Intenst danseteater om barnløshed, med en lysende Astrid Elbo som altdominerende centrum på Betty Nansen Teatret.
* * * *
For tre år siden lagde Betty Nansen Teatret på Frederiksberg forsøgsvis scene til en danseforestilling, ”Bonnie og Clyde”, skabt af koreografen og instruktøren Signe Fabricius, og med et kompagni af dansere, der spændte fra klassisk uddannede til moderne street-dansere, som smeltede sammen til en intens og meget vellykket helhed. Læs min anmeldelse fra den gang her.
Nu gentager teaterchef Elisa Kragerup succesen, som jo ikke længere er et forsøg, og denne gang med en mere alvorlig historie. For hvor ”Bonnie og Clyde” var et tju-bang, pulserende underholdningsshow, så handler ”I am Gold” om noget så følelsesladet og ofte også tabubelagt som barnløshed. Det kreative hold er det samme, det gælder også flere af danserne, først og helt afgørende fremmest Astrid Elbo.
Freja og Thomas lever i et lykkeligt ægteskab, hvor alting synes i fuldendt balance og kontrol. Blot én ting mangler; et barn. Og det kommer ikke bare af sig selv. Forestillingen tager os fra Frejas job som feteret ballerina, over festerne med vennerne og de hede kærlighedsstunder med Thomas til fertilitetslægens kliniske briks, og derfra tilbage igen, til nye fester, men med anderledes stemninger i takt med at graviditetstesten hver gang er ’negativ’. Freja mister mere og mere kontrollen med sig selv, sine følelser og alt det, der står hende nært. Og i baggrunden lurer ’hendes natur’, som en fandenivoldsk lille djævel, der truer den familiemæssige idyl og til sidst kaster Freja og Thomas ud i et trekantsdrama, der efterlader Freja ensom tilbage, strippet for alt det, der gjorde hende lykkelig. Det er en på alle måder dyster og trist fortælling, men den fortælles med få ord og med malerisk dansende kroppe, med en imponerende intens energi.
Centralt i forestillingen står, som i ”Bonnie og Clyde”, danseren Astrid Elbo, som et altdominerende centrum. Det er først og fremmest hendes sjælelige deroute, det handler om, og det er hendes lysende talent, der fængsler og fastholder publikum. Hver en lille bevægelse i den smidige krop, udtrykker Frejas skiftende følelser, om det så er hendes hår, synes Elbo at kunne kontrollere netop det til at beskrive kontrol versus afmagt, sorg, og udladningen af al den indestængte seksualitet. Det er vanvittigt fascinerende og vildt imponerende. Astrid Elbo kan tilmed sige replikker, de er få men væsentlige, med en enestående naturlighed, og når dansekarrieren om nogle år når sit tidlige pensionspunkt, synes en fortsat karriere indenfor skuespillet helt indlysende.
Astrid Elbo er forestillingens altdominerende centrum. Hun får værdigt modspil af den ligeledes klassisk uddannede Sebastian Kloborg som hendes fortvivlede mand, og af korpset af høj-energiske street-dansere hvor især Veronica Bracaccini som den fertile veninde, Mads Gronemann som hendes virile kæreste og Linn Fletcher som den mystiske ’natur’ gør indtryk. David Dalmos kølige fertilitetslæge og nærmest allestedsnærværende Luc Boris André Kouadio fuldender det intense cast.
Signe Fabricius har skabt forestillingens storyboard, og har sammen med Elisa Kragerup instrueret. Hun har koreograferet i en tæt dialog med danserne, og så er Jeanett Albeck forestillingens musikalske konsulent og primære komponist – Amy Winehouse’ intense ”Back in black” tænker jeg dog, at hun ikke kan tage kredit for, men hverken det lille foldeprogram eller teatres Vores Betty-magasin krediterer faktisk komponisterne. Scenografisk er ”I am Gold” mere spartansk, men den visuelle enkelhed, der får et ordentligt skud gyldent glimmer undervejs, skyldes Helle Damgaard, der også har designet dansernes kostumer.
Der er knald på ind i mellem, men det er mere end noget andet Astrid Elbos følelsesladede fysiske spil, der vedholder intensiteten og dynamikken. Man forlader teatret med stærke følelser, det er altid godt, og også med ønsket om, at Signe Fabricius, Astrid Elbo og kompagni gerne må tage os ved hånden en tredje gang og føre os ad nye veje på det smukke, gamle teater.
—-
”I am Gold”.
Storyboard af Signe Fabricius med tekster af William Shakespeare (oversat af Niels Brunse), Ellen Heiberg og Tine Høeg.
Instruktion: Signe Fabricius med Elisa Kragerup som konsulent. Koreografi: Signe Fabricius i samarbejde med danserne. Scenografi & kostumer: Helle Damgaard. Komponist og musikalsk konsulent: Jeanett Albeck.
Medvirkende: Astrid Elbo, Sebastian Kloborg, Veronica Bracacini, David Dalmo, Mads Gronemann, Linn Fletcher og Luc Boris André Kouadio.
Spiller på Betty Nansen Teatret til 26. januar.
Anmeldt 3. januar.
Forestillingsfoto: Camilla Winther
