Teater Vestvolden sætter fokus på stigende narkotikamisbrug blandt unge i dag, med en intens scenedramatisk opførelse af filmen “Christiane F.”.

* * * *

Jeg kan huske, at filmen om Christiane F. og de andre unge narkotikamisbrugere i Berlin, gjorde indtryk på mig da den kom frem i 1981. Jeg var dengang netop flyttet hjemmefra, fra de trygge vilkår på en gård ved Veksø, til en lejlighed på Nørrebro, og havde en fornemmelse af at der omkring hvert gadehjørne lurede noget både spændende og farligt. Jeg var 19 år gammel og alt andet end oprørsk, men vidste godt hvad storbyen kunne tilbyde af både godt og skidt.

Der er gået 40 år siden filmen kom frem og vakte berettiget opmærksomhed ved sin direkte og meget ligefremme skildring af en gruppe unges farlige vej fra almindelig kedsomhed direkte i favnen på et dødbringende narkotikamisbrug. I dag er misbrug af rusmidler blandt unge igen stigende, og der er al mulig god grund til at sætte fokus på at advare i mod det.

Teatret er én måde at gøre det på, men spørgsmålet er naturligvis om det hjælper. For som det faktisk skildres ganske glimrende i Teater Vestvoldens dugfriske opførelse af Anders Lundorphs bearbejdelse af Madame Nielsens oversættelse af originalværket, så skortede det ikke på advarsler heller dengang, da Christiane F. og hendes venner, Kessi, Babsi og Detlev blev suget ned i misbrugets dyb, mens de hang ud omkring Bahnhof Zoo i Berlin, og trods deres unge alder – bare 13-14 år gamle – fik fri adgang til natklubberne og de ubegrænsede mængder af stoffer.

Lytter de unge til deres forældre, til lærerne, politiet eller andre autoriteter? Næppe, hvis de for alvor vil gøre oprør og gå egne veje. Lytter de til hinanden? Ikke hvis vi skal tro historien i “Christiana F.” og andre tilsvarende beretninger fra narkomiljøet. For alle – også dem, der er sunket dybt ned i skidtet – ved godt at det er forkert, og advarer alt hvad de kan, når endnu et ungt menneske vil eksperimentere med stoffer for at blive en del af kliken. De gør det desværre bare uden den store pondus.

På Vestvoldens lille scene har Flora Brandt opbygget en miniudgave af de trøstesløse betonbebyggelser ved Bahnhof Zoo. Seks store, flytbare betonpiller, en nøgen grå betonvæg og en effektfuld brug af lys skaber en god ramme om historien, der fortælles lige til den pædagogiske side af skuespillerne Lise Lauenblad, Charlotte Fich og Ene Øster Bendtsen, som især i begyndelsen synes at have lidt svært ved at gøre de indledende stadier til misbruget rigtigt nærværende. Balancen mellem at beskrive de unges fascination af hash og trips, uden at forherlige det, synes vanskelig. Til gengæld gør forestillingen stærkt indtryk jo dybere ned i misbruget Christiane og vennerne synker, og alvoren bliver åbenbar. Når Christiane fixer sig døden nær i heroin på et gustent toilet, giver det vældigt ubehag.

Alle tre medvirkende er på skift både Christiane og hendes venner, forældre, pædagoger, andre voksne, som på hver sin måde svigter de unge. Især gør Ene Øster Bendtsen indtryk med sit rå udtryk, bag hvilket man mærker et blødt og usikkert indre. Lise Lauenblad har en besynderlig let læspende diktion, jeg ikke rigtigt kan blive klog på. Taler hun sådan? Eller er det noget hun tillægger sin karakter? Endelig er Charlotte Fich vældigt driftssikker, men jo en smule udfordret af at skulle spille purung teenager. Det bliver i perioder en anelse karikeret. Til gengæld rammer hun den ‘voksne’ og clean Christianes narkoman-snøvlende diktion ret godt.

“Christiane F. – vi børn fra Bahnhof Zoo” er stadig en vedkommende fortælling, som forhåbentlig kan få flere unge mennesker til at forstå, at det ikke er cool at tage stoffer, heller ikke de ufarlige. Forestillingen varer 65 minutter intense minutter, og spiller meget passende i skoletiden, så de københavnske skoler kan tage på ekskursion til helvede og retur.

“Christiane F. – Vi børn fra Bahnhof Zoo”. Af Patrick Wengenroth. Oversættelse: Madame Nielsen.

Instruktion & bearbejdelse: Anders Lundorph. Scenografi & lysdesign: Flora Brandt. 

Medvirkende: Ene Øster Bendtsen, Lise Lauenblad og Charlotte Fich.

Spiller på Teater Vestvolden i Hvidovre til 4. december.

Anmeldt 13. november.