presses logrende skødehund. Malene Melsen er som altid fascinerende som den pragmatiske borgmestersøster, der hellere ofrer familien end risikerer at miste sin magt. Jeg er næppe den eneste, der sad og tænkte på Mette Frederiksen i perioder undervejs. Endelig er Githa Lehrmann, Camilla Lau, Benjamin Kitter og Patrick A. Hansen alle glimrende rollerne som hustru, datter, performancekunstner og desillusioneret journalistspire.

I en tid hvor magtfuldkommenhed, embedsmandsvælde, kontrolsamfund, konspirationsteorier  og viden versus følelser er blandt tidens varmeste emner, fremstår En Folkefjende mere aktuel end nogensinde før. At det samtidigt lykkes at skabe en forestilling, der balancerer elegant mellem meget morsom samfundskritisk komedie og dybt eksistentielt drama er en sejr for såvel teatret, som for instruktøren og det strålende ensemble. 

Fremragende teater. intet mindre.

“En Folkefjende” bearbejdet af Viktor Tjerneld baseret på Henrik Ibsens skuespil.

Instruktion: Viktor Tjerneld. Konceptuerende scenograf: Franciska Zahle. Realiserende scenograf: Peter Schultz. Oversættelse: Peter Dupont Weiss. Komponist: Daniel Fogh.

Medvirkende: Søren Pilmark, Malene Melsen, Tom Jensen, Frank Thiel, Marianne Høgsbro, Githa Lehrmann, Camilla Lau, Patrick A. Hansen og Benjamin Kitter.

Co-produktion mellem Nørrebro Teater og Odense Teater.

Spiller på Nørrebro Teater til 23. oktober og i teatersalen Odeon, Odense fra 4- 30. november.

Anmeldt 18. september (premiere)