Kønskampen som kompliceret sceneperformance på lillebitte københavnsk byscene.
* * *
#Metoo-bevægelsen, kønsidentitetskampen og opgøret i mod et forældet kønsrollemønster med manden som jæger og kvinden som bytte, og siden ‘ned på alle fire’ som TV-2 sang for en menneskealder siden, har de senere år fyldt enormt i mediebilledet og på sociale medier, og fylder som en helt naturlig konsekvens derfor også i kunsten.
Men der er grænser for hvor meget emnet kan fylde – fysisk – på P44, som er navnet på den lillebitte byscene i København, hvor Sydhavn Teater fra tid til anden spiller små, eksperimenterende forestillinger. Teatret er nemlig nærmest klaustrofobisk småt, indrettet som det er i hvad der engang har været en lille butik, siden nærpolitikontor og mødested for en boligforening.
En lille, men viser det sig overraskende dyb scene, og fire publikumsrækker, er der plads til, så vi kommer helt tæt på. Intimteater i ordets mest konkrete betydning.
Her spiller lige nu forestillingen “Feministen”, en højaktuel dramatisering af en spansk roman af Iván Repila fra 2019, oversat og instrueret af Sydhavn Teaters leder, Mille Marie Dalsgaard. Det er en kompliceret tekst, og et ambitiøst teaterprojekt, der udfordrer såvel de to skuespillere på mikroscenen som deres publikum.
Handlingen tager udgangspunkt i mødet mellem mand og kvinde. Han bor i et bofællesskab med to machogutter, der ser porno og i smug optager videoer af deres samkvem med kvinder, som de knapt nok husker navnet på, og som de krænkende deler i vennekredsen. Da vor fortæller møder aktivisten Najwa åbnes hans øjne for mændenes uretfærdige behandling af kvinder, og han erklærer sig som feminist.
Så langt så godt, men historien tager en drejning og bliver noget mere kompliceret, da han under et dæknavn starter en undergrundshær af mænd for at udfordre kvinderne til selv at tage aktiv del i kampen imod patriarkalet, og i den kamp kommer til at stå ansigt til ansigt med sin kæreste, som er leder af Prinsessebevægelsen, det kvindelige oprør. Eller er det forsvar? Kønsrollekampen bliver en konkret væbnet kamp, en reel revolution med Prinessebevægelsen på den ene side og den Falliske Stat på den anden.
Mens de to skuespillere Malik Grosos og Maria Carmen Lindegaard har ganske godt styr på karaktererne og de uendeligt mange ord, der i rasende tempo flyder ud af munden på dem, er man som publikum udfordret af tekstens kompleksitet. Hvad der kan være vanvittigt god litteratur i bogform er ikke nødvendigvis lige så velfungerende som dramatisk materiale, og selvom det er en interessant finte, så er det dramatiske effekt af at have forestillingens epilog som en ekstern lydfil, begrænset. Giver den en efterfølgende aha-forståelse af scenetekstens sammenhæng? Næh, ikke rigtigt, men man får følelsen af at der netop i epilogens fremtidsskuende perspektiv ligger et dramaturgisk twist, som måske kunne have været udnyttet på scenen.
Som et indspark i den on-going kønspolitiske debat om #MeToo og krænkelseskultur, om kønsroller og ligestilling er “Feministen” bestemt interessant, men det lykkes ikke rigtigt at gøre forestillingen til en fængende teateroplevelse. Hertil er opsætningen for rodet og usammenhængende, og jeg sad med en fornemmelse af at budskabet var kommet bedre til sin ret i en endnu mere skrabet og spartansk form som en reading.
“Feministen”. En teateradaption af romanen “El Aliado” af Iván Repila.
Oversættelse, dramatisering og instruktion: Mille Marie Dalsgaard. Kostumedesign: Katrine Engell.
Medvirkende: Malik Grosos og Maria Carmen Lindegaard. Voice-over på epilog: Mille Marie Dalsgaard.
Spiller på Sydhavn Teater, P44-scenen, til 27. januar.
Anmeldt 17. november.
Foto: Lars Grunwald.
