Folketeatret markerer 300-året for dansk teater ved at sætte Ernst Bruun Olsens ”Den poetiske raptus” på turné landet rundt. En forestilling om Holberg og om teatrets sjæl og betydning.
* * * *
Ludvig Holberg skrev sine første komedier for præcis 300 år siden, hvilken fejres bredt over det meste af landet i netop disse dage. Stykkerne spilles stadig flittigt, og trods de mange år på bagen synes de ikke at have mistet deres aktualitet og vitalitet. Senest bekræftet af Aarhus Teaters ypperlige genopsætning af Christian Lollikes udgave af ”Erasmus Montanus” og sidste års ligeledes pragtfulde ”Jean de France” i Charlotte Munksøs opsætning på Grønnegaards Teatret.
Den go’e gamle Holberg lever altså og har det godt i hænderne på visionære og moderne teaterfolk, der uden at øve vold på forlægget kan modernisere Holbergs værker og trække den eviggyldige sandhed ud af hans eminente tekster.
Ernst Bruun Olsen skrev ”Den poetiske raptus” i 1976 om Holberg, om dansk teaters tilblivelse i Lille Grønnegade i 1722 og om de kvaler de brave teaterfolk havde med at overleve datidens pietistiske magtstrukturer. Stykket var aktuelt dengang, hvor kulturlivet også var under politisk pres, og det er desværre ikke blevet mindre aktuelt i dag, hvor en af den helt aktuelle nutids største politiske manipulatorer taler om at give nogle borgere større befordringsfradrag og finansiere det ved at tage 800 mio. kroner fra kulturen. Pietisme er blevet populisme, men det er den samme fare, der lurer.
Kulturen og teatret har altid været, og vil formentlig altid være, under politisk pres og udfordret af udefrakommende kriser. På Holbergs tid var det Københavns brand, der lagde teatret i ruiner – i dag er det coronakrisen efterfulgt af en energikrise, som stiller det potentielle teaterpublikum i det dilemma at skulle vælge mellem at få varmt bad og ordentlig mad på bordet eller tage en tur på ’komedie’ i teatret.
Moralen hos Ernst Bruun Olsen i 1976 var at teatret nok skal overleve, alene af den grund at teaterfolket ikke lader sig kue ihjel, men altid stiger op af asken som fugl Fønix.
Hvor Holbergs komedier synes uopslidelige selv så mange år efter de blev til, synes Ernst Bruun Olsens skuespil sjovt nok lidt mere altmodish og gammeldags i sin tone og stil. Geir Sweaass tilfører i hvert fald ikke en afgørende moderne spillestil i sin instruktion og bearbejdelse af stykket. Blot en enkelt scene skiller sig ud i sit udtryk, hvor Maskeraden pludselig tilføres elektronisk musik og et mystisk og dystert præg, og det virker mærkeligt i sammenhængen. Men forestillingen spilles nu stadig med en elegant lethed, der balancerer det på sin vis alvorlige budskab med en perlende humor.
Vi er tilbage i 1722, hvor skuespilleren Montaigu og hans yndige hustru beder datidens store samfundsdebattør Ludvig Holberg, som er professor på Universitetet, om at skrive en komedie. Han bliver straks så inspireret, at han som en hvirvelvind skriver fem komedier, alle inspireret af mennesker han kender og tendenser i tiden. På teatret er det danske studenter, der sammen med franske Montaigu sætter stykkerne op og med dem når ud til et helt nyt publikum, folket, personificeret ved Holbergs værtinde Madam Gelskirchen, der får latterkrampe af at opleve ”Jeppe på bjerget” fra sin uvante plads i Lille Grønnegade teatret.
Madam Gelskirchen er dog en påvirkelig sjæl, og da hun først mister sin unge datter og siden sin mand, går hun den pietistiske kirkes vej, anført af den tyske præst fra Sct. Petri kirke.
”Den poetiske raptus” myldrer med referencer til Holberg- og Moliére-komedier og det er en virtuost sammensat tekst, men altså også en tekst, der bærer præg af at være skrevet i en anden tid end i dag. Det er opsætningens største paradoks.
Anders Juul spiller sin Holberg som en lidt perpleks intellektuel, der føler sig på gyngende grund i en for ham ny verden. Der er ikke meget ’professor autoritet’ over hans fremstilling af geniet Holberg, i stedet fokuserer han på det søgende i det kunstneriske menneske. Tom Jensen har fine manerer og pudsige øjeblikke som teatermanden Montaigu og Karoline Brygmann er indtagende som hans hustru og teatrets primadonna. Det er Marie Louise Wille, som tager de fleste stik hjem, som en meget morsom og elskelig Madam Gelskirchen. I de lidt mindre roller er Jesper Riefensthal pudsig som tysk præst og Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley og netop Lauritsen- Believe in you – prisvindende Simon Kongsted gør fyldest som studenterskuespillere og andet godtfolk.
Marianne Nilssons spartanske scenografi har fokus på det skrevne ord, med luftige beskrevne draperier, og så får hendes mini-København langs scenekanten en særdeles god effekt til sidst.
”Den poetiske raptus” er en fint valg til at fejre dansk teaters jubilæum, selvom man måske nok kunne have gjort både teatret, salig Holberg og publikum en tjeneste ved at spille det mere nutidigt.
—-
”Den poetiske raptus” skuespil af Ernst Bruun Olsen.
Bearbejdelse & Instruktion: Geir Sveaass. Dramaturgi: Ninette Mulvad. Scenografi & kostumer: Marianne Nilsson. Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz.
Medvirkende: Anders Juul, Marie Louise Wille, Karoline Brygmann, Tom Jensen, Jesper Riefensthal, Jeppe Ellegaard Marling, Niels Anders Manley og Simon Kongsted.
Produceret af Folketeatret Turné: Spiller landet rundt til 4. december. Desuden på Hippodromen i Nørregade fra 18-23. oktober og på Folketeatrets Store Scene fra 7.-11. december. Se turneplanen på www.folketeatret.dk.
Anmeldt 20. september (presseforestilling på turnéscenen i Grøndalscentret)
Foto: Robin Skjoldborg
