Velspillet og vedkommende Brecht-forestilling understreger Odense Teaters position som landets førende ensemble teater.
* * * * *
Den tyske forfatter og dramatiker Bertolt Brecht har på forunderlig vis fået en slags revival på de danske teaterscener. Indenfor mindre end ét år har store danske teatre taget tre af Brechts mest kendte værker på plakaten. Først ”Mutter Courage og hendes børn” på Det kgl. Teater, for nyligt – ganske vist med et års forsinkelse – Republiques ikke mindre vellykkede ”Den kaukasiske kridtcirkel”, og nu topper Odense Teater den med en vital og charmerende opsætning den musikdramatiske klassiker ”Laser og pjalter”.
Tre forestillinger, der hver for sig og sammen, tegner et interessant billede af Brechts værk, som blev skabt over en periode fra midten af 1920’erne og frem til sidst i 40’erne. ”Laser og pjalter” fra 1928 er baseret på den 200 år ældre satiriske ”Tiggeroperaen” af John Gay, og handlingen udspiller sig i Victoriatidens London. Som det altid er tilfældet med Bertolt Brechts dramatik er den en sylespids kritik af det kapitalistiske samfund, og selvom alle tre Brecht-forestillinger så afgjort ikke har kunnet skjule, at de har mange år på bagen, og at tysk dramatik fra 1920’erne til 40’erne havde en noget bastant opbygning, så har de alle fremstået fremsynede, moderne og vedkommende, således også ”Laser og pjalter” i Moqi Simon Trolins farverige og energiske instruktion.
Vi er handlingsmæssigt fortsat i Victoria-tidens London, blandt ludere og pjaltede tiggere, som holder til mellem de rustne containere på havnen ved Themsen, men sammen med scenografen Eilev Skinnarmo og kostumedesigneren Maria Gyllanhoff, har Trolin skabt et tidløst univers med tydelige referencer til i dag; i tiggerhæren finder vi således både en Roma-kvinde, en psykisk syg hjemløs, en krigsveteran, en krigsflygtning og en trafficking pige – altså en østeuropæisk pige bortført til Vesten, hvor hun tvinges til at arbejde som searbejder. Bizarre karikaturer på personer, man i dag ikke behøver at bevæge sig mange meter væk fra Københavns Hovedbanegård for at være sikker på at møde.
Tiggerne styres med hård hånd af Mr. Peachum, som naturligvis har set en forretning i al elendigheden, og som en anden Fagin fra Oliver Twist tager han sig af de fattige og udstødte mod gode procenter af ’indtjeningen’. Et andet sted i byen er det gangsteren MacHeath, der har magten. Den charmerende, men farlige Mack the Knife, styrer sin bande af afstumpede kriminelle mens han hopper behændigt fra kvinde til kvinde, som en anden fagforeningsboss. Tre tælles der til i forestillingen, men vi fornemmer at det kun er toppen af isbjerget. MacHeath slipper for at blive straffet for sine forbrydelser fordi han er barndomsven og soldaterkammerat med byens politichef, Tiger Brown, men da han forfører og gifter sig med Peachums datter, Polly, sætter Peachum alle sejl til for at få MacHeath fanget og dømt til døden, og her kan selv ikke gammelt venskab redde MacHeath.
Hovedrollerne er mange i ”Laser og Pjalter” og forestillingen synes således som skabt til Odense Teater, som gennem de senere år har manifesteret sig som Danmarks måske bedste ensembleteater. Nicolai Jandorf træder markant frem i forreste række som en iskoldt beregnende, og uimodståeligt charmerende MacHeath. Glat som en ål, og altid med en løsning i ærmet, når nettet strammes. Rendyrket psykopat, og bestemt ikke en ’helt’. Dem er der for øvrigt ingen af et Brechts persongalleri, men den forelskede Polly, fornemt spillet og sunget af Cecilie Gerberg, der vil give alt for at være sammen med sin Mack, er vel det nærmeste man kommer. Trods handlekraft og viljestyrke, bliver hun som smør blot hun er i nærheden af ham, og en af forestillingens bedste scener er en ildspruttede girlfight med Carla Viola Thurøes højgravide Lucy, om en mand, der har bedraget dem begge, med MacHeath som fængslet vidne fanget mellem to stole.
Louise Davidsen har smukke og skrøbelige øjeblikke som luderen Jenny, som i flere omgange forråder den mand som også hun elsker, og Claus Riis Østergaard leverer et gakket portræt af den korrupte politichef i en alt for stor frakke.
Hanne Hedelund tegner et aldeles vidunderlig karakterportræt af Pollys fordrukne mor, der leverer sine replikker som piskesmæld, og er lige så handlekraftig som sin datter, når det gælder om at få MacHeath fanget i nettet. Endelig er Anders G. Koch indædt modbydeligt nedladende som Peachum. Også i de mange biroller fremstår karaktererne skarpe i deres bizarre fremtoning.
I 1979 udgav sangeren Sebastian albummet ”Tiderne skifter” hvor han satte ny musik, tidstypisk 70’er pop, til Bertolt Brechts sange bl.a. fra ”Laser og pjalter”. Herfra blev især sangen om ”Sørøver Jenny” et hit. Det er dog Kurt Weills originale kompositioner, der benyttes her og det er ganske vanskeligt, og ikke så lettilgængeligt materiale. Sangene er måske ikke så iørefaldende og mundrette som man kunne ønske, men de er typiske for en tid hvor den tyske cabaretscene var meget dominerende, og tillige inspireret af tidlig amerikansk jazz. Sangene bliver fremført aldeles glimrende hele vejen igennem, ja upåklageligt, men er der ét lille punkt hvor ”Laser og pjalter” på mig virker en smule bedaget trods alle gode intentioner og præstationer, så er det musikalsk.
Det ændrer ikke ved, at Odense Teater endnu engang beviser teatrets tårnhøje niveau med en yderst seværdig, velspillet og vedkommende forestilling.
”Laser og pjalter” af Bertolt Brecht & Elisabeth Hauptmann. Komponist: Kurt Weill. Oversættelse: Niels Brunse.
Instruktion: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Kostumer: Maria Gyllenhoff. Koreografi: Esa Alanne. Kapelmester: Anders Ortman.
Medvirkende: Nicolai Jandorf, Anders Gjellerup Koch, Hanne Hedelund, Cecilie Gerberg, Claus Riis Østergaard, Louise Davidsen, Carla Viola Thurøe, Niels Skovgaard Andersen, Frank Thiel, Malene Melsen, Ludvig Brostrup, Nicolai Duckert Perrild, Katja Kvistgaard, Mathias Hartmann Niclasen.
Spiller på Odense Teater til 10. marts.
Anmeldt 8. februar (forpremiere)
Forestilligsfoto: Emilia Therese.
