Brecht-klassiker skåret ind til benet på Republique og med en strålende Fanny Louise Bernth i hovedrollen som den renhjertede Grusche.

* * * * 

Fanny Louise Bernths Grusche er det eneste renlivede, ægte menneske i en grotesk verden i Anja Behrens’ opsætning af Bertold Brecht-klassikeren “Den kaukasiske kridtcirkel. 

En ung, smuk, uskyldsren kvinde omgivet af karikerede gestalter, der fremstår som taget direkte ud af kunstneren Michael Kviums malerier og bragt til live på Republiques store, sorte, åbne scenerum. Kontraster, der slår mod hinanden som bølger mod en mole.

Det er en ‘kridtcirkel, der er skåret helt ind til benet. Forkortet, strammet til. En essens af den klassiker, som vist nok – det skal medgives, at jeg ikke så Det kgl. Teaters opsætning fra 2006 og kun har vage barndomserindringer fra tidligere opsætninger – godt kan være lidt lang i spyttet. Her er ikke noget overskydende fyldstof, og det er fint. Men det giver naturligvis også et par ulemper undervejs. Fortællingen om dommeren Azdak fremstår for eksempel besynderligt påklistret, og når hele historien skal fortælles på blot halvanden time, så er det et nærmest uundgåeligt vilkår, at der skrues op for tempoet og det giver en hektisk, til tider lovlig overgearet spillestil hos karakterne omkring hædersmennesket Grusche.

Her folder Benjamin Kitter, Tina Gylling Mortensen, Anton Hjejle og Camilla Lau sig ud i det groteske persongalleri; fra pansersoldater over de mennesker, der hver for sig kæmper om de beskedne rester midt under krigens hærgen, til den følelseskolde biologiske mor og den korrupte, og dog alligevel retfærdige dommer. Alle med hver deres fine øjeblikke, bestemt, men altså ikke som helhed helt fyldestgørende.

Overfor dem står til gengæld Fanny Louise Bernth i sin karrieres hidtil største rolle, som hun forløser til noget nær fuldkommenhed. Hun udstråler al den kærlighed, viljestyrke og retfærdighedssans, som rollen kræver. Grusche tager sig af det forhadte guvernørpars spædbarn, da guvernøren bliver dræbt i krigen, og hans kone flygter over hals og hoved, medbringende sine bedste kjoler, men efterladende det spæde barn, som ville være hende en klods om benet. Grusche tager flugten med barnet på ryggen, jagtet af pansersoldater, der vil slå den lille dreng ihjel fordi han er arving til landets gods og guld. Hun værner barnet med al sin styrke og kærlighed, lader sig fornedre, klæde af til skindet, ja, hun gifter sig tilmed med en ækel gamling for barnets skyld, selvom hendes kære soldatkæreste venter på hende. 

Da krigen slutter, og guvernørfruen vender hjem og kræver sit barn tilbage, står Grusche imod. Hun hævder sin ret som barnets sande mor. Hun trodser overklassens grådige hovmod, og da dommeren Azdak på salomonisk vis ender med at lade de to kvinder stå i kridtcirklen og trækkes om barnet, slipper Grusche sit greb i barnets arm. Hun vil hellere miste drengen, end flå ham i stykker. Derfor lader dommeren Grusche få moderskabet og drengens arv overgår til byen og folket. 

I hele dette spil er der ikke en mislyd i Fanny Louise Bernths portræt af den unge, opofrende kvinde. Hun er sårbar og stærk på én gang. Yndig og stålsat. Rå og ren. Det er et smukt, og yderst vellykket kvindeportræt, og det er godt tænkt af Anja Behrens’ at lade alting omkring Bernths Grusche være så karikeret, for derved forstærkes hendes ægthed i forhold til en forloren og forløjet verden.

“Den kaukasiske kridtcirkel” er skrevet i 1945, og er det sidste af Brechts fire store, berømte skuespil. Man kan mene at stykket er voldsomt ensidigt i sit politiske budskab om at alting skal tilhøre dem, der passer bedst på det, men det har på sin vis bevaret sin berettigelse gennem tiden. Skuespillets tema om ægte kærlighed versus grådig påtagethed er i hvert fald ikke blevet svækket med årerne.

Karin Betz har skabt såvel de karikerede, kønsneutrale kostumer, der klæder ensemblet både på og af, og hun har med enkle men effektfulde virkemidler skabt en række meget smukke scenebilleder, som også gør “Den kaukasiske kridtcirkel” til en visuelt betagende teateroplevelse.

Ingen teaterforestilling har vel i højere grad end netop denne været ‘offer’ for coronaen og nedlukningen af kulturlivet. Man skulle have haft premiere i december 2020, men dagen før premieren lukkede landet ned for anden gang. Det lykkedes at samle (næsten) hele holdet igen til planlagt premiere 29. december, men igen kom en nedlukning i vejen kort inden, og først nu kan det altså omsider lade sig gøre at komme i luften og få forestillingen ud til publikum i en meget kort periode. Der er ikke noget at sige til at især Fanny Louise Bernth til mandagens premiere var tydeligt lettet over endelig at få afleveret sit svendestykke. En pragtpræstation, der har ligget i syltekrukke i mere end et år, men som heldigvis ikke har mistet hverken smag eller ‘bid’.

“Den kaukasiske kridtcirkel” af Bertold Brecht. Bearbejdelse: Karen-Maria Bille og Anja Behrens. Oversættelse: Carl Nyholm.

Instruktion: Anja Behrens. Scenografi & kostumedesign. Karin Betz. Lysdesigner: Brian Njie. Animationsdesign: David Sellner Adler.

Medvirkende: Fanny Louise Bernth, Tina Gylling Mortensen, Camilla Lau, Benjamin Kitter og Anton Hjejle samt barneskuespillerne Casper Højslet Lunøe/Adrian Bundgaard.

Spiller på Østerbro Teater/Republique til 28. januar.

Anmeldt 17. januar (premiere).

Forestillingsfoto: Karoline Lieberkind.