Den nye Nyhavns revy går i flæsket på medierne og tidsånden, og er sjov så længe det varer – havde jeg nær sagt! Anmeldelsen bringes i samarbejde med Ekstra Bladet.
* * * *
Nu har Nyhavn også en sommerrevy. Jacob Morild lægger skib til på sit hyggelige Café Liva, og optræder selv sammen med Tom Jensen og Mathilde Norholt. En glimrende trio, der klæder og supplerer hinanden godt, og som selv har skrevet al materialet – 28 numre, hvoraf de 17 er små videosketches over tre skiftende temaer, der alle udspringer af vore dages primære udbud på tv-kanalerne.
Her er breaking news fra skiftende krigszoner, her er åndsløst small-talk tv, der gør menneskelige tragedier og alvorlige emner til letfordøjelig underholdning midt i spisetiden og så er der Liva-holdets bud på et nyt reality-koncept, hvor en midaldrende direktør fra Frederiksberg bliver sluppet løs på Vestegnen, hvor han skal forsøge at klare sig alene.
Omkring de mange video-sketches fortsætter stilen med at sætte lup på tidsånden og zoome ind på medierne og svirpe med den satiriske pisk. Og det er for langt det mestes vedkommende både skarpt og morsomt, for Jacob Morild er en gudsbenådet satiriker, én af de bedste herhjemme, og er en mester i at twiste virkeligheden og få den til at fremstå nærmest grotesk i al sin almindelighed.
Bedst i nummeret “Ytringsfrihed” hvor trioen som gruppen Football Matters rapper konspirationsteorier og anti-viden, under dække af deres ytringsfrihed, som ligeså stille skifter til ‘ytringsfriHAD’ undervejs. Elegant. Morild er ligeledes forrygende som den tyske schlagersanger, Gunner Ree, der forfører både kvinder og mænd med omkvædet: Willst du bratwurst in deiner sachertorte haben!
Sammen med Mathilde Norholt leverer han ‘Liberal børnetime’, hvor den liberale økonomiske plan beskrives ved hjælp af legeklodser, og de to gakker også ud i absurd parringsleg på venstrefløjen.
Hvor er Tom Jensen henne, vil man måske spørge. Mest på video, faktisk, hvor han er helt fortabt på Vestegnen, og rapporterer fra krigszoner som bl.a. Viborg Sygehus og Amager i bedste Rasmus Tantholdt-stil, og er vært overfor Mathilde Norholt i Go’ Aften Liva, hvor parret hele tiden afslutter sætninger med et havde jeg nær sagt. Sammen med Morild laver han mad i ‘Det hjemløse køkken’, et nummer der falder en tredjedel inde i forestillingen, og markerer lidt et stilskifte.
For ind til da er numrene blevet affyret i et nærmest manisk tempo med satirisk finesse. ‘Det hjemløse køkken’ er mere en old school revysketch; lidt plat, lidt lummer og lidt for lang. Man griner, men på en måde tager det nummer også noget energi ud af forestillingen, og måske skulle det have været det, der skulle have været pillet ud inden premieren og ikke et musikalsk nummer senere i forestillingen, men det er naturligvis vanskeligt at sige, når man ikke har set det andet nummer.
Mathilde Norholt har selv skrevet et influencer-nummer med flittig brug af de unges SoMe-lingo, og trioen leverer et ikke ueffent musikalsk indslag om hvor meningsløst livet kan udvikle sig og med den dystre pointe, at hvis vi er uheldige, så er vi kun halvvejs igennem.
Nyhavns Revyen spiller i fem kvarter og det er måske forestillingens lille problem. I den ideelle verden havde man haft stof til to gange 45 minutter med en indlagt pause, men i stedet er man endt med 75 minutter, der på grund af de mange tilbagevendende video-indslag ender med at gå lidt i tomgang og føles længere end det er. Det er faktisk synd.
De traditionelle revyer er ofte lidt for forsigtige med satiren, man skal jo nødigt træde nogle over tæerne. Den berøringsangst har de ikke på Café Liva, og tak for det. Medierne får et fortjent drag over nakken, og med dem jo også alle os, der sluger medie-indholdet råt. Når vi kigger på os selv i Morilds satiriske spejl, ser vi en anden end den vi helst vil være. Så derfor går man sjældent forgæves på Café Liva. Heller ikke den sommer.
Nyhavns Revyen. Tekster og musik af Jacob Morild, Tom Jensen, Mathilde Norholt, Thomas Pakula, Jan Rørdam og Morten Wedendahl.
Koncept & Instruktion: Jacob Morild. Film: Monitor Film v/Casper Joel. Track: Thomas Pakula.
Medvirkende: Mathilde Norholt, Tom Jensen og Jacob Morild.
Spiller på Café Liva til 9. juli.
Anmeldt 10. juni (premiere)
Foto: Brita Fogsgaard.