Forside Anmeldelser 2022 OH HAPPY DAY

OH HAPPY DAY

469
0

Marie Mondrup er skæppeskøn i Folketeatrets musikalske feel-good komedie “Oh Happy Day”.

* * * * 

Feel-good komedier kendes bedst fra filmens verden, og det er da også derfra at Folketeatret har hentet gospel-komedien “Oh Happy Day”, som er en sceneudgave af Hella Joof’s, så vidt jeg husker rigtigt, hyggelige kærlighedskomedie fra 2004 med Lotte Andersen i hovedrollen.

På teatret er det Marie Mondrup, der spiller hovedrollen, og det kan ellers nok være at hun leverer et neddæmpet komediespil fra øverste hylde, tilsat en aldeles forrygende sangstemme. 

Få danske skuespillerinder kan underspille, og være kedelig på en så morsom og kær måde som Marie Mondrup. Hun er ganske enkelt skæppeskøn som Hannah, den lidt forsagte husmor i en lille provinsby, hvor alle kender alle, og hvor det eneste lille lyspunkt i den røvsyge hverdag er når man en gang om ugen synger i kirkens kor. 

Hun får fint modspil af Ulla Vejby som veninden Grethe, der er gift med Hannahs bonderøv af en storebror, som bestyrer byens tankstation, og af Christopher Læssø som den amerikanske gospelpræst, Johnson, der på grund af en bilulykke strander en periode i lillebyen og lidt modvilligt overtager koret, der står uden korleder. Og som vækker glemte følelser frem i Hannah, der lever i et kedsommeligt ægteskab med ingeniøren Carsten.

Det er ikke nogen stor historie, men en sød fortælling om kærlighed og næste-kærlighed, og om at bryde ud af hverdagens trælse trummerum og lære at være sig selv. Selvom der ikke er en egentlig happy ending, så ender det alligevel godt, for Hannah finder sig selv, alle byens borgere ender med at blive en lidt bedre udgave af sig selv og nogle oplever for første gang at føle kærlighed og blive elsket.

Forestillingen er meget musikalsk tilsat sange af blandt andre Simon & Garfunkel, Roy Orbison, Amy Winehouse og Lennon & McCartney og netop her er det tankevækkende, at man formår at benytte The Beatles’ “I wanna hold your hand” langt mere originalt, såvel musikalsk som i den dramatiske kontekst, end i den stort opsatte muscal “She Loves You” i Tivoli.

Rolf Heim har instrueret i en noget neddæmpet tone, hvor han tydeligvis har haft fokus på at skabe en provinsiel tristesse som modvægt til det sus af kærligt overskud som Jackson bringer til byen. Det er blevet til en komedie i mol, der slæber sig lige lovligt langsomt af sted, men som lives op af de glimrende sangarrangementer, og af nogle festlige komiske præstationer af Tom Jensen, Jacob Moth-Poulsen, Kristian Boland og Troels Malling. Af solidt ensemblespil af Jesper Riefenstahl, Mathias Fletting Sprogøe og Signe Kærup Dahl tilsat en lækker sangperformance af Kristine Yde.

Ulla Vejby er sjov som den gæve veninde, der også er forelsket i Jackson, og Christopher Læssø giver Jackson en afdæmpet autoritet og musikalsk charme, så man godt forstår at provinskonerne bliver kåde som kalve i maj.

Men ovenover hele ensemblet stråler altså Marie Mondrup som forestillingens klart lysende solstråle. Det er den yndigste teaterforelskelse man har oplevet længe, og hold da kæft, hvor hun sparker røv når hun til sidst får gospel-klassikeren “Oh Happy Day” helt op at ringe.

Forestillingen har været på en lang, landsdækkende turné inden den nu spiller en god måneds tid i København.

“Oh Happy Day” efter filmen af Lotte Andersen, Jannik Johansen og Hella Joof.

Instruktion & bearbejdelse: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen. Koreografi: Peter Friis. Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen. Kapelmester: Anders Ortman.

Medvirkende: Marie Mondrup, Ulla Vejby, Christopher Læssø, Troels Malling, Tom Jensen, Kristian Boland, Kristine Yde, Signe Kærup Dahl, Jesper Riefenstahl, Mathias Fletting Sprogøe og Jacob Moth-Poulsen. Musikere: Tom Bilde, Jonas Munck Hansen og Anders Ortman. 

Spiller på Folketeatrets Store Scene til 8. maj.

Anmeldt 1. april

Foto: Gudmund Thai.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her