Der er internationalt format over Det kongelige Teaters “West Side Story”, der er aldeles skøn at skue, velsunget og modigt har et ungt, relativt uprøvet par i hovedrollerne.
* * * * *
Maria og Tony er så unge, så forelskede og deres skæbne bliver så hård – som ofre for det bandemiljø, de er vokset ind i på Manhattans rå og brutale West Side dengang i 1950’erne. I Det kongelige Teaters aldeles ødsle opsætning, man tør godt bruge flosklen pragtopsætning, af Leonard Bernstein, Stephen Sondheim og Jerome Robbins’ musicalklassiker “West Side Story” synges hovedrollerne af de to ganske unge musicaltalenter Emilie Groth Christensen og Søren Torpegaard Lund. Hun 25 år, han endnu yngre.
De har blot et par år på bagen i branchen, så det er modigt af nationalscenen at kaste dem ud i de ikoniske partier, men mod belønner sig. For både Emilie Groth Christensen og Søren Torpegaard Lund synger rollerne hjem i sand triumf. Aldersmæssigt passer de perfekt ind som disse to uskyldige unge, som skæbnen har placeret et helt forkert sted i verden. Man kan, hvis man skal være lidt kritisk, godt argumentere for at især hans Tony er lidt for pæn, lidt for poleret og lidt for lidt street. Tror vi på, at han sammen med livsvennen Riff har startet en gadebande af utilpassede polske indvandrerdrenge? Ikke et splitsekund. Men vi tror på forelskelsen i Maria, og det er trods alt det vigtigste.
Emilie Groth Christensen er den kønne uskyldighed, nyligt fløjet ind fra Puerto Rico for at blive gift med Chino, men han får ikke noget til bevæge sig i hende. Det gør Tony, fra første sekund, de kaster blikket på hinanden i dansehallen. Det tror vi på.
“West Side Story” er et mesterværk. Ingen tvivl om den sag. Leonard Bernsteins musik er ikonisk, det samme er Stephen Sondheims sangtekster, som her er oversat af Silas Bjerregaard. Umiddelbart mundret, men også med visse forbistringer; “I feel pretty” er blevet til “Jeg er dejlig”, det skurrer bare forfladiget i mine ører.
Let er “West Side Story” på ingen måde. Den stiller enorme krav til holdet, der både skal kunne synge, danse – fra ballet til jazz og latin – og spille rollerne. Der er The Jets, de polske indvandrerdrenge, opvokset i fattigdom med misbrug og prostitution, men dog højere placeret i hierarkiet end The Sharks, der kommer fra Puerto Rico med drømmene intakte om at skabe et liv i Amerika. Typemæssigt er alle velcastet her; Lukas Toyas drengede, men alligevel rå Riff står stærkt overfor Luc Boris André Kouadios maskulint monumentale Bernardo, Marias storebror. Det samme gør deres slæng og pigerne, der hænger på. Det er oplagt at gå på kompromis med den pureste ungdom, når man har Julie Steincke til rådighed som Anita, Bernados kæreste, for hun er et kraftværk af latinsk sanselighed og fremstår her som den helt perfekte Anita.
Det er jo en Romeo & Julie-historie, der fortælles. Om de to unge elskende, der bare ikke kan få hinanden, og hvor ’til døden dem skiller’ bliver grusom virkelighed, men det er også en historie om racisme, og om hvad det gør ved unge mennesker, at føle sig udstødt af samfundet. Den korrupte og racistiske politiinspektør Schrank er en vigtig motor for den del af historien, og kunne godt have mere pondus end han får i Steen Stig Lommers skikkelse, ledsaget af Bjarne Antonisens næsten usynlige Officer Krupke. Men det er skønhedspletter i en fremragende opsætning, hvor alle kan synge, og i den grad danse.
Koreografen Miles Hoare er tro mod Jerome Robbins’ originale koreografi, men tilfører dansene et moderne, opdateret udtryk, der er en sand fryd. Og så er det bare en gave for opsætningen at have hele Det kongelige Kapel i ryggen (bogstaveligt talt, de sidder på bagscenen, så vi kan se dem under hele forestillingen). Alene det gør denne “West Side Story” til en fantastisk teateroplevelse, og berettiger mere end noget andet at Det kgl. Teater overhovedet sætter den på plakaten. Om det er konkurrenceforvridende på den unfair måde, kan man diskutere fra nu af og til verdens undergang.
Scenografisk er denne “West Side Story” også skøn at skue, med en stor bevægelighed i sceneskift og et passende råt miljø skabt af Palle Steen Christensen. Hans lysende måne er tæt på magisk. Der er enkelte skønhedspletter i Thomas Bendixens sikre og effektive instruktion, men ikke noget der rykker afgørende ved oplevelsen af en musicalopsætning af højt internationalt format.
Til sommer vil man i øvrigt igen kunne opleve Emilie Groth Christensen i en stor musicalhovedrolle på Det kgl. Teater, når hun skal spille den unge Margrethe i musicalen “Margrethe” på Gamle Scene. Det kan vi så glæde os til.
—-
“West Side Story” baseret på koncept af Jerome Robbins. Manuskript: Arthur Laurents. Sangtekster: Stephen Sondheim. Musik: Leonard Bernstein. Oversættelse: Jesper Malmose (dialog) og Silas Bjerregaard (sangtekster).
Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi: Palle Steen Christensen. Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen. Koreografi: Miles Hoare. Dirigent: Robert Houssart.
Medvirkende: Emilie Groth Christensen (alternerende med norske Astrid Giske), Søren Torpegaard Lund, Lukas Toya, Mikkel Moltke Hvilsom, Julie Steincke, Luc Boris André Kouadio, Stanley Bakar, Peter Oliver Hansen, Steen Stig Lommer, Bjarne Antonisen, Martin Loft, Christoffer Skov, Simon Fichman, Josephine Raahauge, Niklas Frandsen, Troels Graakjær, Morten Daugaard, Steffen Hulehøj Frederiksen, Marcus Erlander, Shonan Greve, Rachael Ireson, Sarah Olivia Klitgaard Knudsen, Celine Friis, Phillippa Gudsøe, Andrea Schirmer, Adam Tocuyo, Linda Arunee Olufsson, Linnea Stenbeck, Rai Del Valle, Julien Roman, Ivan Spahi, Timothy De Mesa Højgaard, Nadin Reiness, Lydia Bevan og Ida On.
Spiller i Operaen til 28. december.
Anmeldt 18. november (premiere)
Forestillingsfoto: Miklos Szabo
