Forside Anmeldelser 2023 GRIN(D)STED REVYEN 2023

GRIN(D)STED REVYEN 2023

840
0

Ny professionel revy med blanding af rutinerede og nye kræfter på den jyske hede.

* * * *

Det er skelsår i dansk revy i disse år. Mens nogle bukker under og lukker, dukker andre op. Et nyt skud på stammen er vokset op i Grindsted i det midtjyske, hvor parret John Skou og Birgitte Antonius har gjort deres årelange drøm om at stable en ny revy på benene til virkelighed.

Spillestedet er Kulturhuset Kino midt i byen; et både hyggeligt og velegnet teaterrum, og revyen har her i sit første år opnået stor lokal opbakning. Masser af søde, glade og hjælpsomme frivillige og et tre-mands opvarmningsorkester byder velkommen inden selve revyen går i gang. Vil man spise inden, så har det nærliggende hotel Hedemarken sammensat såvel en to- som tre-retters revymenu som er yderst velsmagende, og hotellets vinkort er overraskende interessant, hvis man har de interesser.

På scenen har direktørparret allieret sig med revyveteranen Flemming Jensen, den ligeledes særdeles erfarne Ann Hjort, og suppleret sig med det unge, endnu ret uprøvede revytalent Daniel Lassen. Birgitte Antonius selv fuldender kvartetten, mens John Skou spiller bas i den fine revytrio med Brian Svendsen som kapelmester.

Al begyndelse er svær, og det er bestemt ikke alt, der sidder lige i skabet i den første udgave af GRINdsted Revyen. Først og fremmest fremstår revyen ualmindeligt gammeldags i stil og tone, men sådan må det vel næsten være, når folkene bag netop er revyentusiaster af den gamle skole, og blandt andet turnerer rundt med et revyshow, de kalder for ”Den gamle grammofon”.

Men der er bestemt lyspunkter nok til at man godt kan kalde det en godkendt begyndelse. Daniel Lassen har sit første reelt professionelle revyjob i Grindsted, og bidrager med vitalitet, og en god energi blandt andet som dansktopsanger, der synger om en farmor med gevaldigt slag i, og som charmerende wingman til både Ann Hjort og Flemming Jensen i et par helt klassiske sketches. Birgitte Antonius laver en pudsig figur som den kejtede Britt, der bliver offer for sexchikane fra chefen, og Flemming Jensens scenerutine kommer smukt til udtryk i en hyldestvise til vennen Jesper Klein, som også er en hyldest til humoristen fremfor komikeren, og i den vittige monolog om bedstefaren, der lidt ufrivilligt optræder som donor stand-in for sit barnebarn, og dermed bliver stamfar til det halve Tyrol. Begge numre, der er brugt før andetsteds og derfor har bevist deres værd. Det er en god idé.

Ann Hjort har også tidligere optrådt som protestsangeren Esther, men til anledningen har Rasmus Krogsgaard opdateret teksten med vittige sanglinjer om både DF, Inger Støjberg, Mamma Mette, der ka’ li’ at slette, kongehuset og situationen i Ukraine.

Christine Exner har på kort tid samlet lagene i denne midtjyske revylagkage, så flødeskummet kommer på toppen. Anden afdeling er bedre end første, og man forlader Kulturhuset Kino med et smil på læben og med tro på, at revyen i Grindsted har potentiale til at blive en tilbagevendende tradition, selv om man stilmæssigt skuer mere bagud end man ser fremad.

I et nummer leger Flemming Jensen med sproglige pudsigheder ved danske by- og stednavne, men han har faktisk ikke denne med; der nok at grin’ af i GRINsted.

—-

GRINdsted Revyen 2023.

Tekst og musik: Flemming Jensen, Leonard Bernstein, Lotte Chris Bach, Daniel Lassen, Lukas Birch, Jakob Faurby, Kai Normann Andersen, Leif Fabricius, Thomas Pakula, Brian Svendsen, Carl-Erik Sørensen, Fini Høstrup, Adam & James Price, Sebastian Dorset, Rasmus Krogsgaard, Leif Maibom, m.fl.

Instruktion: Christine Exner. Kapelmester: Brian Svendsen

Medvirkende: Ann Hjort, Birgitte Antonius, Daniel Lassen og Flemming Jensen. Orkester: Brian Svendsen, John Skou og Sten Elten.

Spiller i Kulturhuset Kino i Grindsted til 22. januar.

Anmeldt 12. januar (premiere)

Foto: PR-foto.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her