Formidabel Signe Egholm Olsen i mere problematisk opsætning af det antikke græske hævndrama.

* * * *

Jeg er frygtelig som fjende. God som ven. 

Signe Egholm Olsen er frygteligt god i en af teatrets allerstørste, klassiske kvinderoller, som den hævngerrige troldkvinde Medea, som svigtes af sin mand, Jason, til fordel for en yngre model – og tilmed kongedatter. 

Tilbage står hun alene med parrets to sønner, forvist fra Korinth, men med så mange brændte broer bag sig, at de reelt ingen steder har at flygte hen. Det, der engang var en altopslugende kærlighed til Jason, forvandles til en ligeså altopædende vrede og hævntørst, og Medea hævner sig ikke kun ved at dræbe kvinden, der tog hendes plads, og hendes far, Kong Kreon, der forviste hende og børnene for at ‘få fred’. Medea er en no-nonsence kvinde, der tager det ultimative skridt og dræber sine andre børn.

Det er en ualmindeligt grum historie. Men også en stærk fortælling om kærlighed, loyalitet og hævntørst, og på Det kgl. Teater leverer Signe Egholm Olsen en overvældende fornem præstation. Hun er fra start til slut en tikkende bombe af hadefuld hævngerrighed. Et simrende syrebad på eksplosionens rand. Foruroligende i selv de mindste bevægelser, og til sidst, da meddelsen om at hendes giftdrab på rivalinden og hendes far er lykkedes, står hun tavst lyttende, med et begejstret, nederdrægtigt vanvid i blikket, velvidende at hun med drabet er nået til sit eget, ultimative point of no return. Det er i sandhed stor skuespilkunst.

Der er gået fuldstændig inflation i de store græske tragedier i øjeblikket. Inden for meget kort tid har man kunnet opleve en moderniseret Antigone som nær-fremtidsdystopi, en enkel og rendyrket Fædra som første del af en Furier-trilogi og om et par dage gælder det minsandten Elektra på Odense Teater.

På Det kgl. Teater har instruktøren Sigrid Strøm Reibo valgt at henlægge sin Medea til et ubestemmeligt sted i 1980’erne (Katrin Nottrodts scenografi og kostumer ligner ganske vist mere 70’erne i mine øjne), angiveligt for af den vej at spejle Jasons motivationer til at forlade sin hustru og børn – Han er en mand af en tid, hvor opportunisme og selvrealisering bliver vigtigere end loyalitet, pligt og selvopofrelse, forklarer Reibo i forestillingens trykte program.

Desværre opstår der et uopretteligt misforhold mellem ord og (tids)billede, som ender med at stå alt for meget i vejen for grundfortællingens grusomhed. Det forekommer helt tåbeligt, at Medea taler i mytologiske termer og påkalder sig Zeus’ vrede over det antikke Korinth, når det foregår i en ramme, der mere ligner en nedslidt bungalow i Valby, og når den Jason hun både elsker og foragter, i Rasmus Bjergs fremstilling snarere ligner Kandis-Johnny på vej på scenen på en blokvogn i Fjerritslev end en græsk kriger, der skal giftes med en prinsesse. Der er intet dårligt at sige Bjergs fremstilling af den svigtende ægtemand, der tror at lidt penge kan rette op på hans bedrag, han gør det glimrende, men når han ser ud, som Reibo/Nottrodt synes han skal se ud, så ryger en god del af troværdigheden.

Præcis det samme kan siges om Jens Jørn Spottags Kong Kreon, der fremstår som en mellemting mellem den græske skibsreder Onassis og Klaus Pagh i hans velmagtsdage, med røgfarvet glas i brillerne og dobbeltradet habit i en ubestemmelig brun nuance.

Gudskelov formår Signe Egholm Olsens Medea, der trods alt også fremtræder mere tidløst klædt, at fastholde troværdigheden så man som betragter både røres og rystes, men det forekommer mere at være på trods end på grund af instruktørens valg for opsætningen.

“Medea” bliver i denne opsætning således en personlig triumf for Signe Egholm Olsen, hendes præstation er til seks stjerner, men opsætningen som helhed er blot til to, og stiller derfor desværre igen spørgmålstegn ved den overordnede kvalitet på nationalscenen. Er ‘ganske godt’ virkelig ‘godt nok’? 

“Medea” af Euripides. Oversættelse: Inger Christensen. Gendigtning af prolog: Niels Brunse.

Instruktion og bearbejdelse: Sigrid Strøm Reibo. Scenografi og kostumer: Katrin Nottrodt. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Lyddesign: Jonas Vest. Komponist: Emil Assing Høyer.

Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Rasmus Bjerg, Jens Jørn Spottag, Christiane G. Koch, Morten Burian, Patrick Baurichter, Ernesto Piga Carbone. Kor: Tilde Maja Frederiksen, Anna Bruus Christensen, Signe Mannov, Cecilie Bogø Bach og Nanna Simone Harvald. Børn: Otto Sabro Hartung, Laura Melissa Vittrup, August Beck Saarie og Victor Faustmann. Indtaling af prolog: Kasper Leisner.

Spiller i Skuespilhuset til 10. april.

Anmeldt 15. marts

Foto: Emilia Therese