Anja Owe skaber billeder af alt det vi ikke ser i en fin monolog om at rydde op i sine forældres dødsbo.
* * * *
Scenerummet på det lille Teatret ved Sorte Hest er helt bart. Som en mørk-bejset skuffe, tømt for indhold, som vi sidder og kigger ned i. I det rum står Agnes i Anja Owes gestaltning. Hun er den tredje af fire døtre efter sine forældre, men den eneste, der har tid til at rydde barndomshjemmet da faderen som den sidste af forældrene er død.
De tre andre søstre har karrierer i udlandet, mens Agnes har tid nok – hun er jo skuespiller!
Tyske Gilla Cremer har skrevet den halvanden time lange monolog, som Anja Owe selv har oversat, og selv spiller i sin mand, Thomas Howalts instruktion. Owe agerer undervejs såvel sine tre søstre, i tre vidt forskellige grader af selvoptagethed, sin mor, der har arrangeret sin død ned til mindste detalje, til trods for at hun dør af et pludseligt hjertestop og sågar kortvarigt faderen, der bliver ladt tilbage i seks år og efterlader en stort hus pakket med minder til børnene – altså til Agnes – der får en uge til at rydde op og rydde ud inden den nye ejer tager over.
Situationen er formentlig genkendelig for en stor del af det faste teaterpublikum. Mange af os har sikkert oplevet at stå med en lignende opgave – jeg kan i hvert fald selv klart huske da jeg for 12 år siden skulle rydde min mors lejlighed, og hver en skåret kop, hvert et billede på væggen og hver en bog i reolen fremkaldte et minde, en tanke eller rationalisering.
Det er præcis det “Mine forældres ting” i al sin enkelthed handler om. Og det er præcis den følelse Anja Owe genopliver på scenen. På imponerende vis får hun med sine myriader af ord skabt billeder for vores øjne. Vi ser for os de forladte stuer, de fyldte skuffer og kasserne med smalfilm, billeder og de forbudte dagbøger, der afslører moderens hemmelige affære. Vi mærker og fornemmer støvet, og opgavens nærmest umenneskelige umulighed. Hvad har værdi, hvad har affektionsværdi – og hvorfor? – hvad skal gemmes, sælges og hvad skal blot køres bort af Totalrenorevering i en bulet container?
Drt er flot gjort, at kunne skabe disse billeder og fastholde dem i det helt nøgne rum. Det gør Anja Owes præstation særligt respektindgydende. Teksten er i øvrigt spækket med morbid humor, sørgmuntre betragtninger og spilles med et glimt i øjet. Det er lidt kært, at Anja Owe sender en hommage til sin egen afdøde far, med en lille ‘Todo’ opvisning mod slutningen.
Det er lige en kende for langt, og hen mod slutningen kører man lidt i tomgang, men ellers er “Mine forældres ting” en smuk og ikke mindst genkendelig monolog om at se en epoke i sit liv blive kørt væk til småt brændbart, mens man står tilbage med et konsolspejl, der er for stort til sin lejlighed, et udstoppet hjortekid og en erindring om sine forældres liv, der er forandret.
“Mine forældres ting” af Gilla Cremer. Oversat af Anja Owe.
Instruktion: Thomas Howalt.
Medvirkende: Anja Owe.
Producent: Fifty-Fifty-Fifty ApS.
Spiller på Teatret ved Sorte Hest til 9. april.
Anmeldt 26. marts (Københavnerpremiere).
Foto: Thomas Howalt-Isak Owe.
