Forside Anmeldelser 2022 INTRIO JULESHOW 2022

INTRIO JULESHOW 2022

523
0

Den musikalske trio Intrio gentager deres juleshow fra 2021,og det er igen en stærkt anbefalelsesværdig forestilling med forrygende musikalitet og afvæbnende selvironisk humor.

* * * * *

Det er præcis 1 år siden, jeg senest så Intrios juleshow på H9 på Vesterbro i København, og i min 5-stjernede anmeldelse fra dengang – se den her – skrev jeg at det var et fromt juleønske, at de tre skønne, musikalske veninder ville sætte showet op igen i år.

Det er altid dejligt, når der bliver lyttet til ens anmeldelser. For minsandten om ikke de både har sat showet op igen – der spilles i aften og i morgen aften, så det gælder om at være hurtig – og tilmed har justeret en smule på balanceknappen, så festfyrværkeriet Ann Farholt holder lidt igen og giver charmerende Michelle Djarling og trioens uvurderlige musikalske anker, Lone Selmer, lidt mere frirum at boltre sig i.

Det giver et show, der fremstår endnu mere veltimet, musikalsk toptunet og selvironisk uhøjtideligt end i fjor.

Numrene er de samme; en kombination af musikalske juleklassikere – flere med nye tekster af primært Michelle Djarling – og nye, egne numre. Et julemedley med bl.a. Shu-Bi-Dua-sange er blevet skaleret om, så det ikke som sidst er en rendyrket hyldest til afdøde Michael Bundesen, men ellers så er der ikke lavet om. Det ville også være synd, for det er et fornøjeligt sammensat show, der giver plads til både pjat og skæg og ballade i sange som “Grimme Ord” om alle de genvordigheder, som julen også giver, De Nattergales “The Støvledans” og den skingrende skøre “Farmor blev kørt over af et rensdyr”, og til storslåede vokal-performances af Michelle Djarling i “Christmas song”, af Lone Selmer i “Boogie Woogie Santa Claus” og af Ann Farholt i “Let it snow”. Generelt er den musikalske timing helt i særklase i trioens vokale arrangementer. Lækkert!

Intrios Juleshow er et vanvittigt charmerende juleshow, som meget gerne må blive en fast tradition på Vesterbro – og hvorfor ikke en lille december-turné – i de næste mange år frem.

Den varmeste anbefaling herfra. Men husk; de spiller og synger kun i aften og onsdag på H9, så skynd Jer at sikre en billet, hvis der stadig er nogle tilbage.

—-

“Intrio’s juleshow 2022”

Af og med Michelle Djarling, Lone Selmer og Ann Farholt. 

Musik og tekster: Michelle Djarling, Edward Pola & George Wyle, EgilHarder, Sammy Cahn, Jule Styne, Jack Fox, De Nattergale, Lone Seæmer, Frank Loesser, Shu-bi-Dua, Peter deRose/Mitchell Parish/Richard B. Smith/Dudley Brooks, Carl Sigman/Leroy Anderson/Felix Bernard/Irving Taylor, Ann Farholt, Regin Fuhlendorf, Robert Wells & Mel Tormé, Leon René, Randy Brooks, John Frederik Coots & Haven Gillesoie, Kai Normann Andrsen og mange flere.

Spiller på Halmtorvet 9 6. & 7. december.

Anmeldt 5. december (re-premiere)

PR-foto

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her