Vivienne McKee leverer Willy Russell’s skønne tekst med liv, sjæl og humor.
* * * * *
Det engelsksprogede London Toast Theatre markerer i år sin 40-års jubilæumssæson med Vivienne McKee i rollen som den forsømte Liverpool-husmor, der finder sig selv og troen på livet under en ferie i Grækenland i monologen “Shirley Valentine”.
Willy Russell’s tekst er ikke uden grund blevet en lille klassiker, og skuespillet har gået sin succesrige gang verden over – og på film – siden midt 80’erne. Herhjemme husker man bedst Lisbet Dahls pragtpræstation på Betty Nansen Teatret for noget nær en menneskealder siden. Også Lene Poulsen har inden for de senere år taget livtag med Shirley.
Vivienne McKee spiller den på originalsproget, og det giver mulighed for at få alle tekstens sproglige finurligheder med, samt ikke mindst den særlige Liverpoolske dialekt, som vel næsten kan betragtes som synonym med britisk lower-middle-class.
Shirley Bradshaw er en midaldrende, noget afblomstret husmor. Gift med Joe, og mor til to voksne børn; en søn der drømmer om at blive poet og skriver graffiti på Liverpools gråtriste mure, og en datter, som udforsker sin seksualitet.
Det seksuelle er ikke rigtigt noget for Shirley længere, for Joe går mere op i spisetiderne end sengetiderne, og har trods et langt samliv aldrig fundet Shirleys kli-TO-ris, som hun kalder den.
Da den nyskilte veninde Jane en dag inviterer Shirley med på en 14-dages ferie til Korfu, tør hun først ikke tage i mod tilbuddet. For det vil Joe aldrig tillade, og hvem skal så lave hans mad? Men langsomt får frihedstrangen overtaget, og det ender med at Shirley tager med – uden at fortælle det til Joe. I Grækenland møder hun caféejeren Costas, der er alt det mand, som Joe ikke er, og det møde ændrer hendes liv.
Shirley forelsker sig ikke i Costas. Hun forelsker sig i at leve livet. Og det er pointen i den enkle, men kærligt livskloge fortælling.
“Shirley Valentine” er skrevet midt i 1980’erne. Dengang så verden unægteligt anderledes ud end i dag, hvor kvinderne i langt højere grad har taget hånd om deres eget liv. Alligevel synes tiden ikke at være løbet fra det fundamentale i Russell’s skuespil. Stykket taler stadig til noget grundlæggende hos os alle. Det handler om at turde bryde ud, at sætte sig selv fri. Tage chancer og lade skæbnen råde. Det kan være i ægteskabet som her, men det kan jo også være i andre af livets forhold. Det kan handle om at sige sin hamsterhjul-job op, droppe den konforme bolig og flytte i ældrekollektiv, eller tage på den Interrail-togrejse, man aldrig nåede som ung. Vi rummer vist alle en indre Shirley Valentine når det kommer til stykket.
I Helen Tennisons rene og enkle instruktion rammer Vivienne McKee’s fortolkning af Shirley de fleste nuancer i denne tvivlrådige kvinde. Bedst i de lette, lyse og humoristiske sekvenser, men bestemt også med dybde og sjæl. Det er en fin præstation i en skøn teatertekst.
Teatret ved Sorte Hests lille scene byder ikke på de store scenografiske muligheder, og Kirsten Brink er normalt mere fantasifuld end med sit stilistiske kulissekøkken i orange kakler, og et Grækenland illustreret med et blåt bagtæppe og ret ugræske cafémøbler. Men Shirley Valentine behøver ikke så meget i det ydre for at funkle. Kærlighed kommer indefra og “Shirley Valentine” er en smuk hyldest til kærligheden til livet.
“Shirley Valentine” af Willy Russell.
Instruktion: Helen Tennison. Scenografi: Kirsten Brink.
Medvirkende: Vivienne McKee.
Produceret af London Toast Theatre.
Spiller på Teatret ved Sorte Hest til 14. maj.
Anmeldt 23. april (premiere).
Foto: Thomas Petri.
