Den Jyske Operas opsætning af Andrew Lloyd Webbers musical ”Sunset Boulevard” lyder overdådigt; den er velsunget, godt spillet og smuk at se på. Som musical er den dog ikke noget mesterværk.

* * * *

Alle spiller musicals i disse år.

Både Det kgl. Teater og nu også Den Jyske Opera er sprunget med på bølgen, udover de etablerede teatre og en stribe private producenter. Det er et reelt spørgsmål om hvor længe bukserne kan holde. Hvor længe, der er publikum nok, og om der er kvalitet nok til på denne måde at tæppebombe teaterrepertoiret med musicals.

Det er ikke mangel på kvalitet i opsætningen, der tynger Den Jyske Operas aktuelle opsætning af ”Sunset Boulevard” – skrevet af Andrew Lloyd Webber med tekst af Don Black og Christopher Hampton, baseret på Billy Wilders Oscar-belønnede melodramatiske film fra 1950 af samme navn.

Alt spiller upåklageligt i operaens opsætning i Musikhuset i Aarhus – bortset fra en mikroport, der til premieren gik i stykker og måtte udskiftes, men det skal operafolkene være undskyldt, de er ikke vant til at sangerne er ’miked op’, som man siger.

Lloyd Webbers musik er storladen musicalmusik fra øverste hylde, og når den spilles af hele Aarhus Symfoniorkester i graven, lyder den aldeles vidunderligt. Når man er vant til at se musicals, hvor selv de største internationale opsætninger ’blot’ har 10-15 mand i orkestret og halvdelen spiller synthesizer for at skabe ’englelyden’, så er det helt overvældende at opleve lyden af det store orkester. Det skal man normalt til særlige koncertopførelser for at opleve, og dér er den dramatiske oplevelse så begrænset.

Det er den ikke her. Scenografi, kostumer, lys og lyd og særdeles dygtige solister – igen med hele Den Jyske Operas kor som et både velklingende og visuelt overdådigt bagtæppe – får mest muligt ud af materialet. Det er flot, med ekstra flødeskum på toppen, som en overvældende konditorkage, man næsten ikke tør at stikke kagespaden i.

Som det nogle gange er med den slags kager, så er den ydre skønhed ikke nødvendigvis ensbetydende med, at kagen også smager vidunderligt, og sådan forholder det sig lidt med ”Sunset Boulevard”.

Når Den Jyske Opera overhovedet sætter denne snart 30 år gamle West End-musical på plakaten i 2022 (skulle have været i 2020, men corona kom i vejen), så skyldes det operachef Philipp Kochheims egen, personlige passion. Han er – får man at vide på den glimrende, korte introduktion til musicalen inden forestillingen – inkarneret filmnørd, og har Billy Wilders film fra 1950 på sin personlige top50 over de bedste film nogensinde. Lige siden Lloyd Webbers musical baseret på filmen havde verdenspremiere i 1993, har Kochheim drømt om at sætte den op, og nu havde han muligheden. Tilmed kunne han tage sig kunstneriske friheder i forhold til opsætningen, der ikke længere er underlagt rettighedskrav til scenografi, kostumer m.v.

At et operamenneske kan forelske sig i en musical som ”Sunset Boulevard” er på ingen måde overraskende. Det er skrevet som en slags moderne opera, hvor al dialog synges eller i det mindste foredrages til musik, og Lloyd Webber var (og er) en dygtig håndværker. Partituret er vanvittigt dygtigt skruet sammen, og den melodramatiske grundhistorie om den unge filmforfatter, Joe Gillis, som ved et tilfælde møder den aldrende og glemte, men styrtende rige, stumfilmsdiva Norma Desmond, har både saft og kraft. Hun er forelsket i ungdom som begreb. Hun drømmer om at opleve evig ungdom, og han er på den anden side forelsket i drømmen om at få succes og penge. De er et match made in heaven, eller helvede, rettere sagt, for romancen er baseret på kynisme og egoisme, og historien ender bestemt ikke lykkeligt.

Jeg erindrer ikke at have set filmen, men jeg så musicalen ”Sunset Boulevard” i London i 1993 kort efter dens verdenspremiere, og husker, at jeg dengang fandt fortællingen langtrukken og med al for meget fyldstof. Grundhistorien med Gillis og Desmond har substans. Den er intens og vedkommende, og sidehistorien med hendes altopofrende tjener, Max, giver fortællingen et overraskende og stærkt twist mod slutningen. Men der er for meget fyld, for meget Hollywood-hyldest, for lange scener på den fattige forfatters ydmyge kammer, hvor han sideløbende skriver på et filmmanuskript med den unge, smukke pige, som selvfølgelig også forelsker sig i ham. Hvor flot partituret end er skruet sammen, så sidder jeg i hvert fald – dengang i 1993 som i dag – med en fornemmelse af, at der er for mange gentagelser, for mange referencer, der skal med.

