“Maddiker” på Folketeatret er et smukt, humoristisk og velspillet stykke om at blive gammel. 

* * * * *

Vi møder tre kvinder på et tidspunkt i livet, hvor de nærmer sig pensionsalderen, og så følger vi dem livet ud – sådan cirka. For kun den mest livfulde af dem dør, mens den mest indebrændte og bitre rejser på en sidste rejse ud for at opleve verden. Og tilbage, ensom og forladt, sidder den svagelige Helene, lænket til en kørestol, plaget af demens og kan blot vente på at døden indhenter hende og bringer en ende på hendes lidelser. En uværdig afsked med livet, som alt for mange oplever den.

Det lyder dystert og trist. Men Rikke Wölcks skuespil “Maddiker” er ikke kun en mørk fortælling om kroppens forfald. Det er derimod en sprudlende, vittig og kærlig historie om kærlighed til livet.

En historie, der griber fat i publikum lige præcis der hvor det gennemsnitlige teaterpublikum er i dag. Den kreative middelklassekvinde på 60+. Og man må sige at det tilsyneladende er lykkedes at ramme målgruppen. På denne mandag aften på Hippodromen, et par dage efter sidste uges premiere, tæller jeg 10 mænd – mig selv inklusive – i en næsten fyldt sal. De to af dem er unge, resten er her med deres koner, der som resten af publikum skønsmæssigt alle er over 50 år og opefter. Det er så at sige deres liv og fremtid, der udspilles i dramatisk form på scenen. Og det virker.

Skuespilleren Rikke Wölck har selv rollen som Elisabeth. Hun er karrierekvinden med styr på livet, indtil hendes verden pludselig styrter i grus, da hun – det forekommer at være i et og samme moment – både bliver fyret fra sit job på grund af alder, og oplever det ultimative tab, da hendes voksne datter begår selvmord. Jannie Faurschou er livfulde Inge. Hun ‘holder sig godt’, som man jo siger, og selvom ægteskabet forlængst er overgået fra periodisk lykkeligt til decideret frysetørret, så har hun fortsat mod på livet – og kærligheden. Det sidste finder hun, famlende og sødt fortalt, hos den noget yngre udenlandske kioskejer.

Den tredje kvinde, sygeplejerske på pensionskurs, er hun i begyndelsen, levendegøres af en aldeles uforlignelig Bodil Jørgensen. Gennem et helt liv har hun levet med at få tæsk af sin mand, Johan. Men da han bliver syg og dør, efterlader han blot et tomrum i hendes liv, og hun, der har arbejdet i sundhedssektoren altid, får den ene lidelse og sygdom efter den anden. Det er livets små paradokser, at det måske ikke altid går os, som vi synes, vi har fortjent.

Rikke Wölck har flere gange tidligere vist, at hun også som dramatiker er en man skal regne med, og med “Maddiker” har hun skabt en tekst, der er både dyb og humoristisk. Hun skaber karakterer, som man ubesværet kan genkende, og fortæller tre ligefremme hverdagshistorier uden at det på noget tidspunkt bliver trivielt eller forekommer unødigt karikeret.

Det er naturligvis også Madeleine Røn Juul fortjeneste, at hun i sin nænsomme og lydhøre instruktion, får det absolut bedste ud af alle tre skuespillere. Helt og aldeles vidunderlig er Bodil Jørgensen som Helene med den stigende demens. Man klukker af latter, og er samtidig berørt på sjælen, både når hun stilfærdig febrilsk fumler med mobiltelefonen i baggrunden, eller sidder og råber sjofelheder efter politikerne på fjernsynet. Hun mestrer om nogen at gøre det stilfærdige stort, og det voldsomme småt. 

Hun får det smukkeste modspil af Jannie Faurschous livskraftige Inge, som synes handlekraftig selv i dødens stund, og af Rikke Wölcks livsbitre Elisabeth, som genfinder livsmodet i livets efterår og får mest muligt ud af det. Det er tre strålende skuespilpræstationer, der suplerer hinanden på bedste vis.

Gøje Rostrup har skabt en enkel scenografi, med tre skærme, hvor der kan ‘leges’ lidt med videosekvenser og ungdomsbilleder, men man sidder med en følelse af, at “Maddiker” kunne være spillet nærmest uden scenografi, alene båret af de gode ord og de tre glimrende skuespillerinder. 

Forestillingen skal undervejs i spilleperioden på turné, og der er al mulig grund til at landets kvinder i målgruppealderen tager deres mænd under armen og tager dem med ind og se “Maddiker”. Eller måske, at mændene mander sig op, og inviterer deres kone i teatret. For selvom det er både trist og dystert, så er “Maddiker” også en meget morsom hyldest til livet – hele livet, med alt hvad det indebærer.

“Maddiker” af Rikke Wölck.

Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Gøje Rostrup. 

Medvirkende: Jannie Faurschou, Bodil Jørgensen og Rikke Wölck.

Spiller på Folketeatrets Hippodromen til 17. maj, dog afbrudt af en turné i perioden 8. marts til 25. april. Se turneplanen på folketeatret.dk.

Anmeldt 28. februar.

Foto: Thomas Petri