Solidt revyhold serverer en skånsom blanding af gammelt og nyt i charmerende rammer og lettere sjusket opsætning.
* * * *
Det er 14. gang der spilles Revyperler-revy i Rødvig på Stevns – med afstikkere gennem årene – og det er i form og stil altid hyggeligt og vældigt charmerende at se nogle af de gamle revyklassikere i nye fortolkninger. Og ved selvsyn konstatere, at nogle af de gamle numre fra ‘den gang de virkelig kunne skrive revynumre’ både enten stadig holder eller ikke helt har overlevet tidens tand.
Revyens kunstneriske leder gennem de fleste år, Max Hansen, må efterhånden have været bunken af potentielle ‘perler’ godt og grundigt igennem, men heldigvis kan han læne sig op ad 19-20 nye revyer hvert år, som alle bidrager lidt til samling og udvalg.
Således har et par relativt nye numre, bl.a. den gakkede sketch om Foreningen af Funktionærer med Fjollede Fobier, der stammer fra Kerteminderevyen i 2019, fundet vej til programmet, og er aftenens bedste grin.
Max Hansen har samlet et overordentligt solidt og rutineret revyhold til dette års revy, hvor man på udvalgte aftener formentlig vil kunne opleve at gennemsnitsalderen på scenen er højere end i salen. Men alderen tynger bestemt ikke Susanne Breuning, som er en pryd og en fryd på en revyscene. Hun giver Marguerite Vibys “Den jazzende husmor” fra Cirkusrevyen 1965 med vitalt overskud og en smittende energi, men selve nummeret er et af dem, som tiden på forunderlig vis har gjort overflødigt. Så er der mere substans og næsten uhyggelig aktualitet i “Noget farligt indeni”, som Preben Kaas skrev til Lily Broberg i Cirkusrevyen 1976, også her er det Susanne Breuning, der leverer varen.
Marie Mondrup trækker både aldersgennemsnittet og revyerfaringen markant ned, men hun kan sin metier, og leverer bl.a. visen om “Den sidste analoge person”, som hun selv har oversat efter norsk forlæg, med afdæmpet varme og troværdighed. Helt anderledes end Kim Hammelsvang laver det samme nummer i årets Kerteminderevy, men lige så godt.
Marie Mondrup synger smukt om DF’s Messerschmidt, mens medlemsflugten i partiet illustreres på grafikken bag hende, og så er hun sjov i den frække “Bip, Bap, Bøp”, som efterhånden synes at have fået plads i kassen med nødnumre til kvindelige solister, for den kom også i sidste øjeblik med i Svendborg Revyen, og er set så mange gange de senere år, at jeg ganske enkelt ikke kan huske oprindelsen. I Marie Mondrups udgave får sjofelhederne et absurd, omend menneskeligt tvist.
Flemming Jensen optræder med hidtil uset ynde og uforfængelighed i Lone Hertz’ Nitouche-kostume fra sidste sommer, og har bidraget med adskillige af revyens tekster, både helt nye og gennemskrivninger af ældre numre. Han er fremragende i visen om manden, der mener at have mistet synet, fordi han ikke længere kan genkende det socialdemokrati han altid har stemt på, eller kan få øje på humanismen eller solidariteten i samfundet. Det er revyens bedste tekst og bedste nummer.
Han er meget morsom som ældre sæddoner og når han sammen med Max Hansen leverer et klassisk parløb med sang-bidder og gamle vittigheder om mink. Det er i sådanne numre at Revyperle-navnet rigtigt kommer til sin ret. Fordi det har aktualitet samtidig med at det skuer tilbage og hylder revyens folkeligste tradition.
Max Hansen elsker at foredrage en god, gammel revyvise, og han er god til det. I år er det “Månemanden” af Børge Müller og Aage Stentoft, og dens oprindelse fortaber sig desværre også. Måske fordi den afdæmpede skabelsesberetning om hvordan jorden blev brugt som bold af manden i månen og hans søn, og derfor ser ud som den gør, måske ikke hører til blandt genrens allerypperste. Men visen fremføres elegant og med overbevisning. Og så kan ingen bære en scenebrandert som Max Hansen, der igen i år fortæller fuldemandsvittigheder når han her ved midsommer er på vej hjem med den kransekage han skulle hente til nytårsaften. Skål og godt nytår.
Årets revyperler er kvalitetsmæssigt en noget blandet landhandel. Revyen har bestemt sine højdepunkter, men også alt for mange numre der halter, og det skyldes i høj grad, at Max Hansens instruktion i lidt for høj grad bærer præg af at han har mange kasketter på. Den forekommer for sjusket, og det går først og fremmest ud over revygenrens to vigtigste T’er, Tempo og Timing. Den slags kommer ikke af sig selv, selv ikke med de mest rutinerede kræfter på scenen. For mange numre bliver ganske enkelt for lange, og det er som om det endnu ikke er lykkedes at få holdet på scenen til at sende på 100 procent samme frekvens. Det skal nu nok komme, når de får spillet sig varme, men det havde selvfølgelig været at foretrække at timingen og tempoet var på plads til premieren.
I sidste øjeblik måtte den strålende revykapelmester, Morten Wedendahl, træde til og vikariere for den sygemeldte Mathias Grove. Han er altid en gevinst for en revy, men det kan vel ikke undgås at have haft indflydelse på den sidste uges hektiske opløb til premieren.
Harmonien i Rødvig er et charmerende og meget hyggeligt revyteater, og stedets revyplatte fik ros fra alle sider (jeg nåede den desværre ikke selv). Årets revy er ikke den bedste revyperlesamling vi har set der, men man går ikke helt galt i byen.
Harmoniens Revyperler.
Tekst og musik: Morten Wedendahl, Anders Probst, Leif Maibom, Mathias Grove, Kevin Bovin, Hege Schøven, Trond Hansen, Jan Niklas Rønning, James Price, Henrik Studsgaard, Flemming Jensen, Lars Fjeldmose, Per Lekang, Peter Düring, Max Hansen, Alan Menken, Teatro, Thomas Pakula, Johannes Møllehave, Bent Fabricius-Bjerre, Børge Müller, Aage Stentoft, Kristian jensen, Preben Kaas, Poul Godske, Randy Newman, Epe, og P. Sørensen og Amdi Ris m.fl..
Instruktion: Max Hansen (assisteret af Martin Miehe-Renard). Scenografi: Morten Jørgensen. Koreografi: Susanne Breuning. Kapelmester og musikalsk arrangement: Morten Wedendahl.
Medvirkende: Susanne Breuning, Marie Mondrup, Flemming Jensen og Max Hansen.
Spiller i Restaurant Harmonien, Rødvig til 30. juli.
Anmeldt 22. juni (premiere)
Foto: Mathias Rasmussen.