Der er især inden pausen al for meget tomgang i fortællingen, og for lidt dramatisk fremdrift. Og så har historien den grundlæggende ulempe, at ingen af dens hovedpersoner er mennesker vi rigtigt kan holde af og med. Alle er de følelseskolde kynikere, der først og fremmest agerer for egen vindings skyld. Der er ingen helt, ingen heltinde og det er derfor først til allersidst, at man bliver lidt berørt over historiens tragiske afslutning.

”Sunset Boulevard” er således ikke som musikdramatisk værk et egentligt mesterværk. Men det er djævelsk godt håndværk, og opsætningen er flot som bare pokker.

I Aarhus er det Tammi Øst, som i en alder af 63 år spiller sin første musicalrolle. Hun er en fremragende Norma Desmond. At hun som skuespiller kan spille rollen som den glemte diva, der nægter at indse at tiden er løbet fra hende, er bestemt ingen overraskelse. Og har man fulgt Tammi Øst lidt gennem hendes karriere, ved man også, at hun synger glimrende. Alligevel er det både en overraskelse og en udelt fornøjelse at høre hvor godt hun synger de krævende sange. Hun falder på ingen måde igennem i forhold til de mere skolede musical- og operasangere, der omgiver hende på scenen. Hun tilføjer en dramatisk tyngde, og et langt skuespillerlivs erfaring til karakteren Norma Desmond, som jo ikke er en ukendt karaktertype i teater-og filmbranchen. Ikke for meget, ikke for lidt. Hendes Norma Desmond bliver et monster af et menneske, og dybt tragisk.

Overfor hende er den amerikanske musicalperformer Randy Diamond, en overdådigt velsyngende, men også meget moden Joe Gillis. Hans præstation er som sådan upåklagelig, men han er simpelthen for gammel til rollen. Det er præmissen for hele historien, at den gamle filmstjerne forelsker sig i den unge forfatter, som igen forelsker sig i den lidt yngre kollega. Hele essensen i fortællingen er baseret på kærlighed til ungdommen og den evige ungdom. Derfor bliver det alt andet lige et problem for troværdigheden, at de to hovedpersoner fremstår nærmest jævnaldrende.

Jeg er ikke operakender, men er da bekendt med, at man i operaens verden godt kan se stort på alder og fysisk fremtoning når hovedpartier i store operaer skal besættes – det handler om stemmerne – men netop i dette tilfælde hvor alder og aldersforskel er en afgørende drivkraft for hele historiens grundpræmis, så bliver det altså et problem.

Forestillingens to andre store roller; tjeneren Max og forfatterspiren Betty, er i gode hænder hos den danske musicalperformer Martin Loft og tyske Katharina Maria Abt. Hun synger heldigvis ikke som den brækkede arm, hun uheldigvis går rundt med, og han giver sin vigtige birolle med stor dramatisk patos, og er vel aldrig set bedre. En flot præstation.

”Sunset Boulevard” synges på engelsk, med danske ’overtekster’, og spiller bare fire gange mere i Musikhuset i Aarhus frem til 20. august. Sådan er det jo meget med opera. Et enormt set-up for ganske få opførelser. Det synes næsten synd, at forestillingen får så kort et liv, men måske kan Den Jyske Opera eksportere opsætningen til udenlandske scener. På den bugnende danske musicalscene, fremstår opsætningen som et overflødighedshorn af overdådig vellyd, som ingen af branchens private producenter har en kinamands chance for at leve op til. Det er på en måde både godt og skidt. Men mest godt. Det er altid dejligt, når barren sættes højt, og man lykkes med det meste.

”Sunset Boulevard”.

Musik: Andrew Lloyd Webber. Manuskript: Don Black og Christopher Hampton baseret på Billy Wilders film af samme navn fra 1950.

Instruktion: Philipp Kochheim. Scenografi: Emily Bates. Kostumedesigner: Mathilde Grebot. Lysdesigner: Anders Poll. Korindstudering: Peter Pade. Dirigent: Andy Massey. Oversættelse: Steffen-Peter Gliese og Frank Rubæk med Leif V.S. Balthzersen.

Medvirkede: Tammi Øst, Randy Diamond, Martin Loft, Katherina Maria Abt, Andreas Eldeen, Jens Jagd, Carsten Gottholt Hansen, Erik Bekker Hansen, Jonathan Heegaard Jespersen, Linda Arunee Olofsson, Josephine Stokholm, Frederik Stuhllemmer, Inger Margrethe Holt Povlsen, Bolette Bruno Hansen, Pernille Stolting-Madsen, Annette Dahl, Morten Wang, Andreas Winther, Jens Bové, Lars Fentz Krogh, Al Dresden Ramos og Joan Ribalta. Samt Den Jyske Operas Kor og Aarhus Symfoniorkester.

Producent: Den Jyske Opera. Spiller i Musikhuset Aarhus til 20. august.

Anmeldt 12. august (premiere)

Forestillingsfoto: Anders Bach for Den Jyske Opera.