Glimrende skuespiller sat på en vanskelig opgave med en computergenereret tekst, der aldrig bliver andet og mere end banal.
* * *
“Xistens” er et eksperiment. Kan man skabe dramatik ved at fodre en computer med eksistentielle spørgsmål og gennem koder og algoritmer frembringe en tekst, der handler om skabelsesberetningen og om vor gang på jord?
Sargun Oshana, Teater Grobs nye kunstneriske leder, er ikke bange for at tage chancer, og der ligger bestemt nogle interessante tanker bag projektet om at lade såkaldt kunstig intelligens eller machine learning, som det også kaldes i visse forskerkredse, skabe en dramatisk tekst på baggrund af koder og algoritmer. Teatret hævder at det er første gang det er gjort, men jeg mindes, at der under Click-festivalen i Helsingør også blev benyttet kunstig intelligens i frembringelsen af H.C. Andersen-fortolkningen “SKY663N”. Også der vist nok med et ikke helt tilfredsstillende resultat.
Man må også stille spørgsmålstegn ved om det reelt er et computergenereret program, der har skrevet dette manuskript, da en sådan programmeringsproces vil være både meget, meget omfattende og uforholdsmæssigt kostbar for et lille teater som Grob. Men lad det ligge. Det er ligesom når man giver julegaver; det er tanken, der tæller.
Sargun Oshana er en spændende og nyskabende instruktør. Han har fortjent vundet priser for sine modige, visionære og visuelt æstetiske forestillinger. Og der skal være plads til at slå en skævert. Især når man eksperimenterer, som tilfældet er her.
Selvom den tekst, som computeren GPT-3 påstås at være fremkommet med på baggrund af Oshana og Jesper Pedersens input, fremstår utilstrækkelig og decideret banal, så er forestillingen “Xistens” trods alt ikke helt mislykket. Det skyldes i særdeles at den unge skuespiller Stephanie Nguyen investerer hele sit talent, sin krop og sjæl i projektet, og lykkes med at skabe en både uhyggelig, men også underfundig og i glimt nærmest kær karakter ud af det computerskabte menneske. Det er en fysisk intens præstation, der kommer helt tæt på publikum og efterlader et glimrende indtryk. Hendes præstation havde fortjent en bedre tekst at arbejde med.
Ditte Marie Tygesens æstetisk smukke scenografi, der draperer hele teaterrummet i florlette off-hvide gardiner, hvide tæpper og hvide stole skaber i samspil med Mathilde Hyttels lysdesign smukke billeder, og Laurits Jongejans lyddesign, med stemmer, der forvrænget taler til os fra alle hjørner, supplerer nydeligt Nguyens rene, næsten naive diktion.
Der er således meget at fascineres over i den bare 70 minutter lange performance, og eksperimentet er om ikke andet godt nyt for landets mange dygtige, unge dramtikere; der er intet, der tyder på at computerne tager jeres arbejde i den nærmeste fremtid.
“Xistens” af GPT-3 (kunstig intelligens) efter idé af Jesper Pedersen og Sargun Oshana.
Instruktion: Sargun Oshana. Scenografi: Ditte Marie Tygesen. Lysdesign: Mathilde Hyttel. Lyddesign: Laurits Jongejan.
Medvirkende: Stephanie Nguyen.
Spiller på Teater Grob til 17. februar.
Anmeldt 31. januar.
Forestillingsfoto: Karoline Lieberkind.
